Henriette Kierkegaard

Fra Scribe låner Kierkegaard en replik – enten har man en onkel, eller også har man ingen onkel – og vender den mod sig selv: hvad vil det sige at have en svigerinde, man aldrig ser? Brevet »gjør ingen Fordringer«, allermindst svar.

Bogen, hun får, er Kierkegaards eget eksemplar, læst og nydeligt indbundet. Og så et råd: tab for alt ikke »Lysten til at gaae« – han kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den.

Jette ligger igen, og svaret skal nå frem før nytår. Kierkegaard skriver om den bekymring, der følger sygelejet – at man tror sig glemt af dem, »som formodentligen aldrig tænke paa En« – og om, at det at tro er at vente det glade.

Kunne han ikke begynde med begyndelsen, begyndte han slet ikke – »Søndag kom og Søndag gik«. Nu er brevet der: om tålmodigheden ved lang sygdom, og med en bøn om at fortælle Poul lidt om ham, så drengen ved, at han har en onkel.

Kierkegaard er kommet hjem fra Berlin uden at høre fra Peter, og så går profeten til bjerget. Han spørger til Jettes helbred og tilbyder at komme ud, men bliver helst i byen og udholder varmen: »Mit Værelse er mit Rhodus«.

Søren takker for indbydelsen og forklarer, hvorfor han nok ikke kommer: han nåede til Roskilde med billet videre til Sorø, blev træt, kørte hjem og gik i seng. Nevøen Poul vil han dog gerne se; onkelrollen kalder han »en kjær Ansættelse«.

»Dit Brev modtaget – brændt.« Kierkegaard fastholder, at sagen langtfra er afgjort, og beder Peter lade være med at udvikle resignationens højeste for Jette for tidligt – hun skal ikke være udmattet, hvis faren udebliver.

Kierkegaard gør rede for sin kildekritik: rygtet hørte han først på anden hånd, dagen efter af manden selv, tredje dag af en pålidelig kilde – fjerde dag skrev han. Og Povel skal lære »Velvillie og Ærbødighed« for den onkel, han så godt som aldrig har set.

Om den store afsluttende bog er Kierkegaard ligeglad: læs den eller lad være, »Du vil fortryde begge Dele«. Indbydelsen til præstegården svarer han ved at sende ønsket og lysten af sted straks; sig selv in corpore lover han ikke.

Kierkegaard er fyldt 34, og det havde han ikke ventet: både han og faderen mente, at ingen i familien blev ældre end 34 år, og at faderen skulle overleve dem alle. Men nej: »jeg gaaer i mit 35te Aar«.

Nu er huset solgt, til madam Bützov, enke efter en mægler. Peter beholder sin første prioritet på 7000 rigsdaler, Kierkegaard tager selv en anden på 5000 – og er så »fortumlet i Hovedet« af forretningerne, at han beder om svar med omgående post.

Fra Scribe låner Kierkegaard en replik – enten har man en onkel, eller også har man ingen onkel – og vender den mod sig selv: hvad vil det sige at have en svigerinde, man aldrig ser? Brevet »gjør ingen Fordringer«, allermindst svar.

Bogen, hun får, er Kierkegaards eget eksemplar, læst og nydeligt indbundet. Og så et råd: tab for alt ikke »Lysten til at gaae« – han kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den.

Jette ligger igen, og svaret skal nå frem før nytår. Kierkegaard skriver om den bekymring, der følger sygelejet – at man tror sig glemt af dem, »som formodentligen aldrig tænke paa En« – og om, at det at tro er at vente det glade.

Kunne han ikke begynde med begyndelsen, begyndte han slet ikke – »Søndag kom og Søndag gik«. Nu er brevet der: om tålmodigheden ved lang sygdom, og med en bøn om at fortælle Poul lidt om ham, så drengen ved, at han har en onkel.