Brev 295

Rasmus Nielsen når at takke to gange i samme sætning for at være kaldt på og lover at komme snart – »i Stilhed«, for hos Kierkegaard må man være meget stille for rigtig at høre, hvad han siger.

Nielsen vender og drejer den fejge soldat, der stilles for en krigsret og skydes som »en æreløs Forræder«: for ikke at blive skudt løb han lige hen og lod sig skyde. Sådan noget lærer man vel i eksercerskolen?

Fra Taarbæk mellem skoven og stranden melder Nielsen, at frisk luft uden en smule hebraisk smager fladt. Så tager han hebraisk befordring til ørkenen: »salig den Mand«, som finder den brændende tornebusk.

Adressen på hjørnet giver Nielsen stof: intet menneske kan gå lige ind gennem et hjørne, så anvisningen er også en afvisning – søger man Kierkegaard i Rosengaarden, sidder han skjult i »Tornebuskens Dunkelheder«. Et efterskrift undskylder den uge, han sprang over.

Kierkegaard beroliger: den fuldkomne kærlighed uddriver frygt, og de hyppige skriverier falder ham ikke til besvær. Men indgangen er fra Tornebuskegaden, ikke fra Rosengaarden, og uforandret vil man finde ham – »magrere kan jeg ikke blive«.

Et udkast, hvor svaret prøves af: han frygtede ikke misforståelsen, han tror tværtimod på »Misforstaaelsens kraftige Bistand« til forståelsen. Den, der ejer sit eget selv, frygter ikke – han kender kun frygt og bæven.

Kierkegaard skriver sin vilje ned: efter hans død skal Nielsen besørge hele det litterære efterladenskab, konferere med Gjødvad og lade Levin læse korrektur. Peter skal ikke have noget med det at gøre.

Rasmus Nielsen beder om tilgivelse: Kierkegaard har ret, han selv uret, og om torsdagen stod det ham endnu ikke klart, hvad han skulle gøre. Hvad sagen er, siger sedlen ikke.

Det, der ligger Nielsen på sinde, vil han for ingen pris have afhandlet på en spadseretur. Derfor mødes de næppe igen, før Kierkegaard atter kalder på ham: »jeg har Tid at vente«.

Kierkegaard svarer omgående på brevet, der »ikke uden Betydning« bærer et lam til vignet: selv stod han på pletten torsdag middag, som aftalt. At Nielsen med forsæt blev væk, finder han kunstlet – en aftale er jo dog en aftale.

»Systemet« er kommet, det ankom i forgårs med omnibussen. Mere står der ikke.

Idéforbindelsen fra omnibus til omnibus går gennem »de omnibus dubitandum« – sådan skal det forstås, når Johannes de silentio kalder Systemet en omnibus. Med brevet følger en ny bog og en forklaring på, hvorfor pseudonymet hedder Anti-Climacus.

Nielsen takker stigende – tak for billetten, mange tak for bogen, »tusind Tak for Bogens Indhold« – og mener, at den kristelig psykologiske udvikling kan opbygge en troende seminarist og bringe en docerende professor til fortvivlelse.

Kierkegaard vender takken om: han er jo kun udgiveren, så klimakset burde dannes omvendt – og at forveksle climax og anti-climax er det modernes kendetegn: man »gaaer videre« end troen, til Systemet, og stiger nedad. Renskriften forkom med posten; tilbage er hans egen afskrift.

Nielsen har gjort en ny opdagelse: Climacus og Anti-Climacus mødes ikke i forargelsen, men i fortvivlelsen – »ogsaa Du er jo en Fortvivlet«. Han skynder sig at melde det, så Kierkegaard kan se, hvor flittigt han studerer skrifterne.

Om »den nye Opdagelse« må Kierkegaard fatte sig kort; sagen bliver for vidtløftig til et brev og må vente til mundtlig meddelelse. Til gengæld spørger han to gange i samme brev, om Nielsen har modtaget den udførligere billet af 4. august.

Billetten af 4. august er aldrig nået frem; Nielsen har haft bud både i kroen og hos den anden bager. De to opdagelser skal nok komme i samklang med en tredje, og imens kalder han sig »Ridderen af de tre Opdagelser«.

