Brev 275

Kolderup-Rosenvinge takker skriftligt for Kjerlighedens Gjerninger. Kunne han af bogen lære den selvfornægtelse, hvori et menneske kan »holde Gud fast«, ville giveren have gjort en kærlighedsgerning også mod ham.

To gange har Kierkegaard søgt ham forgæves til en spadseretur. Kolderup-Rosenvinge foreslår mandag klokken 2 som fast tid, så »Fornøjelsen at spadsere i Deres Selskab« ikke går tabt – og tilføjer, at det ikke skal forpligte Kierkegaard.

Et ekstraordinært direktionsmøde forhindrer dagens spadseretur, og sidste mandag stod Kierkegaard også forgæves. Onsdag og fredag er Kolderup-Rosenvinge hjemme, men først klokken 2¼ – »Hvilken Tid!«

Syede man munden til på Holbergs Geert Westphaler, lærte han sig at snakke med næseborene. Sådan med længslen efter en spadseretur: når den ikke kan lade sig gøre, lærer Kierkegaard sig at spadsere med conferensråden »paa Prent«.

Vejret er slet, humøret derefter, børnene vil have selskab, og det er onsdag og ikke mandag – »Imidlertid lad gaae! vi spadsere.« Kommentaren om Gert Westphalers to næsebor kom otte dage for sent til den aften, hvor Kolderup-Rosenvinge selv forelæste ham.

To hunde kommer op at slås på gaden, så madammerne, så deres mænd, og »nu er det en europæisk Krig« – anledningen er, hvem der begyndte. Politik kan Kierkegaard ellers ikke følge med i; det at gå forstår han derimod fra grunden.

Kierkegaard hører i hemmelighed til Bevægelsespartiet, mener Kolderup-Rosenvinge: lovtalen over det at spadsere er blevet et system, hvis toppunkt er at gå fra det hele. Han udnævnes til »magister peditum« – modparten holder på hvilen, dampskibet og vognen.

På jernbanen bruger man noget, der hedder »en Bremse«, til at standse med; lige så afsindigt er det at ville standse en revolution med en revolution. Det faste punkt ligger ikke foran, men bagved – Sokrates blev også kørt over.

Det regner, natten var dårlig, og Kierkegaard bedes tilgive at blive overstænket af »mit ærgerlige Lune« undervejs. Håbet var sat til Cavaignac som bremse, men nu går han hen og gifter sig; med brevet følger et digt, Kolderup-Rosenvinge selv har oversat.

Folkeforsamlingerne holdes nu i et hippodrom, så Kierkegaard foreslår en ny sprogbrug: 50 mennesker er én hestekraft, og gårsdagens møde var altså et »paa 20 Hestes Kraft«. Digtet røber, at conferensråden venter en tyran, hvor han selv venter en martyr.

Kierkegaard forsøger ikke at forklare, hvorfor han så længe ikke har været ude at spadsere; som Don Ranudo, der bortforklarer hullerne i støvlerne med ligtorne, ville han kun vikle sig ind i modsigelser. Det får stå som »noget uforklarligt Noget«.

Med artiklen følger et brev, Kierkegaard har fundet i sine papirer: færdigskrevet, konvoluteret, adresseret til Ordrupshøi. Åbne det tør han ikke, for så fandt han det nok »saa ligegyldigt og kjedeligt«, at han lod være med at sende det – nu går det med ulæst.

Først hesteslagterens annonce, hvor vignetten viser en radmager fuldblodshest over tilbuddet om »særdeles meget fedt Kjød«. Til sidst, langsomt, det egentlige: conferensrådens tab af den lille datterdatter, og hvorfor en bedstefar sørger anderledes og længere end den unge mor.

En spadseretur ud til konferensråden er umulig – »Grændsen, Grændsen« – så Kierkegaard griber pennen i stedet. Til gengæld har han en undercour at foreslå: man vågner en morgen og siger, at man aldrig har befundet sig bedre; passer det ikke, så meget desto bedre.

Kolderup-Rosenvinge svarer som brøndgæst, og brøndgæstens vigtigste privilegium er, at alle andre skal rette sig efter ham; selv har han lov at »vrøvle i det Uendelige«. Sygdommen til Døden må han ikke læse under kuren, men mottoet har behaget ham: af hvem er det?

Rejsen til Sverige gør fiktionen sand: nu bor konferensråden flere mil borte, og det umulige er ikke længere vanskeligt. I Billes bog går en sømand i land med et lille udvalgt selskab for at spadsere og synker straks i slyngplanter »til midt op paa Livet«.