Brev 1
Dersom Du skulde slutte Dig til af hvad jeg skrev, hvorledes jeg levede, kunde Du gjerne falde paa at jeg var død og borte, dog denne Tanke tillade Faders Breve ei at opstaae hos Dig. Havde jeg blot skrevet saa hyppigt, som Du har paamindet mig derom, var der dog kommet Noget derud af; men Du har endnu ei sporet nogen Frugt af dine Opmuntringer, og den med dine Opmuntringer forbundne Belønning. De fleste af Faders Breve fra Dig have gjerne endt med en Paamindelse om at skrive til Dig. Du maa i Sandhed besidde en stor Taalmodighed, da Du ei er bleven kjed af at paaminde mig. Da du mærkede, at de Opmuntringer til at skrive, der stode i de Fader tilsendte Breve, ei hjalp, besluttede Du, at lade mig erindre om min Pligt gjenem en anden nemlig Oldenburg, som ogsaa bragte mig den Efterretning, at Du hver Postdag ventede et Brev fra mig. Tillige erindrede han mig om, at Fengers Brødre skreve til Fenger. Jeg besluttede da ogsaa, at skrive Dig til om ei for andet saa dog, for at lade dig vide, at jeg var til. Dersom jeg her vilde fremsætte nogle Undskyldninger fordi jeg ei saa længe har skrevet Dig til, vilde jeg spilde Dig Din Tid. Thi ordentlige Undskyldninger kunne de aldrig blive. Jeg kunde sige Dig at jeg har været lidt syg; men hvad vilde det bevise, hvad vilde det udvirke ei andet end Fritagelse for at skrive de Dage jeg havde været syg, som ei overskride 5 a 6 i Antal. At jeg ei har havt Tid, kan heller ei udrette mere, da Du kan slutte fra Dig selv, fra den Tid Du gik i Skole, at der altid maa være nogen Tid, hvor jeg ei har noget nødvendigt at bestille. Jeg vil altsaa slet ingen Undskyldninger fremføre; men bede Dig ligefrem om Forladelse, fordi jeg har undladt at opfylde min Pligt.
At Henrichsen har forladt Borgerdydsskolen, og er kommen til Hel[10]sing\ør,Helsingør, er Du vel allerede for lang Tid siden bleven underrettet om. Ved hans Afreise forærede Classen ham en Snuustobakdose, [1v] da vi havde erfaret, at han ønskede en saadan. For denne Foræring, som just ikke var af de største, lod han os sin Tak bevidne den følgende Dag igjenem Hr: Warncke. Det var den første af Borgerdydsskolens Lærere, der er falden fra i Din Fraværelse. Ludvig Møller har faaet hans Timer i Hebraisk, hans Timer i Latin derimod har Bojesen faaet.
Professoren har i nogen Tid været plaget af et daarligt Been, som skadede ham meget, da han ei selv kunde have Opsigt med Skolens Gang; men maatte overlade samme til Hr Bang. Vi maatte i al den Tid, han ei kunde gaae, indfinde os hos ham, hvor vi bleve hørte i alle vore Lectier, og desuden forsynede med en saadan Mængde latinske Stile, at han tilsidst ei selv kunde finde Rede i dem. Omsider kom han da igjen paa Benene og læste en tidlang med os, da han igjen blev syg i samme Been. Der var nemlig kommet Ild i hans Kakkelovn, og idet han ilede til, for at standse Ilden, kom han til igjen at støde sit Been, som da blev meget værre. Dog fandt han for godt, at læse i 1 B, hvis Dør støder op til hans Værelse, og han altsaa i et Skridt ell to kunde komme ind til os. Han kom da ind af Døren hver Dag med een Tøffel og een Støvle. Dog den Efterretning, at han ved at slukke Ilden i sin Kakkelovn er kommen til Skade, veed jeg blot igjenem hans Karl Peer, som ell er meget paalidelig.
