Brev 237
I Henseende til at modtage en Gave fra Dem haaber jeg aldrig at skulle blive ældre; men tillige haaber jeg, at De ikke tager mig den ilde op, den Ungdommelighed, næsten den Barnlighed, med hvilken jeg takker atter og atter. Vidtløftig, som Taknemlighed elsker det, tør jeg ikke være, det vil sige, ikke her; thi i mit stille Sind, hvor »Erindringen« heelt gjemmer alt det Enkelte, som »Hukommelsen« Tid efter anden stykkeviis har overleveret den: der er jo, for den taknemlige Erindring og den trofaste Hukommelse, Vidtløftighed paa sit rette Sted. Her derimod den størst mulige Korthed, hvorfor jeg ogsaa beder Dem, øieblikkeligt at lade det være glemt, om jeg dog skulde have været for vidtløftig.
Samme brevveksling
J.P. Mynster
- Brev 236 · 30. oktober 1848
Kierkegaard takker for en gave og bruger det meste af brevet på at undskylde, at han takker: giveren er ikke forpligtet til også at tage imod modtagerens tak, og brevet spilder jo »et Øiebliks Tid«.
- Brev 237 · april 1849 ← dette brev
Igen en gave, igen en tak. Kierkegaard undskylder »den Ungdommelighed, næsten den Barnlighed«, hvormed han takker atter og atter, og beder om, at det straks glemmes, hvis han skulle være blevet for vidtløftig.