Brev 82
Tak skal Du have for Dit Brev, og Skam skal Du faae, fordi Du har ladet mig vente saa længe. Det er jo næsten en Maaned. Dertil kom, at, da min Støvlepudser havde besørget det for mig, var jeg bange for, han skulde paa en ell. anden Maade have foranlediget, at det ikke kom Dig tilhænde. Da han imidlertid forsikrede gjentagent rigtigt at have besørget det, saa stod for mig i min Eensomhed at udgyde mit trofaste danske Hjerte paa dansk over dansk Troløshed; ja jeg vilde have skrevet Dig til en Prædiken over den Text: Jeg har lært at have Overflod og at undvære. Denne Prædiken vilde formodl. have indeholdt en Mangfoldighed af Løgne, som alle overnaturlige Stemninger ere saa rige paa, blandt andet den Grundløgn, at jeg havde lært at undvære et Brev fra Dig. Vel er et Brev ikke en Samtale og det Eneste jeg kan sige jeg længes efter [150]i enkelte Øieblikke er mine Colloquia. Hvor var det dog vel gjørende engang imellem at snakke sig læns, men dertil veed Du jeg behøver temmelig lang Tid, skjøndt jeg taler hurtigt; men et Brev er dog altid meget, især naar det er det eneste Communications-Middel.
Skal jeg nu sige, at Du er et Lykkens Barn til at finde Efterretninger, der kan interessere mig, ell. skal jeg beundre Dit Talent. Maler Bærentzen maae være en god Kilde. En af Døttrene der har ogsaa været forlovet, hendes Kjæreste reiste bort og lod udsprede han var død, (denne Historie maa Du imidlertid omgaaes meget forsigtigt med; thi den Paagjeldende veed nok endnu ikke bedre end at han er død); forsaavidt altsaa den unge Pige, jeg ikke nævner, afslaaer en Indbydelse, saa turde jeg maaskee deri see en rigtig Takt, et Beviis paa, at hun frygter for at gaae Arm i Arm med Ulykkes-Kamerater, og det er godt. At Familien hader mig, er godt. Derpaa har jeg selv lagt an, ligesom ogsaa paa, at hun om muligt, maa være istand til at hade mig. Hun veed ikke, hvor meget hun i den Henseende skylder mig, jeg har Intet ladet uforsøgt (og deraf kan du see, at en stor Deel af det Familien fortæller er sandt), jeg skal fremdeles Intet lade uforsøgt. Mit, destoværre, altfor opfindsomme Hoved har end ikke her i Berlin, kunnet undlade at udtænke et og Andet. Enten maa hun elske mig ell. hade mig, hun kjender intet Tredie. Der er heller intet fordærveligere for en ung Pige end Mellemtilstandene. Dersom hun ahnede, hvor fiint det Hele, efter [1v] at jeg havde overbeviist om, at det maatte gaae over styr, er anlagt, ja saa – saa vilde hun vistnok med Rette deri see et Beviis paa, at jeg har elsket hende. Jeg har offret næsten mit gode Navn og Rygte for hendes Skyld. Derfor har jeg trodset, derfor anvendte jeg de 14 Dage i Kbhvn. til at overbyde mig selv i Frækhed, derfor skal jeg altid søge at vise mig saaledes, at det maa lykkes hende ret at faae Magt over mig. Du kan troe jeg veed at være consequent. – Vedbliv imidlertid at bringe mig de Efterretninger Du kan hende betræffende. –
Du synes at befrygte, at jeg vil anvise Dig Idyllen ikke til Tumleplads, men til Græsning og Snadder i Vand. Hvor kan Sligt falde Dig ind. Har jeg ikke sagt og skrevet, at Du er anvist Dig selv, at Du netop derfor kan lyrisk tumle Dig i Dig selv, gjøre ved Verden hvad Du vil, glemme den, huske den, hade den elske den. Vær Du glad til, at intet andet Msk. Skjebne er knyttet til din. Sæt Dig i din Kajak (Du kjender vel [151]disse grønlandske Baade) træk Svømmeklæder paa, og saa ud paa Verdenshavet. Det er dog vel ingen Idyll. Kan Du ikke glemme hende, ikke digte hende, nu vel saa sæt alle Seil til. Vær lutter Opmærksomhed. Lad ingen Leilighed gaae ubenyttet hen, hvor Du kan træffe hende; men staa altid over Sammentræffet; benyt det. Du maa være den der giver det Betydning, ell. den, der gjør det til Intet. Mærker Du, at hun vil nærme sig, saa bryd af, skyd hende fra Dig, næste Gang I sees, falder der et betydningsfuldt Øiekast fra din Side. Død og Pestilentse hvad er det for Ophævelser at gjøre for en Piges Skyld. Nu jeg vil ingenlunde nægte det Ubehagelige i Din Stilling. Vi danne i denne Henseende Modsætninger. Jeg synes altid, at skulde forholde mig aktiv, du passiv. Du mangler en Ting, jeg har, Du har ikke lært at foragte Verden, at see hvor smaat det Alt er; Du forløfter Dig paa dens Kobberskillinger.
