Wilhelm Nicolai Lund
SKs nevø Wilhelm Nicolai Lund (1831-1902), søn af Petrea og Ferdinand Lund.
Efter kommentaren i SKS: b171:b-1228
Breve til Wilhelm Nicolai Lund
Breve, hvor SKS angiver Wilhelm Nicolai Lund som modtager.
3 breve
- Brev 194 · februar 1842 · fra Søren Kierkegaard til Henriette og Wilhelm Lund
Jette får et kort svar og grunden til det: Schelling læser nu to timer daglig. Wilhelm bliver udnævnt til »Dux« og bemyndiget til at hilse Christian, Peder og Ferdinand – gerne ved at stille dem i geled.
- Brev uden nummer · februar 1842 · fra Søren Kierkegaard til Wilhelm Lund
Wilhelms svar kom uventet og »desaarsag ingenlunde mindre kjært«: hans del af Brev 194 udnævner ham til dux og bemyndiger ham til at hilse Christian, Peder og Ferdinand – gerne opstillet i geled.
- Brev 195 · 1847 · fra Søren Kierkegaard til Wilhelm Lund
Onklen har anbefalet Wilhelm til lektor Barfoed og fik en besked med, som han udtrykkeligt sagde nej til at bringe: forelæsningerne begynder på mandag. Som broderen i evangeliet, der sagde »nei«, faldt det ham bagefter ind, at han kunne gøre det alligevel.
Breve, hvor Wilhelm Nicolai Lund er nævnt
Breve, hvor navnet står i selve brevteksten.
10 breve
- Brev 80 · 31. oktober 1841 · fra Søren Kierkegaard til Emil Boesen
Fra Berlin: rejsen er stadig en tåbelighed, Marheinecke er hørt, Schelling ikke begyndt. Resten er instrukser om hende, hvis navn ikke nævnes – mød hende ubemærket mandag og torsdag mellem fire og fem – men »den dybeste Taushed maa hvile derover«.
- Brev 82 · 14. december 1841 · fra Søren Kierkegaard til Emil Boesen
Han har ventet næsten en måned på svar og skælder ud, og fortæller så, hvordan alt er lagt an på, at hun skal kunne hade ham. Efter underskriften kommer en sangerinde fra Wien, som spiller Elvira og ligner »en vis ung Pige«.
- Brev 171 · 8. december 1841 · fra Søren Kierkegaard til Carl Lund
Søren beroliger Carl: han skal bare skrive, stavningen er god nok. Selv fortæller han fra Berlin om hundene, der spændes for mælkevognene, og egernene i Thiergarten – og bemærker, at Carl nu er kommet i »Trøie og Buxer«.
- Brev 172 · 31. december 1841 · fra Søren Kierkegaard til Carl Lund
Carls brev var kort, og Søren driller: sømmer det sig for et fornuftvæsen, »der gaar i Trøie og Buxer«? Selv fortæller han om sin nye støvlepudser, der ligner den gamle på en prik, men er langt mere omhyggelig.
- Brev 176 · 13. december 1841 · fra Søren Kierkegaard til Henriette Lund
I stedet for en gave fra Königstraße – pakker overlever sjældent posten – får Jette et brev på papir med tre berlinske bygninger i rammen. Så kan hun rejse i Berlin hjemme i dagligstuen og se den uhyre stenkumme foran museet.
- Brev 188 · 28. december 1841 · fra Søren Kierkegaard til Michael Lund
Han er flyttet til Jägerstraße og håber, gadenavnet ikke varsler ilde. I julen samledes Berlins danske – talrige som græshopperne i Ægypten – om æbleskiver og juletræ, og entreen til Fausts Wintergarten viste, at »der var ikke stort at see«.
- Brev 189 · 16. januar 1842 · fra Søren Kierkegaard til Michael Lund
Svaret begynder på anden side, fordi en kunstner har ladet »das unvordenkliche Seyn« gå i forvejen – og Michael skal vise stedet til onkel Peter og hilse, at det er Schellings yndlingsudtryk. Ellers er det blevet smukt vintervejr.
- Brev 190 · 31. januar 1842 · fra Søren Kierkegaard til Michael Lund
Michael har troet, at hans onkel kører i kane; det overlader han til berlinerne, for kanekørsel har han altid fundet for koldt. Til gengæld har han set elleve personer i én vogn med én hest på vej til Charlottenburg.
- Brev 194 · februar 1842 · fra Søren Kierkegaard til Henriette og Wilhelm Lund
Jette får et kort svar og grunden til det: Schelling læser nu to timer daglig. Wilhelm bliver udnævnt til »Dux« og bemyndiget til at hilse Christian, Peder og Ferdinand – gerne ved at stille dem i geled.
- Brev 195 · 1847 · fra Søren Kierkegaard til Wilhelm Lund
Onklen har anbefalet Wilhelm til lektor Barfoed og fik en besked med, som han udtrykkeligt sagde nej til at bringe: forelæsningerne begynder på mandag. Som broderen i evangeliet, der sagde »nei«, faldt det ham bagefter ind, at han kunne gøre det alligevel.