Israel Levin

Kom i formiddag kl. 11½. Kierkegaard går ud fra, at Levin har tid: at ligge »i Kævl med hele Selskabet« regnes ikke for nogen virksomhed.

Kierkegaard siger nej til at skrive i skrivebog: han er for gammel til det for sin egen skyld, og »Kladderie kunde let blive Kludderie«. Med brevet følger et svar, han skrev for længe siden og glemte at sende.

Enhver anden bog i biblioteket må Levin låne, men ikke de opbyggelige taler: en sproglig forelskelse ser for meget. Jacob Böhme så Treenighedens glans i en tintallerken – godt nok for ham, »flaut nok for Talerkenen«.

Der må iles. Kierkegaard sender tak for ulejligheden og indlagt i takken et vederlag for arbejdet og tiden – med et NB, der »paa det Bestemteste« frabeder sig enhver forevigelse af skrifttegnene.

Levin har ikke kunnet læse skrift i mørke, og det gør ham til »den forlorne Literatus«: skrøbeligheden er tilgivet, det manglende lys mindre. Kom så i eftermiddag kl. 3½.

Bliver Levin i byen, eller tager han på landet? Kierkegaard kunne få brug for at tale med ham i næste uge, men Levin må »paa ingen Maade« lave om på sine planer for sommeren.

Et afbud og en ny tid: i morgen kommer Levin forgæves, hvis han kommer, og det er »saa vist ikke min Skyld« – men lørdag kl. 10½, om Kierkegaard tør bede.

Hele sedlen er en aftale flyttet en dag: ingen korrektur modtaget mandag, altså tirsdag kl. 3¼.

Man venter i trykkeriet, Kierkegaard står i trykkeriet og venter, og han venter videre, når han går derfra. Overilelser frygter han ikke af Levins stilistiske nøjagtighed, men »hver Dag er mig kostbar«.

Emil ville vist have læst noget op, men gik for tidligt; i eftermiddag kommer Levin kl. 3¼ og bliver, så længe Kierkegaard kan holde ud. Han er ophængt og tilmed syg – rejs nu, og »blæs hele Verden et Stykke«, ham selv med.

Manuskriptet er afleveret, og Kierkegaard beder Giødwad om nogle formiddagstimer – kun fire opbyggelige taler, men han føler »en Modbydelighed« ved at læse dem højt for en anden. Til sidst et mellemværende, som han sidst glemte og nu husker godt.

Kom i formiddag kl. 11½. Kierkegaard går ud fra, at Levin har tid: at ligge »i Kævl med hele Selskabet« regnes ikke for nogen virksomhed.

Kierkegaard siger nej til at skrive i skrivebog: han er for gammel til det for sin egen skyld, og »Kladderie kunde let blive Kludderie«. Med brevet følger et svar, han skrev for længe siden og glemte at sende.

Enhver anden bog i biblioteket må Levin låne, men ikke de opbyggelige taler: en sproglig forelskelse ser for meget. Jacob Böhme så Treenighedens glans i en tintallerken – godt nok for ham, »flaut nok for Talerkenen«.

Der må iles. Kierkegaard sender tak for ulejligheden og indlagt i takken et vederlag for arbejdet og tiden – med et NB, der »paa det Bestemteste« frabeder sig enhver forevigelse af skrifttegnene.

Levin har ikke kunnet læse skrift i mørke, og det gør ham til »den forlorne Literatus«: skrøbeligheden er tilgivet, det manglende lys mindre. Kom så i eftermiddag kl. 3½.

Bliver Levin i byen, eller tager han på landet? Kierkegaard kunne få brug for at tale med ham i næste uge, men Levin må »paa ingen Maade« lave om på sine planer for sommeren.

Et afbud og en ny tid: i morgen kommer Levin forgæves, hvis han kommer, og det er »saa vist ikke min Skyld« – men lørdag kl. 10½, om Kierkegaard tør bede.

Hele sedlen er en aftale flyttet en dag: ingen korrektur modtaget mandag, altså tirsdag kl. 3¼.

Man venter i trykkeriet, Kierkegaard står i trykkeriet og venter, og han venter videre, når han går derfra. Overilelser frygter han ikke af Levins stilistiske nøjagtighed, men »hver Dag er mig kostbar«.

Kierkegaard skriver sin vilje ned: efter hans død skal Nielsen besørge hele det litterære efterladenskab, konferere med Gjødvad og lade Levin læse korrektur. Peter skal ikke have noget med det at gøre.