Brev 273

Denne Titel maa nødvendig tilkomme Dem som Opfinder af den ny Underkur, som De er saa god at meddele mig i det Brev, jeg i dette Øjeblik modtog, og som jeg strax giver mig til at besvare, da jeg ellers efter gl. Erfaring befrygter, at der ikke bliver noget af – (den som gjemmer til Natten &c.) Men jeg maa ved dette Svar gjøre den almindelige Anmærkning, som maaskee vil finde speciel Anvendelse ved enhver Linie: at jeg er Brøndgiæst – jeg beder Dem vel betænke hvad dette vil sige, og da jeg allerede for nogle Morgener siden tænkte paa at skrive Dem til (NB. Morgener – jeg kan i denne Tid kun tænke lidt om Morgenen – den øvrige Deel af Dagen gaaer bort med at stride mod Søvn og Smerte) om Brøndgjæsternes Privilegier, saa vil jeg, som en fuldkommen passende Indledning til Svaret og som en Commentar til den almindelige Anmærkning, her lidt nærmere udbrede mig over Brøndgjæsternes Privilegier, der ere saa meget vigtigere som det vel ikke varer længe, førend det er de eneste Privilegier, som Tidens Tand vil levne; thi selv de saakaldte privilegia pauperum (fri Proces, Sygepleje &c.) ville naturligviis falde bort, naar Alle blive rige eller Alle lige fattige. Altsaa: det vigtigste Privilegium, som en Brøndgjæst har, er, at paastaae, at Alle skulle rette sig efter ham, og han allene adlyde Kurens Fordringer; naar man drikker Brønd har mantEx. Lov til at være grov, forlade Folk midt paa en Spadseretour uden at gjøre Undskyldning, ikke tage Hatten af, afbryde Discoursen, naar nogen vil ærgre En, disputere &c. blot med de Ord: De undskylder, jeg drikker Brønd, det er mig forbudt at ærgre mig &c. – eller naar nogen vil vrøvle – (NB. selv har man uendelig Lov til at vrøvle i det Uendelige – som figura udviser – Pennen bliver ved at løbe paa Papiret – og saavidt jeg mærker, formodentlig en Følge af den Masse Vand, jeg daglig nyder, bliver Vrøvlet alt mere og mere vandet, men det faaer altsammen ikke hjelpe paa Grund af bemeldte Privilegium, hvis Betydenhed De nu af Erfaring vil begynde at indsee – De sover maaskee allerede? For at vække Dem lidt, [424]vil jeg nu, saavidt det kan lade sig gjøre uden Anstrængelse, tage fat paa Deres Brev. De begynder just med den rette! jo – Hr Lamartine, det er en herlig Fyr! jeg har netop nylig læst hos ham, at det meest Umoralske, hvori Ludvig Philips Regjering gjorde sig skyldig, var at bekjendtgjøre, at Hertuginden af Berry havde blameret sig! Det kalder jeg virkelig en sund moralsk Dømmekraft! Et andet Sted siger han, at det franske Folk i 1848 trængte til frisk Luft – det er til en Revolution. Det er netop som naar en Mand paa en lummer Sommerdag, [1v] naar han er nærved at qvæles i sit Værelse, istedetfor at lukke Vinduet op, vilde slaae alle Ruderne ud; Glarmestrene fortjene rigtignok Penge, men det kan vare en Tid, førend Vinduerne blive istand igjen – og saaledes er det ogsaa gaaet med det franske Folk og med alle dem, der spejle sig i deres Exemplar. – Mod Deres Commentar af Dramaet 1848 med den 5½ Akt og Halen kunde jeg ellers have Lyst til at opponere, naar jeg ellers nu duede til at disputereabsque præsidio; jeg kunde f. Ex. sige, at Alting har en Hale – selv Fanden har een – og den saakaldte Rottekonge uendelig mange – og den hele Historie er næsten ikke andet end en Mængde Haler – Halevirkninger, som ofte ligge i en saadan Urede mellem hinanden, at man har ondt ved at faae fat paa Hovedhalen og tilsidst paa Kroppen, hvori den hænger fast, naar man ikke, som Mange gjøre, griber rask ind i den hele filtrede Nøgleknude og siger: see her er den rette Begyndelse – det kommer an paa, at stige ned fra det Bekjendte og Sikkre til det Ubekjendte og Uvisse, dersom man ikke vil gjøre Experimenter med det ubekjendte X og søge, hvorledes man kan