Michael Frederik Christian Lund

Michael Lund lykønsker sin onkel med fødselsdagen fra forposten på vej mod Kolding – første gang han tilbringer dagen uden for København. Kvartererne skifter mellem det meget fine, en usel bondestue og halmhytter på marken, og han har nu »lugtet Krudtet«.

Han er flyttet til Jägerstraße og håber, gadenavnet ikke varsler ilde. I julen samledes Berlins danske – talrige som græshopperne i Ægypten – om æbleskiver og juletræ, og entreen til Fausts Wintergarten viste, at »der var ikke stort at see«.

Svaret begynder på anden side, fordi en kunstner har ladet »das unvordenkliche Seyn« gå i forvejen – og Michael skal vise stedet til onkel Peter og hilse, at det er Schellings yndlingsudtryk. Ellers er det blevet smukt vintervejr.

Michael har troet, at hans onkel kører i kane; det overlader han til berlinerne, for kanekørsel har han altid fundet for koldt. Til gengæld har han set elleve personer i én vogn med én hest på vej til Charlottenburg.

Et par linjer med en kasse: indholdet må gerne gå op i »Røg og Damp«, men lykønskningen skal beholdes og bevares.

Søren bruger den første halve side på at undskylde, at han aldrig skriver, og resten på nyhederne fra Borgerdydskolen: en snustobaksdåse i afskedsgave, tre nye lærere, og en professor med dårligt ben, der møder op til time »med een Tøffel og een Støvle«.

Fra Berlin: rejsen er stadig en tåbelighed, Marheinecke er hørt, Schelling ikke begyndt. Resten er instrukser om hende, hvis navn ikke nævnes – mød hende ubemærket mandag og torsdag mellem fire og fem – men »den dybeste Taushed maa hvile derover«.

En bebrejdelse i vennens brev besvares med et foredrag, holdt på værelset i tynde støvler i stedet for korkstøvlerne, fordi de tynde bedre gav »den høitragiske Gang«. Til sidst beder han om alt, hvad der kan fortælles om den unge pige, han ikke nævner.

Han har ventet næsten en måned på svar og skælder ud, og fortæller så, hvordan alt er lagt an på, at hun skal kunne hade ham. Efter underskriften kommer en sangerinde fra Wien, som spiller Elvira og ligner »en vis ung Pige«.

Søren beroliger Carl: han skal bare skrive, stavningen er god nok. Selv fortæller han fra Berlin om hundene, der spændes for mælkevognene, og egernene i Thiergarten – og bemærker, at Carl nu er kommet i »Trøie og Buxer«.

Carls brev var kort, og Søren driller: sømmer det sig for et fornuftvæsen, »der gaar i Trøie og Buxer«? Selv fortæller han om sin nye støvlepudser, der ligner den gamle på en prik, men er langt mere omhyggelig.

I stedet for en gave fra Königstraße – pakker overlever sjældent posten – får Jette et brev på papir med tre berlinske bygninger i rammen. Så kan hun rejse i Berlin hjemme i dagligstuen og se den uhyre stenkumme foran museet.

Han er flyttet til Jägerstraße og håber, gadenavnet ikke varsler ilde. I julen samledes Berlins danske – talrige som græshopperne i Ægypten – om æbleskiver og juletræ, og entreen til Fausts Wintergarten viste, at »der var ikke stort at see«.

Svaret begynder på anden side, fordi en kunstner har ladet »das unvordenkliche Seyn« gå i forvejen – og Michael skal vise stedet til onkel Peter og hilse, at det er Schellings yndlingsudtryk. Ellers er det blevet smukt vintervejr.

Michael har troet, at hans onkel kører i kane; det overlader han til berlinerne, for kanekørsel har han altid fundet for koldt. Til gengæld har han set elleve personer i én vogn med én hest på vej til Charlottenburg.

Et par linjer med en kasse: indholdet må gerne gå op i »Røg og Damp«, men lykønskningen skal beholdes og bevares.

Michael Lund lykønsker sin onkel med fødselsdagen fra forposten på vej mod Kolding – første gang han tilbringer dagen uden for København. Kvartererne skifter mellem det meget fine, en usel bondestue og halmhytter på marken, og han har nu »lugtet Krudtet«.

Ét ark, to breve: Sophie drilles for at have skrevet lige før et bal, og Carl får historien om stokken hos kunstdrejeren – da onklen endelig trådte ind, slog han en rude i stykker og betalte den i stedet for at købe stokken.

Jette får et kort svar og grunden til det: Schelling læser nu to timer daglig. Wilhelm bliver udnævnt til »Dux« og bemyndiget til at hilse Christian, Peder og Ferdinand – gerne ved at stille dem i geled.