Brev 272

Det var dog et merkwürdigt Aar, det Aar 1848; deri er jeg aldeles enig med Prof.Lamartine, der, som jeg seer, allerede nu er i fuld Gang med at indslagte og præparere det for Historien. Ypperligt. Tilsidst gaaer det vel med Historien som med Nytaarsgaver o: D:, der gjerne udkomme Aaret iforveien – saaledes ender det vel med, at Historien for 51 udkommer i Skikkelse af en Nytaarsgave for 50. Hvo veed det, maaskee gaaer Lamartine dette Skridt videre og gjør det. Og umuligt er det maaskee heller ikke siden 48, da i en vis sørgelig Forstand siden den Tid Alt er blevet muligt. Og at Prof. Lamartine maatte blive exalteret er da ikke til at forundre sig over. Man tænke sig en Professor i Historien der saa i Aar 48 et Par Maaneder næstendeels selv bliver Historien. Lad saa andre Historikere, tænker han vel, hver tage Sit – jeg tager [1v] Mit, noget jeg har ganske extra ordinem, og som jeg derfor strax maa vel præpareret overlevere til Historien.

Som sagt, det var et merkwürdigt Aar, det Aar 48. Det har, hvad vi oftere have talet om, i alle Henseender vendt op og ned paa Alt, eller »endevendet« Alt. Saaledes ogsaa paa en Maade, hvilken nu falder mig paa. Dersom en Digter dramatisk skulde gjengive »Katastrophen« i 48, [420]og skulde gjøre sit Drama nogenlunde conform med Virkeligheden, saa maatte han opdage en ganske ny Art Drama, en Monstrositet, et Drama, der spotter alle Regler, et Drama i 5½ Akt. Denne halve Akt er just det Charakteristiske; denne halve Akt, det vil sige, ikke at der er en halv Akt, og at det saa er forbi, nei, at der bestandigt er endnu en halv Akt. Katastrophen kan ikke siges at have været uden Hoved og Hale, thi var den end uden Hoved, hvad godt kan siges, uden Hale er den saa langt som muligt fra; just det Charak[2r]teristiske er – at der bestandigt er en Hale. Man tænker: nu er det forbi – men see der er en Hale; man tænker nu har vi da det Hele – men see der er en Hale, og saaledes bliver det i eetvæk ved. Der er i en vis Forstand baade noget umenneskeligt og noget trættende deri. Det forekommer mig ligesom det at spise en Ret Mad (Gemüse f: E:) hvori der er lange, lange Tiavser. Man tager en Mundfuld paa Gaffelen, men see, idet man vil føre det ind i Munden, bliver der en heel Deel hængende udenfor; man maa atter have Gaffelen til Hjælp for at faae fat i de lange Ender; det forslaaer ikke, man maa ogsaa have Kniven til Hjælp, man maa bruge begge Hænder, det forslaaer ikke; tilsidst maa man have en Tjener til at holde en Tallerken eller et Bækken under – ich möchte rasend werden: er det at spise! Og saaledes med Begivenhederne i vor Tid. Held Den, der som jeg strax afslog Invitationen – til at følge [2v] med Tiden. Troer De, at Krigen nu er forbi?

Dog nok herom. Men hvad skal det blive til med vor Spadseren! I venlige Magter, I gode Aander, som beskytte Spadserende og hjælpe dem sammen, kunne I ikke forbarme Eder over mig og hjælpe mig til en Spadseretour i Selskab med Conferentsraaden! I Sandhed dersom der ikke skeer noget Overordentligt, øiner jeg ingen Mulighed, destoværre for mig. Man skulde troe, at det da var let nok for et Par Spadserende – at komme sammen; man kunde sige, at noget ganske Andet er det jo med En, der sidder fangen, ell. En, hvem en udvortes Magt forhindrer, men to Spadserende, for dem er jo intet lettere end først at komme sammen (det Coinciderende) for saa at spadsere i Selskab sammen. Imidlertid gjælder dette ikke for mig qua Spadserende. Sagen er ganske simpel. Hvad vise og forstandige Mænd have indskærpet og anbefalet Alle, det har Naturen godhedsfuldt lagt mig ganske nær: det ikke at [421]overskride min [3r] Grændse. Den har lagt mig det ganske nær – ak ved at sætte mig min Grændse saa nær, at jeg saa godt som intet spatium har – for Vildfarelse o: D. Saa sidder jeg da en Dag der hjemme; Lysten vaagner vinkende; jeg siger til mig selv: idag kunde det ret glæde mig at spadsere med Conf. Men hvorledes! Jeg kunde jo gaae ud til ham, tænker jeg, og saa begynde Spadseretouren. Dog Grændsen, Grændsen, som jeg ikke kan overskride! Dette lader sig ikke gjøre; thi efterat have tilbagelagt Veien derud, vil jeg ikke være let nok til at begynde en Spadseretour. Derpaa sidder jeg og grubler derover, bliver ganske træt af Grublen. Saa tænker jeg, Du kunde jo kjøre derud – ypperligt, det lader sig gjøre. Men hvad saa videre, Grændsen, Grændsen, respice finem! Enten skal jeg saa kjøre hjem igjen, hvilket aldeles stemmer med min Praxis, eller jeg skal gaae hjem. Skal jeg kjøre hjem efterat have spadseret, frygter jeg for at forkjøle mig, skal jeg gaae hjem, vil jeg komme saa træt hjem, at jeg forspilder Glæden af Spadseretouren. Dette sidder jeg saa og grubler over, til jeg bliver ganske træt af Grublen.