OmProfessor Thune har man i den senere Tid flere Gange fortalt, at han var død, dog er det endnu ei gaaet i Opfyldelse. Dog beviser disse Rygter, at han maa være meget syg. Hver Gang et saadant Rygte udbredte sig, vakte det almindelig Bedrøvelse iblandt de unge Mennesker, som ønskede at dimitteres næste Gang, af Frygt for at Ursin skulde komme i hans Sted, hvilket der er al Rimelighed for, og han har Ord for en Chicaneur. De ønske idetmindste heller at have en, der for at faae bestemt Svar paa sit bestemte Spørgsmaal gjendtager det, end en, der ei gjendtager sit Spørgsmaal og fremsætter det ubestemt. [·]
[2r]Jeg sagde i det Foregaaende, at Henrichsen var den første Lærer, der forlod Skolen, og deraf kan Du indsee, at der maae være flere, som der ogsaa er. Den anden er nemlig Friedenreich, som er bleven ansat som Inspecteur ved Efterslægtens-Skole i Bentzens Sted, som igjen er bleven Præst; men i et Kald, som ei bringer ham saa meget i Lommen, som hans Embede ved Efterslægten, som giver 800 Daler af sig om Aaret, [11]saavidt jeg veed. I hans Sted ere tre andre Lærere komne til Skolen, nemlig Krøyer, en lille Person der ei er større end jeg (jeg er ei større end jeg var da Du reiste). Desuden Zager og Bergenhammer. Det er vistnok et stort Tab for Skolen, da Friedenreich har de meest udstrakte Kundskaber i Historie og Geographie af alle Lærerne ved Skolen; thi Warncke praler vel af, at Skolen ei kunde bestaae uden ham; men det er nok blot Pralerie, og jeg idet mindste troer, at det snarere er sandt, at Warncke ei kan bestaae uden Skolen. Fader har et Brev til Dig under Arbeide, men Du kjender jo nok Fader og veed nok, hvor lang Tid han behøver for at skrive et Brev, da han kun een ell to Timer om Formiddagen kan skrive. Jeg haaber Du befinder Dig vel. Nicolines Arm kommer sig; men Fingeren som hun har knuset, smerter hende meget og vil formodentlig blive langsom. Skriv hende et Brev til, at hun kan have lidt Trøst i sin Modgang. Henrich er rask; men Michael skranter. Fader, Moder, Nicoline, Petrea, Christian, Ferdinand, MdLund, Niels alle hilse Dig; men selv være Du kjærligst hilset
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- usikker læsning i kilden
- rettet af udgiverne
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
P.C. Kierkegaard
- Brev 1 · 8. marts 1829 ← dette brev
Søren bruger den første halve side på at undskylde, at han aldrig skriver, og resten på nyhederne fra Borgerdydskolen: en snustobaksdåse i afskedsgave, tre nye lærere, og en professor med dårligt ben, der møder op til time »med een Tøffel og een Støvle«.
- Brev 2 · 25. marts 1829
Søren har ikke læst et eneste af Ciceros breve, som Peter ellers tror. Til gengæld frygter han en mand ved navn Asp, der vil skærpe studentereksamen – og at skulle »tage fat paa det engelske Sprog« i sit sidste skoleår.
- Brev 3 · 15. juli 1829
Faderen sender Peter et kreditiv på 60 Fr. d'or til Göttingen og en nøje anvisning på det høflige følgebrev, der skal med. Han kan ikke få Søren til at skrive – og nederst lover Søren at gøre det snart, »for tillige at gjendrive Fader«.
- Brev 4 · 27. februar 1842
Kierkegaard har hørt nok Schelling i Berlin – læren om potenser »røber den høieste Impotens« – og rejser hjem. Til gengæld har han opdaget, at det har sin betydning at rejse; det skylder han Schelling.
- Brev 5 · 18.–19. januar 1843
Forretningerne har aldeles forstyrret Kierkegaards tankerækker, så han har fået Chr. Lund til at overtage bestyrelsen af stedet og sælge det. Lettelsen er så stor, at han kunne have kastet sig på knæ »som Robinson da han saae Fredag«.
- Brev 6 · 5.–6. februar 1843
Kierkegaard beder Peter brænde hans forrige brev – det gør han selv ved alle breve, han modtager. Ellers har han det godt efter omstændighederne: benene vakler af og til, men løbe kan han »ret ligerviis som Strudsen«.
- Brev 7 · 18. februar 1843
Kierkegaard har hørt, at Peter er kommet i uenighed med biskop Mynster, og skriver for at vise sin deltagelse; rygtet tør han af »criteria interna« antage for sandt. Så følger tre punkter fra en mand, der ellers sjældent giver råd uopfordret.
- Brev 8 · 6. maj 1843
Regnskabet er gjort op: kassen viser 335 rigsdaler, og Peter bliver 82 rigsdaler og 3 mark skyldig. Det haster ikke – på mandag rejser Kierkegaard til Tyskland og skriver igen, når han er hjemme.
