Brev 267
Jeg vilde næsten have forsvoret at spadsere idag: jeg sidder for aabne Døre og seer paa Regnen, og ikke en eneste fornuftig Tanke vil regne ned; inat har jeg sovet slet, er forpiint af et Trækplaster og mere end sædvanlig gnaven og knarvorren. I tre Dage har jeg, rigtig nok ikke løbet – men kjørt April til Byen efter mine Tilhørere, der endnu behage at holde Ferie; i Grunden burde jeg være glad derved, da jeg i disse Dage hverken duer til at skrive eller holde Forelæsning – knap til at læse indeni en Bog, i det mindste ikke uden at ærgre mig. Jeg lagde netop en saadan ærgerlig Lecture fra mig i dette Øjeblik og jeg maa da bede Dem om Tilgivelse for om De paa Spadseretouren bliver overstænket af mit ærgerlige Lune. Jeg læste eller rettere gjennemløb en Afhandling med Overskrift »De fem Verdensaldre i 6te Bds 2 H. af »for Literatur og Kritik« af Cand theol Christensen, en ravgal Grundtvigianer, der fortolker Hesiod af Daniel og Daniel af Hesiod, og taler meget opbyggeligt om den Fugl Phœnix og de fire Floder i Paradis, om Grækerne, som forestille Sølvet og ere den anden Flod i Paradis, og, kort at fortælle, mere qualificerer sig til Bidstrup end for en Prædikestol – men ikke destomindre faaer sit Vrøvl optaget i en Journal, som har til Dørskildt [403]»For Kritik!« Ja, naar de Gale og de Blinde saaledes skulle vedblive at være Vejvisere for Folket, for at dette paa den folkeligste Maade kan løbe gal, er jeg nær ved at gaae over til Deres og Jeronymi Mening, at Verden neppe staaer til Paaske, om man endogsaa sætter nok saa mange Bremser paa Galskabens Dampvogn! Den gaaer virkelig i fuld Fart. Jeg havde stolet noget paa Bremsen Cavaignac, men see! nu gaaer han hen og gifter sig – og man er, som bekjendt, »som uden Sandser, naar man gifter sig og naar man hænger sig, desværre«! Hvorledes jeg havde stolet paa Cavaignac, kan De bedst forklare Dem af et lille Digt, skrevet paa tydsk af en Greve, som døde i 1847; da jeg for nogle Uger siden fik det i Hænderne fik jeg det Indfald at oversætte det og her har De denne noget fri Oversættelse, som jeg naturligviis hellere meddeler end Originalen, da man holder meest af sit Eget.[·]
[1v] Den Gordiske Knude.
╫
Med Furiers Lyst og Kannibalers Mod
I styrte Kongeborgens stolte Mure,
Og bygge i Hast og kitte med Blod
En Modens Fjællebod i gamle Fure;
Og faae I saa færdigt det herlige Huus,
Er strax en Bonaparte ved Haanden,
Som med et eneste Slag styrter i Gruus
Det Værk, som I saae knejse i Aanden.
╫
Med korslagte Arme, mægtig og stum
Vil Helten for Eder sig vise;
Men I gjøre Ryggen ynkelig krum,
Med Aaget paa Nakken Ham prise,
Og lade Jer slagte saa glade og fro.
Man læser præget klart i hver Mine:
»Langt bedre at falde ved Vaterlo
»End række Hals for en Guillotine«
[404]╫
Saa altid det gaaer, I Mænd med det evige Nej,
I Pennefolk, som vil Tyranner fordrive!
I bane for Krigsdespoten en magelig Vej,
Han afløser Jer, som skrige og skrive.
Til den Tid I stræbe kun alt hvad I kan!
Hvor fiffigt og falsk I end Kortene blander,
Først naar den Gordiske Knude er rigtig istand,
Da sender Vor Herre i Hast Alexander.
