Brev 38

Ved i disse Dage at have seet og talet adskilligt med min Broder er jeg ret levende kommet til at tænke paa Dem. Imidlertid skylder jeg dog Sandheden ikke at gjøre mig værre end jer er; og det er virkelig sandt, at jeg i den forløbne lange Tid, siden jeg sidst saae Dem ell. hørte Noget fra Dem, ikke har undladt at tænke paa Dem. Men De veed nok, hvorledes det gaaer; naar man ikke er blevet samtidig med en Begivenheds Begyndelse, saa har man ondt ved senere ret at komme ind i den; man venter snarere, at der skal indtræde en ny, for saa at benytte Øieblikket til at faae begyndt. Det er, idetmindste er det saaledes med mig, i Forhold til Livets Begivenheder, de sørgelige saa vel som de glædelige – kommer jeg ikke til at begynde strax, saa sidder jeg hellere over, for saa at begynde næste Gang med Begyndelsen.

Det gaaer langt tilbage i Tiden, hvad jeg nu vil tale om. De havde allerede i længere Tid været syg, da jeg først fik det at vide. Just dette, at jeg ikke kunde komme til at begynde med Begyndelsen gjorde at jeg slet ikke kom til at begynde. Tiden gik hen, flere Gange foresatte jeg mig at skrive Dem til, men bestandigt stillede denne Indvending sig stand[1v]sende imod: nu er det bagefter, hvor skal jeg begynde. Saa gik Tiden hen, »Søndag kom og Søndag gik Hans ingen Støvler fik«. Tilsidst kom jeg saa reent ud af Vanen, det er, jeg blev vant til at finde Begyndelsens Vanskelighed ikke til at overkomme. – Ak, og maaskee er det dog gaaet Dem paa en lignende Maade. I Begyndelsen har De vel nu og da tænkt: det er dog underligt, at jeg slet Intet hører fra ham; det er en Skam af ham; men nu er det bagefter, nu kan han lige saa godt spare Uleiligheden.

Da kom min Broder til Byen; det kom i mig til et Brud, et Gjennembrud: her har De et Brev. Hvad De har i det, vil naturligviis beroe paa, hvorledes De modtager det; hvad De finder i det, vil naturligviis beroe paa, hvorledes De læser det – dog troer jeg ikke at man paa nogen Maade skulde behøve at være øvet i den Kunst at læse mellem Linierne, for ud af det at læse Deeltagelsen.

Peter sagde mig, at De endnu bestandigt ligger. Det Tunge heri i Tidens Længde, kan jeg dog, skjøndt ikke selv saaledes forsøgt, ret levende sætte mig ind i. Det Tunge er, hvad jeg engang [2r] har talet med [65]Dem om, blandt Andet ogsaa dette, at det næsten er umuligt at undgaae Menneskenes Misforstaaelse, naar man lider saaledes. »Det er ikke Feber, det er ei heller at have brudt Armen, heller ikke at være faldet og at have slaaet sig – hvad er det da?« Saaledes spørger utaalmodigt Lægen, og utaalmodigt den almindelige menneskelige Deeltagelse – ak, og just det der spørges om, naar man lider saaledes, er Taalmodighed, Taalmodighed til ikke at tabe Modet, Taalmodighed til at bære Deeltagelsens Utaalmodighed. Men vi Mennesker, og vor Deeltagelse er nu engang ikke anderledes. Og naar man lider, som De lider, – om der ogsaa er, hvad der dog vistnok er ved Deres Side eet Menneske, der trofast holder ud at drage i lige Aag med Dem – man faaer dog ret Leilighed til at sande, at Taalmodighedens Gud egentligen er Den, der ganske ubetinget kan holde ud med samme evig uforandrede Deeltagelse at bekymres om et Menneske. Det er saa rørende, hvad der staaer i en gammel Psalme: »om jeg hver Time græd og vilde spørge«, nemlig om hvorfra Hjælp og Lindring skulde komme – det er [2v] saa rørende det Svar, Digteren giver sig selv: »Gud lever jo endnu.« Og han er hver Dag, paa ethvert Klokkeslet, tidlig om Morgenen, i en søvnløs Time om Natten, paa den Tid af Dagen hvor man befinder sig svagest – han er uforandret den Samme.

Kjære Jette, naar jeg saaledes har faaet Pennen i Haanden, kunde jeg gjerne blive ved at skrive Pagina op og Pagina ned; mig var det kjert at gjøre det, Dem vil det dog maaskee ikke være ukjert at læse det. Men jeg maa i dette Øieblik bryde af, og et saadant Brev lader sig altid fortsætte efter en Dags Forløb.

Far vel – thi det er mig som havde jeg talet med Dem; far vel! Hils Poul; fortæl ham dog engang imellem Noget om mig, at han da ikke voxer op i fuldkommen Uvidenhed om, at han har en Onkel. Peter har jeg bedet at hilse Dem ret inderligt fra mig; hils De nu igjen Peter fra