Brev 265

Det gjør mig næsten ondt, kjære Magister! at maatte uddrage det Resultat af vor sidste Samtale, eller rettere af Deres Enetale (men jeg haaber, at jeg nu, da De har udtalt, ogsaa faaer Lov til at faae et Ord indført) at De er en hemmelig Tilhænger af Bevægelsespartiet. Deres evige Lovtale over Spadseren, som De har bragt i et formeligt System, hvis Culminationspunkt er, at man kan gaae fra det altsammen, viser mig tydeligt hvad Klokken er slaaet; thi ogsaa de øvrige Bevægelsesfolk ansee Bevægelsen selv for Hovedsagen, og har tilsidst ikke andet Maal end at gaae fra det altsammen. Horats lærte dog i gamle Dage, at man ikke kan ride fra Sorg og Bekymring (sedet atra cura post equitem – jeg maa her citere af Hukom̄elsen og den duer just ikke meget – men det er dog Meningen) og jeg tvivler paa, at han har troet, at man kunde gaae eller løbe fra den. De har imidlertid gjort denne Opdagelse, og fortjener – forudsat at Kuren er probat – i det mindste en Adresse, ikke blot [395]fra det danske Folk, men fra den hele lidende Menneskehed; indtil videre maa De tage til Takke med, at jeg kalder Dem magister peditum; thi at Rytteriet i denne Henseende kun nytter lidt har, som anført, allerede Horats sagt og jeg har derfor for mit Vedkommende afskaffet det. Men jeg maa dog bede Dem at betænke, inden De faaer alle Folk til at gaae eller løbe med Dem, at Centrifugalkraften vilde virke aldeles ødelæggende, dersom ikke Centripetalkraften tjente til Modvægt, og at det vilde have de betænkeligste Følger, dersom alle Mennesker fik Bisselæder i Skoene; De vilde selv tilsidst ikke kunde finde en eneste eensom Spadseregang – thi alt vilde være opfyldt med Mennesker, der vilde løbe fra dem selv. Men see her ligger Knuden i Systemet; De kan maaskee lære Folk at gaae fra deres Sjæl ved den idelige Bevægelse, saa at de tilsidst overvældede af Træthed gaae sovende omkring, men har De ogsaa betænkt, at man for at gaae maa tage Kroppen med? og naar nu denne ved sit Ildebefindende idelig minder om, at Personen, som spadserer er en Pjalt, og at han gjorde [1v] langt bedre i at sidde inden 4 Vægge, just ikke for at tygge paa sine Negle, men for at lade Sjælen flyve paa Phantasiens Vinger, medens han giver Kroppen Lov til at hvile paa en Sopha eller Stoel, hvorfor Kroppen af Taknemlighed – thi den ene Godhed er den anden værd – lader Sjælen have Ro i nogle Timer ad Gangen. Dette System anbefaler sig ved at tilvejebringe en passende Ligevægt mellem Sjæl og Legeme, i det det erkjender begge Parters Fordringer – eller – i det moderne Sprog – lige Berettigelse, medens Deres evige Bevægelses-System gjør Menneskets Krop til et perpetuum mobile, der tilsidst løber reent fra sin Sjæl eller slæber den sovende omkring med sig – see dertil kommer Systemet i sin Conseqvents! Naar De maaskee vil indvende mig, at mit System er et Hvilesystem, maa jeg erindre, at jeg ikke, som Indianerne – det vil sige Braminerne, anseer den absolute Hvile for det højeste Gode, men at jeg ogsaa holder paa en passende Bevægelse, men helst tilvogns eller til Skibs. At jeg foretrækker Vognbevægelsen for den mere folkelige Gangbevægelse, vil De maaskee tilskrive mit aristokratiske Sindelag, men jeg maa herved bemærke, at netop Bondestanden kjører meget og at der ere mange Vogne der slet ikke ere aristokratiske, saasom Omnibusser (eller Busser), Arbejdsvogne, Skarnagervogne &c &c. – At jeg virkelig bevæger mig, kan De see deraf, at jeg igaar gik (NB. pr. Dampskib, en af vor Tids fortræf[396]feligste »Errungenschaften« et moderne tydsk Ord, som vi endnu ikke have erobret, ligesaalidt som »Wühler«) til Helsingør, og spadserede fra Hellebæk til Odinshøj; idag er jeg med Dampskibet kommen tilbage til Bellevue – derfra kjørt hertil og i Eftermiddag agter jeg at spadsere til Eremitagen. Kan De forlange mere? tre forskjellige Bevægelsesmaader paa een Dag og ovenikjøbet ved Bevægelsen tilbagelagt mange, mange Miil – jeg kan ikke engang tælle dem eller gider ikke. Kort at fortælle, mit System er i alle Maader at foretrække for det evig peripathetiske, og Systemets Formel er: ne quid nimis!