Jeg veed forresten ikke, om De er nogen Elsker af Poesie, især af den politiske og jeg burde egentlig have spurgt mig for førend jeg sendte Dem denne poetiske Ladning paa Halsen, men det staaer da i al Fald til Dem at kaste den overbord d. e. at lade den ulæst, da De strax kan see paa Ordenes Taille og hele Habitus, at de har Been eller Fødder, om det saa end kun er Skrædderbeen eller Klumpfødder.[·]
[2r]21. Brev 267, bl. [2r] Da jeg af det tomme Rum paa Papiret kan see, at vi endnu have et Stykke Vej tilbage inden vi komme til Nørreport og dog ikke kan være bekjendt paa dette Stykke reent at holde Munden »ligesom en Fæhund, der hverken har Maal eller Mæle« skal jeg til mit apropos om Cavaignac tilføje et apropos om det franske Folk, dette nemlig at LiviusV. 37 giver det følgende træffende Skudsmaal, som jeg i denne Tid ved at beskjæftige mig noget med den ældste franske Ret (den nyeste Ret eller Uret gider jeg ikke seet) tilfældigviis stødte paa – han kalder det franske Folk: nata in vanos tumultus gens. Er det ikke fortræffeligt? man skulde troe, at de Franske uagtet al deres Bevægelse ikke vare komne meget videre end den Gang, naar man undtager, at de have faaet andre Folk til at løbe med eller efter dem. Jeg kan endog ved at fortsætte mit apropos om Franskmændene bevise, at de ere gaaede tilbage istedetfor frem; thi Pomponius Mela fortæller om dem, de gamle Galler scilic., at de vare saa overbeviste om Sjælens Udødelighed, at de ofte contraherede Pengelaan paa den Betingelse, at det skulde betales i den anden Verden. Det kunde man kalde Credit for en anden Verden – men hvor findes den nu i Frankrig? See, der var »det faste Punkt bagved« som de skulde have holdt fast ved, men de har slaaet Gjækken løs saa længe, at det faste Punkt er blevet ligesaa løst som alt det øvrige. – Nu [406]seer jeg Kannikestrædet og takker Dem meget for Touren – dog endnu eet: har De seet Gjengangeren af den politiske Kandestøber? Det er en politisk Jernstøber, som hedder Lunde cfr. Hexeri og blind Allarm 4de Act. 4 Scene. – Spørgsmaal, hvorledes forholder Jern sig til Kobber og især i Politiken? ønskes besvaret paa næste Spadseretour. God Morgen!
Tegnforklaring
- usikker læsning i kilden
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
J.L.A. Kolderup-Rosenvinge
- Brev 259 · 30. september 1847
Kolderup-Rosenvinge takker skriftligt for Kjerlighedens Gjerninger. Kunne han af bogen lære den selvfornægtelse, hvori et menneske kan »holde Gud fast«, ville giveren have gjort en kærlighedsgerning også mod ham.
- Brev 260 · 18. februar 1848
To gange har Kierkegaard søgt ham forgæves til en spadseretur. Kolderup-Rosenvinge foreslår mandag klokken 2 som fast tid, så »Fornøjelsen at spadsere i Deres Selskab« ikke går tabt – og tilføjer, at det ikke skal forpligte Kierkegaard.
- Brev 261 · 6. marts 1848
Et ekstraordinært direktionsmøde forhindrer dagens spadseretur, og sidste mandag stod Kierkegaard også forgæves. Onsdag og fredag er Kolderup-Rosenvinge hjemme, men først klokken 2¼ – »Hvilken Tid!«
- Brev 262 · juli 1848
Syede man munden til på Holbergs Geert Westphaler, lærte han sig at snakke med næseborene. Sådan med længslen efter en spadseretur: når den ikke kan lade sig gøre, lærer Kierkegaard sig at spadsere med conferensråden »paa Prent«.
- Brev 263 · 26. juli 1848
Vejret er slet, humøret derefter, børnene vil have selskab, og det er onsdag og ikke mandag – »Imidlertid lad gaae! vi spadsere.« Kommentaren om Gert Westphalers to næsebor kom otte dage for sent til den aften, hvor Kolderup-Rosenvinge selv forelæste ham.