Endeligen kommer jeg da til et Resultat. Jeg antager, at De boer flere Mile fra Byen – jeg opgiver Haabet om en virkelig Spadseretour, jeg griber til Pennen, og nu gaaer det currente calamo – dersom nu bare De ikke bliver træt, [3v] saa bliver jeg vel ikke træt.

Hvorledes befinder De Dem, hvorledes bekommer Brøndcouren Dem. Hjælper den ikke, saa har jeg en anden Cour at foreslaae, en Undercour. Den seer ved første Øiekast ud som lutter Galimathias og Spøg, og dog ligger der en Sandhed i den. Tillad mig at beskrive den; selv om De ikke agter at bruge den, kan dog maaskee endog blot Tanken om den have sin Betydning. De vaagner en Morgen ganske tidligt og siger derpaa til Dem selv: idag befinder jeg mig da ganske overordentlig vel, saa vel har jeg aldrig nogensinde i mit Liv befundet mig. Er det ikke Tilfældet, er maaskee noget nær det Modsatte Tilfældet:gjør Intet til Sagen; er lige det Modsatte Tilfældet: saa meget desto bedre – deri stikker just Hemmeligheden ved denne Cour, der i Sandhed er en Undercour, som derfor neppe nogen Læge vilde falde paa eller have Mod til at anbefale. Forsaavidt jeg selv ikke er Opfinderen af denne Cour, har jeg heller ikke fundet den beskrevet hos nogen Læge, men hos en Keiser, Antoninus philosophus i hans Værk ad se ipsum: Han siger: [422]Det at leve op til et nyt Liv har Du i Din Magt, (αναβιωναι σοι εξεστιν); Alt [4r] ligger i Forestillingen; betragt Alt paa en anden Maade det er at leve op (εν τουτῳ γαϱ το αναβιωναι). Altsaa De siger til Dem selv: idag befinder jeg mig ganske overordl. vel; jeg har saa længe jeg kan huske, aldrig nogensinde befundet mig saa vel. Derpaa staaer De op. De klæder Dem paa, og vedbliver under alt dette at gjentage Formularen. I visse Tilfælde har jeg ogsaa sporet en gavnlig Virkning af, at man nævner sit fulde Navn høit og tydeligt, og derpaa tilføier Formularen: idag befinder Du Dig saa vel som Du aldrig nogensinde har befundet Dig. De gaaer nu ind til Familien. Førend endnu Nogen af Deres faaer Tid til at byde Dem et god Morgen forekommer De dem, ved med heel Stemme og den tilforladeligste Mine af Verden at sige: idag befinder jeg mig saa vel som jeg aldrig nogensinde i mit Liv har befundet mig; jeg begriber ikke selv, hvorfra dette pludselige Velbefindende er kommet, men eh bien, nu er det der. Alt forvandler sig nu til idel Glæde. Deres Datter bliver [4v] saa glad, at selv om De befinder Dem ilde, Synet af hendes Glæde bidrager betydeligt til et virkeligt Velbefindende. Hendes Glæde udbreder sig over hele Omgivelsen. Nu er Skridtet gjort; og det er bestandigt kun det første Skridt der koster. Hele Omgivelsen vil nu tvinge Dem ind i den Usandhed, med hvilken De begyndte. Hemmeligheden stikker, som De seer, i at give Omgivelsens Reflexion en ganske ny Retning. Som et Styrtebads Forfriskelse saaledes er en saadan Omvenden af et Givet. Blot at tænke den har en vellystig Gysen, som ingenlunde er skadelig for Ens Befindende. Især mener jeg at et saadant dristigt Omslag kan være et gavnligt Forfriskelses-Middel i Forhold til Ens Læge. En Læge kan man let blive kjed af, uden at dette skal forstaaes saaledes, at man derfor ønsker en anden Læge. Man bliver kjed af, at han til syvende og sidst Intet kan gjøre. Saa har man sin Glæde af, engang for Chicane at befinde sig saa vel som man aldrig nogensinde i sit Liv har befundet sig.

Er dette ikke en Undercour? Visseligen. Men selv om De ikke agter at bruge den, dette at man kan falde paa at foreslaae Dem den, det beviser min gamle Sætning, at De bliver yngre. Thi en Cour,