- Brev 9 · 29. juni 1843
Kierkegaard er kommet hjem fra Berlin uden at høre fra Peter, og så går profeten til bjerget. Han spørger til Jettes helbred og tilbyder at komme ud, men bliver helst i byen og udholder varmen: »Mit Værelse er mit Rhodus«.
- Brev 10 · 2.–3. juli 1843
Kierkegaard minder Peter om de 80 rigsdaler, han har til gode: »jeg havde tilintetgjort Dit Beviis«, for det var nok, at broderen selv vidste det. Han skynder ikke på sagen – men kan godt bruge pengene.
- Brev 11 · 16.–17. maj 1844
Søren takker for indbydelsen og forklarer, hvorfor han nok ikke kommer: han nåede til Roskilde med billet videre til Sorø, blev træt, kørte hjem og gik i seng. Nevøen Poul vil han dog gerne se; onkelrollen kalder han »en kjær Ansættelse«.
- Brev 12 · 17. januar 1845
På Athenæum ligger et lånebevis underskrevet Kierkegaard på en bog, der aldrig kom tilbage: Greverne af Mansfeldt. Underskriften er ikke hans, og han sender bibliotekarens forespørgsel videre til Peter – helst så han alt sådant vrøvleri blive »paa Bloksbjerget«.
- Brev 13 · 10.–11. februar 1845
Rygtet siger, at biskoppen vil stille Peter over for valget: enten døbe eller forsage embedet. Kierkegaard tror ikke, det kommer så vidt, men minder om »en Masse Sluddermadser«, der vil kunne leve længe af sagen, hvis broderen vover det yderste.
- Brev 14 · 18. februar 1845
»Dit Brev modtaget – brændt.« Kierkegaard fastholder, at sagen langtfra er afgjort, og beder Peter lade være med at udvikle resignationens højeste for Jette for tidligt – hun skal ikke være udmattet, hvis faren udebliver.
- Brev 15 · 10. marts 1845
Kierkegaard gør rede for sin kildekritik: rygtet hørte han først på anden hånd, dagen efter af manden selv, tredje dag af en pålidelig kilde – fjerde dag skrev han. Og Povel skal lære »Velvillie og Ærbødighed« for den onkel, han så godt som aldrig har set.
- Brev 16 · 19. marts 1846
Om den store afsluttende bog er Kierkegaard ligeglad: læs den eller lad være, »Du vil fortryde begge Dele«. Indbydelsen til præstegården svarer han ved at sende ønsket og lysten af sted straks; sig selv in corpore lover han ikke.
- Brev 17 · 19. maj 1847
Kierkegaard er fyldt 34, og det havde han ikke ventet: både han og faderen mente, at ingen i familien blev ældre end 34 år, og at faderen skulle overleve dem alle. Men nej: »jeg gaaer i mit 35te Aar«.
- Brev 18 · 22. december 1847
Nu er huset solgt, til madam Bützov, enke efter en mægler. Peter beholder sin første prioritet på 7000 rigsdaler, Kierkegaard tager selv en anden på 5000 – og er så »fortumlet i Hovedet« af forretningerne, at han beder om svar med omgående post.
- Brev 19 · december 1848
Søren har med glæde læst en ytring af broderen i konventet og ville glæde sig endnu mere over at høre, at han havde meldt sig ud: alt, hvad der vil virke »ved Hjælp af Tallet«, er af det onde. Til sidst beder han Peter tilintetgøre brevet, når han har læst det.
- Brev 20 · november 1849
Brevet skal åbnes efter hans død: fru Regine Schlegel arver ubetinget »al den Smule«, han kan efterlade sig, og vil hun ikke modtage det, kan hun give det til de fattige. En forlovelse var ham lige så forpligtende som et ægteskab.
- Brev 21 · december 1849
Kierkegaard takker for artiklen i Kirketidenden og siger i samme åndedrag, at den har »berørt mig smerteligt«. Sammenstillingen med Martensen mangler efter hans mening det væsentlige: at han selv har bragt ofre, hvor Martensen har haft profit.
- Brev 22 · august 1851
Et par linjer i en konvolut med påskriften »At aabne efter min Død«. Indeni siger Kierkegaard rent ud, hvem den unævnte er, som hele forfattervirksomheden er tilegnet: hans forlovede engang, fru Regine Schlegel.