- Brev 264 · juli – august 1848
To hunde kommer op at slås på gaden, så madammerne, så deres mænd, og »nu er det en europæisk Krig« – anledningen er, hvem der begyndte. Politik kan Kierkegaard ellers ikke følge med i; det at gå forstår han derimod fra grunden.
- Brev 265 · 8. august 1848
Kierkegaard hører i hemmelighed til Bevægelsespartiet, mener Kolderup-Rosenvinge: lovtalen over det at spadsere er blevet et system, hvis toppunkt er at gå fra det hele. Han udnævnes til »magister peditum« – modparten holder på hvilen, dampskibet og vognen.
- Brev 266 · august 1848
På jernbanen bruger man noget, der hedder »en Bremse«, til at standse med; lige så afsindigt er det at ville standse en revolution med en revolution. Det faste punkt ligger ikke foran, men bagved – Sokrates blev også kørt over.
- Brev 267 · 20. august 1848 ← dette brev
Det regner, natten var dårlig, og Kierkegaard bedes tilgive at blive overstænket af »mit ærgerlige Lune« undervejs. Håbet var sat til Cavaignac som bremse, men nu går han hen og gifter sig; med brevet følger et digt, Kolderup-Rosenvinge selv har oversat.
- Brev 268 · august 1848
Folkeforsamlingerne holdes nu i et hippodrom, så Kierkegaard foreslår en ny sprogbrug: 50 mennesker er én hestekraft, og gårsdagens møde var altså et »paa 20 Hestes Kraft«. Digtet røber, at conferensråden venter en tyran, hvor han selv venter en martyr.
- Brev 269 · september 1848
Kierkegaard forsøger ikke at forklare, hvorfor han så længe ikke har været ude at spadsere; som Don Ranudo, der bortforklarer hullerne i støvlerne med ligtorne, ville han kun vikle sig ind i modsigelser. Det får stå som »noget uforklarligt Noget«.
- Brev 270 · september – oktober 1848
Med artiklen følger et brev, Kierkegaard har fundet i sine papirer: færdigskrevet, konvoluteret, adresseret til Ordrupshøi. Åbne det tør han ikke, for så fandt han det nok »saa ligegyldigt og kjedeligt«, at han lod være med at sende det – nu går det med ulæst.
- Brev 271 · juli 1849
Først hesteslagterens annonce, hvor vignetten viser en radmager fuldblodshest over tilbuddet om »særdeles meget fedt Kjød«. Til sidst, langsomt, det egentlige: conferensrådens tab af den lille datterdatter, og hvorfor en bedstefar sørger anderledes og længere end den unge mor.
- Brev 272 · 28. juli 1849
En spadseretur ud til konferensråden er umulig – »Grændsen, Grændsen« – så Kierkegaard griber pennen i stedet. Til gengæld har han en undercour at foreslå: man vågner en morgen og siger, at man aldrig har befundet sig bedre; passer det ikke, så meget desto bedre.
- Brev 273 · 1. august 1849
Kolderup-Rosenvinge svarer som brøndgæst, og brøndgæstens vigtigste privilegium er, at alle andre skal rette sig efter ham; selv har han lov at »vrøvle i det Uendelige«. Sygdommen til Døden må han ikke læse under kuren, men mottoet har behaget ham: af hvem er det?
- Brev 274 · august 1849
Rejsen til Sverige gør fiktionen sand: nu bor konferensråden flere mil borte, og det umulige er ikke længere vanskeligt. I Billes bog går en sømand i land med et lille udvalgt selskab for at spadsere og synker straks i slyngplanter »til midt op paa Livet«.
- Brev 275 · 28. april 1850
En ond skæbne har forpurret mandagsturene: først datteren og vejret, nu eksamensbordet fra tolv til fire. Kolderup-Rosenvinge melder afbud med en mere højtidelig undskyldning end den sædvanlige gennem portneren, og savner »min gode Magisters kalmerende Humor«.