Om

Forskningsprojektet

Brevene er ikke fundet på et loft. De har ligget offentligt i halvandet århundrede: Kierkegaards efterladte papirer blev skænket til Universitetsbiblioteket ved gavebrev af 31. maj 1875 af hans bror, biskop P.C. Kierkegaard – biblioteket modtog manuskripterne i juli samme år – og fulgte i 1938 med bibliotekets håndskriftsamlinger over i Det Kgl. Bibliotek. Blandt dem er brevene.¹

Selve annoteringen er nyere. Søren Kierkegaard Forskningscenteret blev oprettet i 1993 (eller 1994 – kilderne er ikke enige)² og finansieret af Danmarks Grundforskningsfond med bevillinger fra Kulturministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Opgaven var en ny, tekstkritisk og annoteret udgave af alt, hvad Kierkegaard har skrevet. I 1997 indledtes udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter i 55 bind – 28 tekstbind med 27 tilhørende kommentarbind – og det sidste bind udkom i 2013.³

Det er kommentarbindene, der gør SKS-udgaven til det, den er. Her ligger tekstredegørelserne, der gør rede for hvert enkelt skrifts overlevering og datering, og de kommentarer, der oversætter citaterne, opløser forkortelserne og identificerer de mennesker, gadenavne og bogtitler, som Kierkegaard og hans brevvekslende omgangskreds kunne nøjes med at antyde. Brevene udgør bind 28, Breve og dedikationer, der udkom i 2013 og dermed sluttede værket; redaktionen tæller Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Karsten Kynde, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg.⁴ Det er det arbejde, alt her hviler på; det er ikke gjort her, og det kunne ikke gøres her.

Den digitale udgave flyttede for nylig fra forskningscenterets eget sks.dk til Det Kgl. Biblioteks tekstportal i et samarbejde mellem de to, og sks.dk lukkede endeligt 1. maj 2023. Visningen er ny, datamaterialet det samme.⁵ Det er den flytning, der har efterladt teksterne dér, hvor epistel kan nå dem – hos en institution, hvis opgave er at bevare, og i et format, der kan læses af andet end øjne.

Originalteksterne

Formatet hedder TEI, Text Encoding Initiative – retningslinjer udviklet og vedligeholdt af et internationalt konsortium, som biblioteker, museer, forlag og forskere siden 1994 har brugt, når en tekstudgave skal kodes til videnskabelig brug.⁶ Det interessante ved TEI er ikke, at teksten bliver maskinlæsbar – det bliver enhver tekstfil – men at redaktionens arbejde bliver det. Når SKS-udgaven daterer et brev, står dateringen i filen som en oplysning med sin egen usikkerhed og sin egen begrundelse; når en person nævnes, står vedkommende med den normaliserede navneform, registret bruger; når udgiverne har rettet en skrivefejl eller opløst en forkortelse, står både det, der stod, og det, de gjorde ved det. Materialet blev oversat til TEI fra sit oprindelige format af Karsten Kynde med bidrag fra Sigfrid Lundberg.⁷

epistel læser brevene direkte fra de filer, uden mellemled og uden rettelser. Kopien ligger uændret i projektet, hentet fra én bestemt udgivelse af filerne, og hvert led i kæden fra kilde til side kan efterprøves – den er skrevet ned i projektets proveniensdokument og gengivet led for led i de indholdstekniske noter i repoet.

Fjorten grupper af korrespondancer, ordnet som SKS-udgaven ordner dem: efter modtagerkreds, fra familien over studiefællerne og Emil Boesen til Regine Olsen, familien Lund, Rasmus Nielsen og til sidst læserinderne. Det giver 336 breve fra 1829 til 1855 – de fleste skrevet af Kierkegaard eller til ham, enkelte mellem andre i kredsen om ham.

Det tekstkritiske apparat følger med teksten. På hver brevside markerer epistel med tilbageholdenhed, hvad udgiverne har gjort – rettet, tilføjet, noteret et skift til latinsk hånd – og forklarer mærkerne i en tegnforklaring under brevet. Kommentarer, indledninger og tekstredegørelser er derimod gengivet i deres helhed i SKS på Det Kgl. Biblioteks tekstportal, og epistel linker til den kommenterede udgave overalt.

