Brev 75

[1r]Copie./

At jeg ikke før nu bevidner Dem min varmeste Tak for den betydningsfulde og mildtdømmende Anmeldelse, hvormed De har beæret Novellen »To Tidsaldre«, dertil ligger Skylden mindre hos tilfældige Omstændigheder end hos Deres egen Bog, hvis rige og dybe Gehalt har givet mig saa meget Stof til Eftertanke, at jeg ikke har formaaet at løsrive mig fra de mange alvorlige Betragtninger, den har indgivet mig, og som jeg forgjæves vilde søge med Ord at udtrykke. En dobbelt Følelse har gjennemtrængt mig ved denne Anledning: Jeg føler mig hævet ved den Ære, De har beviist mig, og undseelig over, at den er større, end mine Fortjenester af Litteraturen kunde haabe. Paa den ene Side er det en stor Anbefaling for mit lille Arbeide, at det har formaaet at fremkalde en Bog som Deres; men naar jeg derimod ved Siden af denne, med saa dybsindige, træffende, vittige Bemærkninger saa rigt udstyrede Bog betragter min Novelle, saa forekommer denne mig som en simpel Romance, hvoraf en Digter har taget Motivet til et udarbeidet Drama. Ligesom der i Livet vel ikke kan findes lykkeligere Time end den, hvori vi udøse vore bedste Tanker i et beslægtet Bryst, hvorfra de ligesom forklarede straale os tilbage, saaledes gives der vel ogsaa for en Forfatter ingen større Løn end at blive [1v] saaledes forstaaet, opfattet [132]med saadan Kjærlighed som den, hvormed De har betragtet min sidste Novelle og i det Hele mit fordringsløse Firma. Og ligesom man nu i Livet, Ven og Ven imellem, gjerne vil opklare, undskylde, ja vel endog besmykke de Punkter i sine Anskuelser, hvorom man er af forskjellig Mening: saaledes beder jeg Dem tillade mig kortelig at maatte forklare Dem, hvad jeg har tænkt mig ved et Par enkelte Punkter, hvori jeg mener, at vi ikke have forstaaet hinanden.

Jeg har tænkt mig Claudine, i hendes første, ungdommelige Lidenskab for Lusard, som en – om jeg tør udtrykke mig saaledes – nyere Udgave af Middelalderens Heloise, saa aldeles levende og aandende i sin Kjærlighed, at alt Andet i Himmel og paa Jord synes hende underordnet denne. At betragte Ægteskabet som en philistrøs Nedværdigelse af Kjærligheden, er en Synsmaade, der nok mindre skriver sig fra Revolutionstiden end fra den saakaldte philosophiske Periode, der gik forud for samme. Denne Tanke finder imidlertid, pleiet af Tidsaanden og Omstændighederne, en villig Gjenklang i Claudines Sjæl. Det er ikke af Naivetet, at hun ikke gjør sig Rede for Følgerne af sit Feiltrin, men hun har ikke Plads i sit Sind for denne Frygt, saa længe den Elskede endnu er ved hendes Side, og Tanken om at skulle sige ham Farvel optager enhver anden. Baade hun og Lusard bortskyde Tanken om Muligheden af en saadan Følge til en fjern Baggrund, ligesom man bortskyder [2r] Tanken om Dødens daglige Nærmelse. Først da Lusard er borte, kommer den Nemesis, som, tiltrods for enhver Tidsalders vildfarende Meninger, skjærmer den offentlige Sædeligheds Love. Lusard er mindre fangen i Tidens frivole Meninger, end selv Claudine; han ønskede gjerne at kunne for Gud og Mennesker kalde den Elskede sin Hustru; men med al hans Kjærlighed, er der Eet, som er ham endnu høiere, nemlig hans militære Ære, den ridderlige Troskab, han skylder den politiske og krigerske Fane, hvortil han har svoret. Det er ikke af Letsindighed, at han forlader Claudine, nei, med dyb Smerte, siger hun selv. Derimod kunde man vel sigte ham for Letsindighed, naar han siden, paa en ikke ganske sikker Angivelse, troer Claudine gift med en Anden; men selv denne Lettroenhed kunde maaskee dog ogsaa finde sin Undskyldning i Lidenskabens skinsyge Natur.

Hvad Baronen angaaer, da har jeg i ham villet antyde den Magt, som lidenskabelig Kjærlighed i hine Tider udøvede, selv over en underord[133]net Natur. Den bringer baade gode og onde Aander i hans Omgivelse. I en Tid, da Mesalliancer baade vare langt sjeldnere og af større Betydning end i vor Tid, offrer han Alt, hvad han har at give, og anslaaer dette Offer høit. Jeg har aldrig tænkt mig hans Frieri som en Fristelse for Claudine. Et qvindeligt Hjerte, som elsker, er sikkert utilgængeligt for alle Fristelser af denne Art. Men hans Fremtræden er et Motiv til at lade Claudine udtale sine Følelser. I hans Raseries Øieblikke maa man ikke betragte ham som en »fuld Mand«; han er, hvad man hundrede Gange har seet, et Menneske, der i sin Fortvivlelse vil glemme denne ved Vinens Hjelp, og derved gyder Olie i Ilden. I denne hans ophidsede Stemning, som dog ikke er, hvad man forstaaer ved Fuldskab, fører en ironisk Dæmon det Væsen til ham, som er den bittreste Gjenstand for hans Skinsyge. Det er ikke hans virkelige Forsæt at dræbe Barnet, det er en af disse dæmoniske Indskydelser, hvori et Menneske finder Glæde [2v] ved Tanken om, at han har Magt til at begaae en Forbrydelse, og ved at udtale det frække Forsæt, medens han dog har en Følelse af, at hans gode Engel har lagt Haanden paa hans Arm. Et saadant Øieblik kan vel under slige Omstændigheder overraske et godmodigt og til en vis Grad dannet Menneske. Heller ikke er Claudines Indflydelse ganske tabt, thi da Drengen nævner sin Moder, slipper han ham, og kaster sig grædende paa Jorden.

Endnu et Par Ord maa jeg sige til Forsvar for Ferdinand Bergland. Det er ikke »af Frygt for Næringssorger«, at han forlader sin Elskede, men af Kjærlighed, af Medynk med hendes uheldige Stilling, som han fortvivler over ikke at kunne forvandle. Han troer, at en Mand, han ærer, og ved hvis Side han anseer hendes Skjæbne for sikkret, tilbyder hende en Lykke, for hvilken han ikke vil staae iveien, og han bryder det Baand, som binder hende til ham, af en misforstaaet Pligtfølelse, som jeg forresten troer at være stemmende med vor Tids Tænkemaade, hvilket ogsaa Lusard bebreidende bemærker i deres første Samtale.

Idet jeg her har givet efter for den Fristelse at turde tale om mit ubetydelige Arbeide med En, der saa venligt har forstaaet og bedømt det, beder jeg Dem heri ikke at see nogen anden Bevæggrund end min Iver for at vinde Deres Bifald. Jeg bør ikke længere gjøre Fordring paa at henvende Deres Betragtning paa Noget, som De allerede har forundt saa megen Opmærksomhed, men vil slutte med at forsikkre Dem, at De[134]res Bog vil synes for min Tanke »wie des Freundes Auge mild«, i mangen Time, naar Tvivl og Mismod