Brev 74
Deres Billet af 2den April modtog jeg Torsdag-Aften, da jeg temmelig silde kom hjem. Fredag Morgen skulde jeg reise ned til min Broder ved Sorøe; da jeg nu er vendt tilbage, anvender jeg strax det første Øieblik til et lille Gjensvar.
Tak altsaa for Deres kjærkomne Billet. Naar En har skrevet en lille æsthetisk Kritik, og da Den, der æsthetisk absolut har Myndigheden, bruger denne til at rose: saa gjør det jo altid godt at være den Paagjeldende, hvem den Udmærkede udmærker. Det sindrige østerlandske Ordsprog siger kløgtigt, at kun den døve Vise kan modstaae Smiger; kløgtigt, thi Eenfoldigheden vilde vel tro, at een af Delene var nok: Døvheden eller Viisdommen. Og jeg som hverken er Døv eller Viis, hvorle[130]des skulde jeg bestaae i en saadan Anfægtelse! Heldigt derfor, at det er en Umulighed ved hiin Billet at føres i saadan Fristelse. Naar nemlig den Myndige roser eller anerkjender, da er dette jo ikke Smiger, det vilde ei heller være viist at døve sit Øre derimod, men usømmelig og selvklog Indbildskhed ikke taknemligen at agte derpaa. Omvendt er Forholdet det samme. Naar Den, der beundrende underordner sig, i selve Beundringens Yttring udtrykker en nogenlunde klar Bevidsthed af og Forestilling om, hvad det er han beundrer: da er atter dette ikke Smiger. I det ene Tilfælde er Myndigheden (hos den Herskende), i det andet Tilfælde Sandheden (hos den Underordnede) den væsentlige Inderlighed, der forhindrer Smigreriets Tomhed.
Tak ogsaa for den Mulighed, De betyder betræffende en Yttring af Forfatteren til en Hverdags-Historie. Hvad jeg har sagt i [1v] Anmeldelsen om hine Noveller med Hensyn til en Læseverden, det kan jeg her om hiin venlige Yttring gjentage med Hensyn til min ringe Person: til enhver Aarets Tid er den mig en kjærkommen Gave, at vente den er i sig selv kjært, at modtage den forventede ikke mindre kjært.
De er jo Udgiveren af hine Noveller. Men en Udgiver har det i sin Raadighed, naar han vil, at betragte sig selv som Uvedkommende i Forhold til Bogen og Forfatteren. Til Dem som Udgiver havde jeg henvendt mig med Bøn om Tilgivelse for, at jeg voldte Dem en lille Uleilighed. Under Forudsætning af, at hiin ubekjendte Forfatter vilde beære mig med en lille Skrivelse, kunde De nu have ladet Tiden gaae hen, til den blev færdig, og derpaa i en Forretnings-Convolut tilstillet mig hvad der allerede var Opmærksomhed nok mod mig. Jeg skjønner ikke rettere end, at De med fuld Ret kunde have handlet saaledes; desto mere paaskjønner jeg Deres Billet. Dens Indhold, ja det er den Myndiges Dom, for hvilken jeg har takket; men Billetten selv er en Forekommenhed, der paa en kjær Maade forpligter mig i taknemlig Skyldighed.
Tegnforklaring
- rettet af udgiverne
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Heiberg og Th. Gyllembourg
- Brev 70 · 16. marts 1836
Seks ekstra aftryk af Fl. Post nr. 82 og 83 følger med, og forsinkelsen er ikke hans skyld – det har hr. Langhoff nok allerede fortalt. Afhandlingen har fornøjet ham »endnu mere ved den nye Gjennemlæsning«.
- Brev 71 · 28. juli 1838
Ét punkt foruroliger: Kierkegaard frygter, det kan se ud, som om han har søgt at slippe forbi det værn, professorens første brev indeholdt. Han beder ham huske ytringerne med det »adskilligt modificerende Amen« og bebuder et besøg.
- Brev 72 · 29. marts 1846
En pakke med to eksemplarer: det ene skal videre til Hverdags-Historiens forfatter, som udgiveren er vejen til, det andet er til professoren selv. At sende ham bøger er kært at gøre og kan derfor »ikke blive mig en Vane«.
- Brev 73 · 2. april 1846
Eksemplaret er afleveret til Hverdagshistoriens forfatter, og Heiberg roser en kritik, der begynder med at være modtagende. Han fremhæver publikummet og dets hund – og opdagelsen af, at nutiden har fundet mediationen mellem at tie og at tale i »Snak«.
- Brev 74 · 6. april 1846 ← dette brev
Billetten kom torsdag aften, fredag gik turen til broderen ved Sorø, og nu svares der straks. Ordsproget siger, at kun »den døve Vise« kan modstå smiger; Kierkegaard er ingen af delene, men når den myndige roser, er det jo ikke smiger.
- Brev 75 · 26. april 1846
Anmeldelsen af »To Tidsaldre« har givet så meget at tænke over, at takken først kommer nu – og bliver til et forsvar for personerne: Claudine er tænkt som en nyere Heloise, og Ferdinand Bergland forlader sin elskede af kærlighed, ikke »af Frygt for Næringssorger«.
- Brev 76 · 1849
Endnu et lille skrift, og en frygt for, at modtageren nødig synker dybere i en gæld, han gentagne gange har lovet at gengælde. Kierkegaard vender regnskabet om – han er selv skyldneren, »samtlige disse ubetydelige Gavers ubetydelige Forf.«
- Brev 77 · august 1851
Professoren har engang sagt, at han bliver overøst med bøger, og det erkendes: denne gang går det ene af to samtidige eksemplarer til fruen. Vedholdenheden er som Sokrates' tretal, der hellere fandt sig i alt end at blive et firtal.
- Brev 78 · august 1851
Bogen behøver hun ikke at læse; den ville kun kede. Men i den nævnes en lille artikel af Inter et Inter om en skuespillerindes krise, og bliver den ikke læst af hende, er den efter forfatterens mening ikke kommet til sin bestemmelse.