faae Alt til at passe til en eller anden Hypothese; selv naar man holder sig til det Bekjendte, kom̄er man lidt i Forlegenhed, da det ved nærmere Bekjendtskab viser sig tit, at hvad man troede nøje at kjende, dog i Grunden er os meget ubekjendt, og man faaer da fat i en ny Hale. Da man nu ogsaa kan gjøre en Slyngel Uret, saa vil jeg ikke bebrejde Aaret 1848, at det har en Hale, maatte det kun ikke faae altfor mange Rottehaler! Over al denne Hale-Tale har jeg reent glemt at takke Dem for Deres nye Bog – og den var dog egentlig den første Anledning til at jeg vilde skrive Dem til førend jeg fik Deres Brev, men Hukommelsen synes at dunste bort med det Kissinger-Vand – atter et privilegium, men i mange Tilfælde et privilegium flebile. Hvad nu Bogen angaaer, saa maa jeg her atter paaberaabe mig Brønd-Privilegiet, og ikke blot Privilegiet, [425]men den Instrux, der for Tiden indeholder mine Pligter; ifølge denne maa en Bog, hvis Titel er: Sygdommen til Døden ligesaalidt læses, som Professor Sommers Gysenopvækkende Forelæsninger om Cholera høres; jeg maa altsaa opsætte min grundige Tak, til at jeg efter endt Campagne faaer Læsero og kan taale kraftigere Føde end Chateaubriand, Lamartine og spanske Tragoedier. Imidlertid har Mottoet usigelig behaget mig – af hvem er det? A propos om endt Campagne! derved maa jeg erindre, at jeg af min Doctor er blevet benaadet med 3 Ugers Vand og Brød istedetfor 4 (Lægerne ere i Grunden nu de eneste Souverainer, næst Vor Herre) imod at forpligte mig til at gjøre en Reise – ligesom i gamle Dage en Reise til Jorsal eller et Korstog – Reisen gjelder intet mindre end Stokholm, skal tiltrædes Søndag eller Mandag og vare i 3 Uger – man kan bilde sig ind, at jeg skal hente Hjelpetropperne, som endnu bestandig lade vente paa sig, men Dem vil jeg dog betroe at jeg reiser – efter Næsen; turde jeg gjøre mig nogensinde Haab om lidt Sundhed, vilde jeg sige, jeg [2r] reiste efter den – men det er sandt det behøves jo ikke siden jeg idag har faaet det Kierkegaardske Arcanum, den Kabbalistiske Formular: Befind dig vel, saa befinder Du dig vel; aude sapere! &c. Denne Recept begyndte jeg virkelig at bruge iforgaars, da jeg syntes at befinde mig lidt bedre end i mange foregaaende Dage, men igaar var jeg atter en Pjalt, idag pjalter (sit venia verbo!) jeg ligeledes, og saaledes vil det vel gaae fremdeles trods Brøndkur og Recepter. Derom skjøtter jeg nu slet ikke om at tale; da jeg nu i 4 Uger har givet mig Doctoren i Vold, vil jeg i den Tid være ham hørig og lydig – og hjelper saa Kuren ikke, emanciperer jeg mig, det vil sige svøber mig ind i min Resignations-Kaabe, som i Grunden passer mig bedst. De har nu her tillige med en heel Deel Snak faaet et Slags Beskrivelse af min status, som er drøvelig nok; i en solid Bog har jeg ikke seet i 3 Uger, navnlig ikke i nogen juridisk; min Tilflugt har fornemmelig været Calderon og jeg har med ham gjort Reiser i Phantasiens Land – men selv han har ikke altid været istand til at beskytte mig mod Søvnen, som paa Grund af min tidlige Opstaaen og megen Spadseren uophørlig forfølger mig, naar jeg sidder stille, og om Dagen er det mig strængelig forbuden at give efter for dens Fristelser (om Natten sover jeg slet nok) – jeg har altsaa fundet paa et andet Middel til at holde mig vaagen – det er at oversætte Calderon medens jeg læser hans Gran Zenobia. Det vil være [426]moersomt nok, naar jeg engang bliver færdig dermed (to Akter af Stykkets 3 har jeg allerede oversat) naar Læseren skulde falde i Søvn over det Arbejde, som jeg har brugt til at holde mig vaagen. Det er maaskee gaaet paa samme Maade med dette Brev – Sover De allerede derover, saa god rolig Nat –! og lad mig høre fra Dem, naar De vaagner, og bevar fremdeles Deres Venskab for