Du skriver, at Du samler Materiale til en ny Afhandling, forrige Gang skrev Du paa en Novelle. Hvad skal dette betyde, hvad skal Enden blive? Vil Du være saa god at holde Dig lidt i Tømme. Du veed jeg pleier at sige om mig selv, at jeg lidt for tidligt kom til at snøfle i Foret, men hvad gjør Du i dette Øieblik? Skriv Novellen færdig, det koste, hvad det koste vil; ell., hvad jeg vil raade Dig, skriv nogle Recensioner først, det er Arbeider Du hurtigt kan blive færdig med. Jeg skriver paa Liv og Død. Jeg har nu skrevet 14 trykte Ark. Dermed har jeg fuldendt en Deel af en Afhandling, som jeg volente deo engang skal [2r] forelægge Dig. I de sidste 8te Dage har jeg Intet skrevet, jeg ligger brak og samler mig, men jeg mærker allerede, at det rører sig i mig. Lad mig see I tage Eders Tempo iagt, som bestaaer udi ein, zwei, drei etc. (Det forstaaer sig, at over dette mit Skriveri hviler den dybeste Hemmelighed, Du maa intet Ord lade falde derom.).
Schellinglæser da for et overordentlig Auditorium. Han gjør den Opdagelse gjeldende, at der er to Philosophier, en negativ og en positiv. Hegel er ingen af Delene, han er en forfinet Spinozisme. Den negative Philosophie er givet i Identitæts-Ph., den positive skal han nu give, og derved hjælpe Videnskaben til sin sande Høide. Du seer der bliver Avancement for alle dem, der har Grader i Philosophien, det bliver for Fremtiden ikke blot Juristerne, der ere doctores juris utriusque, vi magistre ere nu: Magistri philosophiæ utriusque, nu, ikke ganske nu, thi han har endnu ikke givet den positive Philosophie.
[152]Hvad jeg forøvrigt skriver Dig til angaaende denne unge Pige, det bliver mellem os; og Du maa ikke paa nogen Maade ved et eneste Ord forstyrre mig i min Taktik. Om Folk ogsaa troer, at jeg er en Bedrager, hvad saa, derfor kan jeg lige godt studere Philosophie, digte, ryge Cigar og blæse ad hele Verden. Jeg har dog altid gjort Nar af Folk, hvorfor skulde jeg ikke gjøre det til det Sidste. – At jeg naturligviis har mine smertefulde Øieblikke, hvori jeg fortryder, at jeg har forlovet mig, ikke at jeg har slaaet op; thi kun derved at jeg var forlovet med hende fik hun nogen Magt over mig, havde det ikke været Tilfælde, saa skulde min Philosophie snart have skaffet denne Virkelighed tilside, om den end var skjøn og interessant. Dersom hun nu forresten vinder Kraft nok til ret at hade mig, saa bliver det et saare besynderligt Forhold, hvis jeg nogensinde skulde møde hende igjen i Livet. Jeg skal i saa Fald vel vogte mig for ikke at berøve hende det eneste Gode, jeg har gjort mit til for at skaffe hende; thi hvis jeg ikke havde hjulpet til, havde hun aldrig havt Magt til at hade mig. Af de Yttringer, Du anfører i dit Brev, seer jeg, at hun maa have meddeelt sig til Søstrene, det var det jeg vilde, de vil nu puste til, og medens enhver Yttring af mig bestandig var saaledes at jeg hvad Øieblik jeg vilde kunde give den en anden Betydning, saa vil de nu med Søstrene som Læsemødre nødv: blive forstaaede saaledes som jeg vil de skal forstaaes.