Kierkegaard beder ham høre på posthuset efter den forsvundne billet og sende den tilbage uåbnet: der er »en vis Methode i mine Breve«. Resten er drilleri med den tredje opdagelse, der formodentlig skal være mediationen.

Ved søndagens middag var Nielsen i unåde hos Hs Excellence – på så smuk en måde, at han havde en vis glæde af det. At han holdt stand, da »Mediationen« ville besøge ham efter kaffen, skylder han Anti-Climacus.

Kierkegaard har ikke hastet med at svare; han troede, ferien sluttede sidst i august. Siden den tabte billet har han opgivet håbet om korrespondancen, som han undskylder er »lige saa kjedeligt som at spille med den blinde Mand«.

Nær havde Kierkegaard sagt, at »en Philosoph kan døe men han kan ikke blive syg«. Han fraråder Nielsen at ærgre sig – så ærgrer verden sig i stedet – og giver hønsene ret som stille time.

Nielsen takker systematisk, af tre grunde, så en fjerde og en femte. Han vil hellere gøre resistentia passiva som et lille pindsvin end lade sig omgøre til en stor elefant, og kalder undervejs det hele »perspectivisk-speculative Systemvaas«.

Kierkegaard sender noget, han har henkastet: Nielsen bør tage en lille position mod Systemet, for selv kan han ikke tage parti. Et dogmatisk system er kristeligt »en Luxus-Artikel« og bør bygge på at begribe, at man ikke kan begribe troen.

Hele billetten er to ord og en underskrift: »Arriveret hertil«. Mere behøvede den ikke at være.

Afbud til dagens spadseretur: en »høistæret Forkjølelse« har dikteret Nielsen nogle dages husarrest.

Et afbud uden begrundelse: Rasmus Nielsen beklager blot, at han i dag ikke kan have den fornøjelse at spadsere.

Endnu et afbud, med en enkelt indskudt bemærkning: Nielsen er – »ubehageligt nok!« – forhindret i at spadsere i dag.

Torsdagsturene holder op: »Paa Grund af Omstændighederne« må Nielsen for det første renoncere på at spadsere med Kierkegaard og beder om ikke at blive ventet i dag. Hvilke omstændigheder det er, siger han ikke.

Kierkegaard frygter, der er kommet en misforståelse imellem dem, og vil tage den i tide. Fremover skal ingen fast dag gælde for deres møder – men i morgen foreslår han sædvanlig tid og sted, »for at see, hvor vi ere«.

Første udkast vender sagen om: Kierkegaard var selv blevet forkølet ved flytningen og havde ventet at måtte melde afbud. Han forstår ikke, at Nielsen springer fra, hver gang han giver »et lille Stød«.

Andet udkast leger med ordet: man siger jo, at man skal gøre »ingen Omstændigheder«, og Kierkegaard må næsten antage, at Nielsen selv gør dem. Resten er sokratisk beskedenhed over alt det, han ikke forstår.

Tredje udkast er skåret ned til sammentræffet alene: han var selv nær ved at måtte melde afbud i går, og så kom Nielsens billet.

Fjerde udkast slutter mildt: det skete anderledes, og så er det vel det bedste – selv om løsningen måske bliver »en ganske anden, end enten De eller jeg venter«.

Femte udkast er det skarpeste: den pludselige afbrydelse gør »en Begyndelse til Slutning«, og Kierkegaard forklarer omstændeligt, hvordan Nielsen kunne have båret sig pænere ad. Tre gange har han gjort vanskelighed – og hver gang gjorde professoren et mægtigt sidespring.

En upasselighed, og så ingen spadseretur i dag. Billetten er én sætning lang.

Rasmus Nielsen tager på landet i disse dage og må derfor indtil videre undvære »Fornøielsen af at spadsere med Dem«. Længere er brevet ikke.

Kierkegaard afbryder forbindelsen – »aldeles uden nogensomhelst Vrede«. Han har hver gang sagt rent ud, at han ikke kunne billige skrifterne, og har holdt ud at vente på det næste; nu kan de ikke mere spadsere sammen efter bestemt aftale.