Til gengæld holder visningen fast i kildens usikkerhed. Et brev, der kun kan dateres til en måned, står som »december 1848« og ikke som en opdigtet dag; et brev, SKS-udgaven daterer efter poststemplet, siger det. Brev 39 har mistet sin overskrift i kilden; det siger resuméet ligeud, og brevsiden gengiver i stedet udgavens egen note, »udateret [1846-47]«. Ét sted i materialet er en øvre tidsgrænse skrevet forkert og kan ikke læses maskinelt; visningen citerer den, som den står, i stedet for at gætte. Uvished er historisk oplysning, ikke en fejl, der skal pyntes væk – og en visning, der glatter den ud, fortæller mindre end kilden, ikke mere.

Formidlingen

Brevoversigten er visningens omdrejningspunkt. Man kan søge i den, og man kan filtrere efter afsender, modtager og år. Søgningen kører i browseren på et indeks, der bygges færdigt sammen med siderne, så der ikke skal spørges nogen server om noget; den folder æ, ø og å ud, så Soren finder Søren og Kaerlighed finder Kjærlighed. Kontrollerne folder sig først ud, når browseren kan drive dem; er JavaScript slået fra, vises de slet ikke, og alle 336 breve står der stadig som almindelig tekst.

Persongalleriet er SKS-udgavens eget. Enhver, som SKS selv har mærket op med navn i en brevtekst, får sin side – 298 i alt – med de breve, vedkommende har skrevet, modtaget og er nævnt i. På 143 af siderne står desuden en kort biografi skrevet ud af udgavens egen kommentar, med henvisning til den note, den bygger på. Har kommentaren intet at sige om personen, siger siden det i stedet for at gætte. Det er i øvrigt her, brevene begynder at ligne noget andet end enkeltdokumenter: Henriette Lunds side samler de fjorten breve, hendes onkel skrev til hende – hendes fødselsdag den 12. november vender tilbage i flere af dem – og de læses i træk som en lille roman.

Tidslinjen sætter livet op på én lineær skala fra det første bevarede brev i 1829 til Kierkegaards død i 1855: 326 breve placeret i et år, 10 uden datering, 38 skrifter udgivet i hans levetid og 9 bopæle. Hvert år fylder det samme, så de tavse år fylder lige så meget som de travle – hvilket er hele grunden til at lave sådan en.

Og så er der det lag, der egentlig var anledningen. Under hvert brev i hver liste står to linjer om, hvad der er i det. De skal gøre det muligt at læse sig igennem brevene som en sammenhængende tekst i stedet for at klikke sig rundt i en atomiseret database – at vide, hvad man går ind til, uden at få pointen røbet. De er skrevet af Maria Notabene.

Maria Notabene

Hun var ikke planlagt. Hun voksede ud af arbejdet som et ekko af Kierkegaards eget pseudonymgalleri: et navn på titelbladet, som hele København alligevel kunne regne ud, hvem var. Og det skal siges rent ud: hun findes ikke; hun er opdigtet til lejligheden.

Fornavnet er lånt med et blink fra hende, der har bygget siden, efternavnet fra Nicolaus Notabene, som i Forord (1844) kun måtte skrive forord, fordi hans kone anså det for ægteskabelig utroskab at skrive bøger.⁸ Nu har en efterkommer taget pennen, og hun skriver stadig kun forord: forsidens velkomst er et forord, og de 336 resuméer i brevoversigten er 336 små forord. Bogen skriver hun aldrig – brevene er bogen.

Metafiktionen angår kun værtinden, aldrig materialet. Hun påstår aldrig at have fundet, ejet, arvet eller reddet et eneste brev, og hun opdigter ikke en kilde, en datering eller en anekdote. Hendes tone er beskrevet i en stemmeguide, der ligger i projektet: moderne rigsdansk, konkret, med citater i kildens egen retskrivning; en let ironi, der kun må pege mod hende selv, mod tidens afstand og mod udgivervanerne – aldrig mod brevskriverne, for der er sorg, sygdom, gæld og døde søskende i de her breve. Og der er ét sted, hun aldrig sidder: oven over en brevtekst. Dér har brevet ordet.

