Brev 5

Søren bruger den første halve side på at undskylde, at han aldrig skriver, og resten på nyhederne fra Borgerdydskolen: en snustobaksdåse i afskedsgave, tre nye lærere, og en professor med dårligt ben, der møder op til time »med een Tøffel og een Støvle«.

Søren har ikke læst et eneste af Ciceros breve, som Peter ellers tror. Til gengæld frygter han en mand ved navn Asp, der vil skærpe studentereksamen – og at skulle »tage fat paa det engelske Sprog« i sit sidste skoleår.

Faderen sender Peter et kreditiv på 60 Fr. d'or til Göttingen og en nøje anvisning på det høflige følgebrev, der skal med. Han kan ikke få Søren til at skrive – og nederst lover Søren at gøre det snart, »for tillige at gjendrive Fader«.

Kierkegaard har hørt nok Schelling i Berlin – læren om potenser »røber den høieste Impotens« – og rejser hjem. Til gengæld har han opdaget, at det har sin betydning at rejse; det skylder han Schelling.

Kierkegaard beder Peter brænde hans forrige brev – det gør han selv ved alle breve, han modtager. Ellers har han det godt efter omstændighederne: benene vakler af og til, men løbe kan han »ret ligerviis som Strudsen«.

Kierkegaard har hørt, at Peter er kommet i uenighed med biskop Mynster, og skriver for at vise sin deltagelse; rygtet tør han af »criteria interna« antage for sandt. Så følger tre punkter fra en mand, der ellers sjældent giver råd uopfordret.

Regnskabet er gjort op: kassen viser 335 rigsdaler, og Peter bliver 82 rigsdaler og 3 mark skyldig. Det haster ikke – på mandag rejser Kierkegaard til Tyskland og skriver igen, når han er hjemme.

Kierkegaard er kommet hjem fra Berlin uden at høre fra Peter, og så går profeten til bjerget. Han spørger til Jettes helbred og tilbyder at komme ud, men bliver helst i byen og udholder varmen: »Mit Værelse er mit Rhodus«.

Kierkegaard minder Peter om de 80 rigsdaler, han har til gode: »jeg havde tilintetgjort Dit Beviis«, for det var nok, at broderen selv vidste det. Han skynder ikke på sagen – men kan godt bruge pengene.

Søren takker for indbydelsen og forklarer, hvorfor han nok ikke kommer: han nåede til Roskilde med billet videre til Sorø, blev træt, kørte hjem og gik i seng. Nevøen Poul vil han dog gerne se; onkelrollen kalder han »en kjær Ansættelse«.

På Athenæum ligger et lånebevis underskrevet Kierkegaard på en bog, der aldrig kom tilbage: Greverne af Mansfeldt. Underskriften er ikke hans, og han sender bibliotekarens forespørgsel videre til Peter – helst så han alt sådant vrøvleri blive »paa Bloksbjerget«.

Rygtet siger, at biskoppen vil stille Peter over for valget: enten døbe eller forsage embedet. Kierkegaard tror ikke, det kommer så vidt, men minder om »en Masse Sluddermadser«, der vil kunne leve længe af sagen, hvis broderen vover det yderste.

»Dit Brev modtaget – brændt.« Kierkegaard fastholder, at sagen langtfra er afgjort, og beder Peter lade være med at udvikle resignationens højeste for Jette for tidligt – hun skal ikke være udmattet, hvis faren udebliver.

Kierkegaard gør rede for sin kildekritik: rygtet hørte han først på anden hånd, dagen efter af manden selv, tredje dag af en pålidelig kilde – fjerde dag skrev han. Og Povel skal lære »Velvillie og Ærbødighed« for den onkel, han så godt som aldrig har set.

Om den store afsluttende bog er Kierkegaard ligeglad: læs den eller lad være, »Du vil fortryde begge Dele«. Indbydelsen til præstegården svarer han ved at sende ønsket og lysten af sted straks; sig selv in corpore lover han ikke.

Kierkegaard er fyldt 34, og det havde han ikke ventet: både han og faderen mente, at ingen i familien blev ældre end 34 år, og at faderen skulle overleve dem alle. Men nej: »jeg gaaer i mit 35te Aar«.

Nu er huset solgt, til madam Bützov, enke efter en mægler. Peter beholder sin første prioritet på 7000 rigsdaler, Kierkegaard tager selv en anden på 5000 – og er så »fortumlet i Hovedet« af forretningerne, at han beder om svar med omgående post.

Søren har med glæde læst en ytring af broderen i konventet og ville glæde sig endnu mere over at høre, at han havde meldt sig ud: alt, hvad der vil virke »ved Hjælp af Tallet«, er af det onde. Til sidst beder han Peter tilintetgøre brevet, når han har læst det.

Brevet skal åbnes efter hans død: fru Regine Schlegel arver ubetinget »al den Smule«, han kan efterlade sig, og vil hun ikke modtage det, kan hun give det til de fattige. En forlovelse var ham lige så forpligtende som et ægteskab.

Kierkegaard takker for artiklen i Kirketidenden og siger i samme åndedrag, at den har »berørt mig smerteligt«. Sammenstillingen med Martensen mangler efter hans mening det væsentlige: at han selv har bragt ofre, hvor Martensen har haft profit.

Et par linjer i en konvolut med påskriften »At aabne efter min Død«. Indeni siger Kierkegaard rent ud, hvem den unævnte er, som hele forfattervirksomheden er tilegnet: hans forlovede engang, fru Regine Schlegel.