Hermed Gud befalet. Skriv nu snart. Hils din Fader, din Moder. Hils Henrich, Michael, Carl, Sophie, Jette, Wilhelm. NB send mig saa snart Du kan: Den første Kjærlighed oversat af Heiberg, den staaer i Theater-Repertoiret og faaes hos Schubothe, men lad Ingen ahne at det er til mig.
Tegnforklaring
- rettet af udgiverne
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
Emil Boesen
- Brev 79 · 17. juli 1838
Søren spørger, om det nu er vejr til at lande og forlade arken, og kalder sig en afsat fyrste på fem og tyve år, »uden Forhaabninger«. Underskriften skal læses både først og sidst, som en parentes af to måner.
- Brev 80 · 31. oktober 1841
Fra Berlin: rejsen er stadig en tåbelighed, Marheinecke er hørt, Schelling ikke begyndt. Resten er instrukser om hende, hvis navn ikke nævnes – mød hende ubemærket mandag og torsdag mellem fire og fem – men »den dybeste Taushed maa hvile derover«.
- Brev 81 · 16. november 1841
En bebrejdelse i vennens brev besvares med et foredrag, holdt på værelset i tynde støvler i stedet for korkstøvlerne, fordi de tynde bedre gav »den høitragiske Gang«. Til sidst beder han om alt, hvad der kan fortælles om den unge pige, han ikke nævner.
- Brev 82 · 14. december 1841 ← dette brev
Han har ventet næsten en måned på svar og skælder ud, og fortæller så, hvordan alt er lagt an på, at hun skal kunne hade ham. Efter underskriften kommer en sangerinde fra Wien, som spiller Elvira og ligner »en vis ung Pige«.
- Brev 83 · 1. januar 1842
Nytåret begynder med en anke over vennens håndskrift, hvor bogstaverne løber sammen for øjet. Derefter betror Kierkegaard ham det, han ikke har udtalt til et eneste menneske, og hvad han arbejder på: »den videre Udførelse af Enten Eller«.
- Brev 84 · 16. januar 1842
Spørgsmålet, om hendes billede er dukket op igen, får mange siders svar: nej, han er ikke en, der »sidder og synger i Mørke«. Gigten i hovedet og de søvnløse nætter klarer han uden læge – en læge ville de danske i Berlin vide af, og så kunne det skrives hjem.
- Brev 85 · 6. februar 1842
Kulde, søvnløshed, skuffelsen over Schelling og ingen adspredelse: det kalder han »den skarpe Examination«, og den lærer et menneske sig selv at kende. Vennen skal fortælle rundt omkring, at han kommer hjem, så snart Schelling er færdig.
- Brev 86 · 27. februar 1842
»Schelling vrøvler grændseløs«, og dermed er Berlin forbi; han iler hjem, ikke for at bindes af et nyt bånd, men for at gøre Enten – Eller færdig. Bagefter venter en køretur med cigaren tændt og Professoren stolt på bukken.
- Brev 87 · 10. maj 1843
Dagen efter ankomsten til Berlin er han udmattet af rejsen og allerede i arbejde igen, med de gamle spadsereture op og ned unter den Linden. »at glemme er ikke min Sag«, skriver han: hans lidenskab er at erindre hvert utilbørligt ord, han har talt.