Resuméerne og biografierne er skrevet med hjælp fra Claude (AI) efter den stemmeguide og med en metode, der er værd at nævne, fordi den er hele forskellen på formidling og opdigt: hver tekst er skrevet alene på grundlag af det, den handler om – resuméet på brevets egen tekst, biografien på udgavens kommentarnoter – og derefter sendt gennem en modlæsningsrunde, hvor en anden model havde én instruks: udefrakommende viden gælder ikke, og selv en sand påstand flages, hvis den ikke står i grundlaget. Det, modlæsningen fandt, er rettet med præcis de noter, den pegede på, og læst igennem igen, til der ikke var flere flag. Var en biografi for lang, blev den trimmet ved at fjerne ord, aldrig ved at skrive nye. Selve modlæsningens rå output ligger i projektet som dokumentation.

Og fordi det er kode, står afgørelserne ikke kun i en hensigtserklæring: visningen har 356 automatiske tests, der blandt andet holder øje med, at det angivne commit ikke kan skride fra det, der faktisk ligger i mappen, og at siden bliver ved med at sige de sande ting om sig selv.

epistels kildekode

Generatoren er skrevet i Python og bruger ikke andet end standardbiblioteket. Siderne er HTML og CSS skrevet til lejligheden, uden frameworks, og én lille JavaScript-fil klarer søgning og filtre. Hele kildekoden ligger offentligt på GitHub som mariabitsch/epistel under MIT-licensen: brug den, ændr den, byg noget bedre af den. Kopien af TEI-filerne beholder sin egen CC0-status – MIT gælder kun det, der er skrevet her.

God fornøjelse!

Noter

1. »Ved gavebrev af 31. maj 1875 skænkede P.C. Kierkegaard papirerne til Universitetsbiblioteket, som i juli samme år modtog manuskripterne.« Det Kgl. Bibliotek: »Trusler og Tyvekoster – Søren Kierkegaard-arkivet«, www2.kb.dk, bevaret i KB's eget webarkiv (2010), wayback-01.kb.dk. Overførslen 1938 tillige i KB's nuværende »Håndskriftsamlingens historie«, kb.dk. (UNESCO Memory of the World-formularen fra 1997 daterer løsere overgangen »after the Second World War«; KB's egne to sider er enige om 1938, og de er fulgt her.)
2. Oprettelsesåret 1993: Niels Jørgen Cappelørn, »Søren Kierkegaard Forskningscenteret«, lex.dk. Oprettelsesåret 1994: »den til formålet af Danmarks Grundforskningsfond i 1994 oprettede Søren Kierkegaard Forskningscenter«, Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, tidsskrift.dk. Uenigheden gengives åbent i stedet for at vælge ét år.
3. Finansiering, formål, 55 bind, 1997–2013: lex.dk (jf. note 2); fordelingen 28 tekstbind + 27 kommentarbind: Københavns Universitet, Søren Kierkegaard Forskningscenteret, teol.ku.dk.
4. Bind 28/K28, Breve og dedikationer, 2013; »mere end 300 breve til og fra Kierkegaard« fordelt på »14 grupper af korrespondancer«; redaktionen: Gads Forlag, gad.dk, og SKS' elektroniske udgave, sks.etxt.dk.
5. »SKS flytter til Det Kgl. Bibliotek«, Københavns Universitet, teol.ku.dk – flytningen i samarbejde mellem SKC og KB; sks.dk lukkede 1. maj 2023; »visningen er ny, datamaterialet det samme«.
6. TEI Consortium, tei-c.org – Text Encoding Initiative; retningslinjerne brugt siden 1994 af biblioteker, museer, forlag og forskere.
7. kb-dk/SKS_tei, README – »translated into TEI from the original kn1 format by Karsten Kynde with some contributions from Sigfrid Lundberg«; repositoriets licens CC0-1.0.
8. »At være Forfatter, naar man er Ægtemand, siger hun, er aabenbar Utroskab …« – Nicolaus Notabene, Forord (1844), i SKS på Det Kgl. Biblioteks tekstportal, tekster.kb.dk. (Citatet i noten er parafrasens belæg; sætningen fortsætter i kilden.)