Jakob Peter Mynster

Kierkegaard takker for en gave og bruger det meste af brevet på at undskylde, at han takker: giveren er ikke forpligtet til også at tage imod modtagerens tak, og brevet spilder jo »et Øiebliks Tid«.

Igen en gave, igen en tak. Kierkegaard undskylder »den Ungdommelighed, næsten den Barnlighed«, hvormed han takker atter og atter, og beder om, at det straks glemmes, hvis han skulle være blevet for vidtløftig.

Kierkegaard har hørt, at Peter er kommet i uenighed med biskop Mynster, og skriver for at vise sin deltagelse; rygtet tør han af »criteria interna« antage for sandt. Så følger tre punkter fra en mand, der ellers sjældent giver råd uopfordret.

Rygtet siger, at biskoppen vil stille Peter over for valget: enten døbe eller forsage embedet. Kierkegaard tror ikke, det kommer så vidt, men minder om »en Masse Sluddermadser«, der vil kunne leve længe af sagen, hvis broderen vover det yderste.

»Dit Brev modtaget – brændt.« Kierkegaard fastholder, at sagen langtfra er afgjort, og beder Peter lade være med at udvikle resignationens højeste for Jette for tidligt – hun skal ikke være udmattet, hvis faren udebliver.

Et par linjer, der spørger, om vennen er syg: han ses aldrig, heller ikke i går hos Mynster.

Emil Boesen takker – sent – for Indøvelse i Christendom: det brev, han ville skrive, måtte tage lang tid, og en times tid kunne ikke være nok, men inden jul skal takken være sagt. Han fortæller også, at hans søster Louise er død.

Hvilken dato han hævede forlovelsen, husker han ikke; holdepunkterne har han måttet læse sig til i Fædrelandet. Den hvide Dame gik i teatret den aften, Mynster prædikede den 17., det første brev fra Berlin er af 31. oktober.

Kierkegaard takker for en gave og bruger det meste af brevet på at undskylde, at han takker: giveren er ikke forpligtet til også at tage imod modtagerens tak, og brevet spilder jo »et Øiebliks Tid«.

Igen en gave, igen en tak. Kierkegaard undskylder »den Ungdommelighed, næsten den Barnlighed«, hvormed han takker atter og atter, og beder om, at det straks glemmes, hvis han skulle være blevet for vidtløftig.

Ved søndagens middag var Nielsen i unåde hos Hs Excellence – på så smuk en måde, at han havde en vis glæde af det. At han holdt stand, da »Mediationen« ville besøge ham efter kaffen, skylder han Anti-Climacus.

Hun kalder sig et skriftebarn og har ingen at betro sig til; spurgte hun om noget, ville man le og sige »saadant passer sig ei for Damer«. Med brevet følger hendes egne indvendinger mod Mynsters gensvar om Aanden i Naturen.