- Brev 88 · 15. maj 1843
Det vedlagte brev var skrevet lige efter ankomsten; nu er han på benene igen og har fået, hvad han kom efter – »en Idee – et Vink«. Værten er blevet gift, så han bor i ét værelse, hvor også sengen står, og gider ikke tale tysk.
- Brev 89 · 25. maj 1843
Et arbejde er blevet færdigt, et nyt er i gang, og biblioteket derhjemme er uundværligt. Han skriver til hen ved klokken tre, lister sig så ved stokken hen i restaurationen – så svag, at han tror, han ville falde om og dø, hvis nogen råbte hans navn højt.
- Brev 90 · oktober 1843
Vennen er syg, og Blichers noveller har han ikke; i stedet sender han det bedste, han har – »min Isaak«. Underskriften er Farinelli.
- Brev 91 · 1843–44
En seddel på to linjer: kom herhen i eftermiddag »saadan ved det Lag Kl. 6«.
- Brev 92 · 1843–44
Søndagsseddel, lige så kort: kom herhen i aften ved syvtiden, »hvis Du kan«.
- Brev 93 · 1843–44
Mandag klokken halv fire er han hjemme og »ganske til Din Tjeneste« – og skal vennen ikke på Tuborg i morgen, kan de også nå det inden da.
- Brev 94 · 1843–44
Bebrejdelsen for ikke at have besøgt en syg ven får det svar, at han har besøgt ham åndeligt; legemligt besøger han ingen. Nedenunder står en tilføjelse: han kan ikke få sig selv til at tro, at der kommer et forår efter denne vinter, og har derfor købt sig en liljekonval.
- Brev 95 · 31. marts 1844
Et afbud: forvirringen omkring Thorvaldsens begravelse har sat studierne tilbage. Dertil er der vågnet en mistanke om, at det måske er vennens fødselsdag – er det det, må gratulationen undskylde udeblivelsen, og er det ikke, gør overraskelsen samme nytte.
- Brev 96 · maj – juni 1844
Han kom som Geert Westphaler ind i tre historier og glemte det, han ville tale om: bliver fængselspræstens plads ledig, kunne vennen søge den. Nu står det på skrift, så det bliver husket næste gang de ses.
- Brev 97 · juni 1844
Kapellaniet i Fredensborg skal være blevet ledigt: »hic Rhodus, hic salta«. Lykkes det, regner han med at se vennen i præsteboligen på søndag – og selv bytte den ud med kroen.
- Brev 98 · 1844–48
Et par linjer, der spørger, om vennen er syg: han ses aldrig, heller ikke i går hos Mynster.
- Brev 99 · 1844–48
Løftet om at sende bud var glemt, og han huskede det først ude på landevejen, da solen faldt gennemborende på hans isse. I dag kan det heller ikke lade sig gøre: der skal læses korrektur i eftermiddag.
- Brev 100 · 1844–48
En middagsindbydelse på to linjer, klokken syv – og under underskriften et enkelt »Svar!«.
- Brev 101 · 1844–48
En recept: et vinglas af almindelig størrelse, skænket helt fuldt, og så »un, deux, trois abmarschirt«. Vinen har Kierkegaard selv udsøgt hos Capozzi; Emil skal drikke den for sin sundhed på hans, så gør den gavn for to.
- Brev 102 · 1844–48
En følgeseddel til en forsendelse: her er det lovede, det nye fra »denne frugtbare Aarstids Frembringelser«. Hvad det er, siger brevet ikke.
- Brev 103 · 1844–48
En billet på halvanden linje. Emil skal komme om til ham i eftermiddag, og »kom ret snart«.
- Brev 104 · 1844–48
Emil er overanstrengt, og Kierkegaard beder ham forholde sig rolig: han samler alt på én gang om sig selv og synker under vægten, men »Tilværelsen vil forstaaes stykkeviis«. Der er fuldt op at bestille, og alligevel et øjeblik til de par linjer.
