Brev 76
Skjøndt jeg noget nær har Grund til at befrygte, at det næsten vil være Dem ubehageligt ved atter at modtage dette lille Skrift at komme dybere i en Gjeld, af hvilken De jo gjentaget har forsikkret, at De haabede snart at komme ud ved at gjøre Gjengjeld: vil De dog vistnok let forstaae, at jeg der bedst veed hvor ubetydelige mine Gaver ere, og hvor ubetydelig Giveren i Sammenligning med Modtageren, at jeg i denne H. ikke kan give efter for en saadan uvirkelig Frygt, jeg som jo snarere maa vende Forholdet om, og betragte det som ny Gjeld jeg kommer i til Dem, eller som en gl. Gjeld til Dem, i hvilken jeg synker dybere derved, at De atter har den Godhed at ville modtage en saadan lille, ubetydelig Gave fra samtlige disse ubetydelige Gavers ubetydelige Forf.
| Til | S. K |
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Heiberg og Th. Gyllembourg
- Brev 70 · 16. marts 1836
Seks ekstra aftryk af Fl. Post nr. 82 og 83 følger med, og forsinkelsen er ikke hans skyld – det har hr. Langhoff nok allerede fortalt. Afhandlingen har fornøjet ham »endnu mere ved den nye Gjennemlæsning«.
- Brev 71 · 28. juli 1838
Ét punkt foruroliger: Kierkegaard frygter, det kan se ud, som om han har søgt at slippe forbi det værn, professorens første brev indeholdt. Han beder ham huske ytringerne med det »adskilligt modificerende Amen« og bebuder et besøg.
- Brev 72 · 29. marts 1846
En pakke med to eksemplarer: det ene skal videre til Hverdags-Historiens forfatter, som udgiveren er vejen til, det andet er til professoren selv. At sende ham bøger er kært at gøre og kan derfor »ikke blive mig en Vane«.
- Brev 73 · 2. april 1846
Eksemplaret er afleveret til Hverdagshistoriens forfatter, og Heiberg roser en kritik, der begynder med at være modtagende. Han fremhæver publikummet og dets hund – og opdagelsen af, at nutiden har fundet mediationen mellem at tie og at tale i »Snak«.
- Brev 74 · 6. april 1846
Billetten kom torsdag aften, fredag gik turen til broderen ved Sorø, og nu svares der straks. Ordsproget siger, at kun »den døve Vise« kan modstå smiger; Kierkegaard er ingen af delene, men når den myndige roser, er det jo ikke smiger.
- Brev 75 · 26. april 1846
Anmeldelsen af »To Tidsaldre« har givet så meget at tænke over, at takken først kommer nu – og bliver til et forsvar for personerne: Claudine er tænkt som en nyere Heloise, og Ferdinand Bergland forlader sin elskede af kærlighed, ikke »af Frygt for Næringssorger«.
- Brev 76 · 1849 ← dette brev
Endnu et lille skrift, og en frygt for, at modtageren nødig synker dybere i en gæld, han gentagne gange har lovet at gengælde. Kierkegaard vender regnskabet om – han er selv skyldneren, »samtlige disse ubetydelige Gavers ubetydelige Forf.«
- Brev 77 · august 1851
Professoren har engang sagt, at han bliver overøst med bøger, og det erkendes: denne gang går det ene af to samtidige eksemplarer til fruen. Vedholdenheden er som Sokrates' tretal, der hellere fandt sig i alt end at blive et firtal.
- Brev 78 · august 1851
Bogen behøver hun ikke at læse; den ville kun kede. Men i den nævnes en lille artikel af Inter et Inter om en skuespillerindes krise, og bliver den ikke læst af hende, er den efter forfatterens mening ikke kommet til sin bestemmelse.