Middag. Kl. 2½ Jeg kommer netop hjem fra en Spadseretour med GehrØrsted – for at jeg nu ikke skal blive mit System utro, har jeg arrangeret det saaledes, at vi i Eftermiddag kjøre til Eremitagen. – Efter al den kjedsommelige Snak om Kjøren, Gaaen og Sejlen, som jeg seer jeg har kastet paa Papiret, vil det maaskee ikke være afvejen, at jeg optager Deres Projekt om en særskilt Convolut, saa at De kan lade være at læse Brevet, naar De finder Mærket fra KR – i det mindste indtil De er kommen tilbage fra Deres sidste [2r]af Dagens utallige Spadseretoure – De kan da læse det om Aftenen og tænke, at hver Dag skal have sin Plage. – Tak for den moersomme Beretning om Slaget in den neuen Buden; jeg vil haabe, at den Hundekrig der har faaet Ende, uagtet De i Deres Phantasie har udmalt dens Uendelighed og allerede har sat mit Blod i Bevægelse ved at tænke min store Hund i Kannikestræde ansat i det mindste som Major – med en mindre Post kan han paa Grund af sin Størrelse ikke være tilfreds; De seer let, hvilken Forstyrrelse det kan anrette i mit hele Huusvæsen, naar jeg ogsaa skal sende ham i Felten, efterat baade min Tjener og hans Assistent forlængst ere dragne afsted. See altsaa endelig til, at De stiller de oprørte Gemytter og læg i det mindste ikke nogen Hindring ivejen for en Vaabenstilstand. Jeg besinder mig nu først paa, at jeg skriver noget uforsigtig om Fred og Krig og slige Statsbegivenheder i disse politiske Tider, og at den hele Tale om Krigen mellem de to Hunde i Nyboder (som De ovenikjøbet har citeret paa tydsk) let kunde give os et mistænkeligt Anstrøg, dersom Brevene faldt i gode Hænder. At De har gjort Begyndelsen til denne Forargelse, dersom den skulde komme, vil De dog vel ikke nægte, og saaledes kan det vel skee, trods Deres Forsikkring i vor sidste Samtale, at De fører mig »paa gale Veje« eller glat Iis. Det skulde være mig meget kjært, [397]om jeg til Gjengjeld kunde føre Dem paa de vaade Veje – for at tale med Homer, eller med andre Ord, om jeg kunde forføre Dem til engang at forsøge at spadsere med og paa Dampskibet til Bellevue og derfra at spadsere til Ordrupshøj, hvilket for en saadan Ganger er en Springvej – for at vi tilsammen kunne spadsere i Ordrupskrat, hvortil jeg skal være villig baade før og efter Bordet – – jeg bliver netop nu kaldt til bemeldte Bord – og da jeg har et Par Gjæster, navnlig en Philosophus – Professor Nielsen – saa maa vor skriftlige Spadseren for idag ligge »sub scamno«. – Tak for Touren, kiære Magister, og kom snart igjen paa en eller anden Maade til