- Brev 105 · 1844–48
Et nytårsbrev, der undrer sig over, hvorfor nytåret er lagt til midvinter – mon for at trøste os i kulden. Med følger »et lille Høitidsoffer til Deres Høiærværdighed« fra udflyttergården i annekset og et spørgsmål om, hvornår man dog får Emil at se.
- Brev 106 · 1844–48
En invitation med kort varsel: vil Emil spise til aften med ham i aften? Maden er allerede bestilt, han henter ham kl. 6 eller 6½ på værelset, og »Svar udbedes«.
- Brev 107 · 1844–48
I sagen om Edvard Smidt kan han intet gøre; en anden er allerede anbefalet. Emil så forstemt ud, da han gik i dag, og får tilbudt råd og bistand – og den besked, at han ikke skal lade sig forstyrre af »mine Monologer«.
- Brev 108 · 1844–48
Emil rejser måske tidligt i morgen, så Kierkegaard vælger det visse og træffer ham med en billet i stedet. Den skal ikke standse ham, men give rejsen fart med gode ønsker: »Fornøi Dig, forfrisk Dig, – hils Carl.«
- Brev 109 · 1844–48
En billet på to linjer: Emil bedes komme hen til ham i eftermiddag. Mere står der ikke.
- Brev 110 · 1844–48
Emil ville vist have læst noget op, men gik for tidligt; i eftermiddag kommer Levin kl. 3¼ og bliver, så længe Kierkegaard kan holde ud. Han er ophængt og tilmed syg – rejs nu, og »blæs hele Verden et Stykke«, ham selv med.
- Brev 111 · 1848
Noget, han glemte at sige om morgenen: der er ikke længe til sommerferien, og Emil trænger til adspredelse og legemlig anstrengelse. Og så det, ét menneske vanskeligt kan sige et andet – Seneca mener, at en 30-årig bør kunne være sin egen læge.
- Brev 112 · oktober – november 1849
Hele brevet lyder: »Dette lader sig ikke gjøre.« Hvad det drejer sig om, står der ikke.
- Brev 113 · oktober – november 1849
Nogen har i dag sagt, at Emil ikke befinder sig vel, og det stemmer ikke med det, hans billet lod ane. Derfor spørges der ligeud: »Du er da ikke syg?«
- Brev 114 · 7. januar 1850
Nytårshilsen til Horsens: pustet er vel overstået, og Emil kan lykønskes med at være taget med en trumf: »langt, langt hellere springe i det«, end krybe i det. Om sig selv skriver Kierkegaard kun, at alt er ved det gamle.
- Brev 115 · 7. marts 1850
Emil Boesen skriver hjem fra Horsens: søndag i præstekjole fra 9 til 3½, et underligt publikum i hospitalskirken, hestemarked uden for vinduerne. Han beder Kierkegaard om tre ting – besøg hos hans far, besøg hos Louise Holtermann, og et brev.
- Brev 116 · 12. april 1850
Først en påmindelse om håndskriften: det er slet ikke bogstaver, men små prikker på uhyre fint papir. Så svar på de tre ønsker – de to første »lader sig ikke gjøre« – og et råd om prædikentemaer: lad tankerne flagre på spadsereturen.
- Brev 117 · 29. april 1850
Emil Boesen indbyder til sit eget bryllup, onsdag den 1. maj kl. 6 (eller 7) i Frue Kirke. Han kommer ikke selv med indbydelsen, for han er blevet »dygtig forkjølet« og må se at blive den kvit igen – svar udbedes.
- Brev 118 · 20. december 1850
Emil Boesen takker – sent – for Indøvelse i Christendom: det brev, han ville skrive, måtte tage lang tid, og en times tid kunne ikke være nok, men inden jul skal takken være sagt. Han fortæller også, at hans søster Louise er død.
- Brev 119 · 25. september 1851
Boesen takker for de tre sidste bøger; den om forfattervirksomheden forundrede ham først – det var, »som om Du sagde Farvel«. Hjemme ligger den lille Johannes i vuggen, og Louise, som storken bed slemt i brystet, er rask igen og pynter huset med blomster.