Brev 54

Det vil maaskee et Øieblik forundre Dem, naar De af Underskriften seer fra hvem dette Brev er; og naar saa dette er skeet, vil det dog maaskee glæde Dem, at det er fra Den, fra hvem dette Brev er, hvilket igjen vil være Den kjært, fra hvem dette Brev er.

Summa summarum, og til Sagen. Dersom De levede i Kjøbh., vilde jeg formodentligen en Dag realisere en længe paatænkt Plan – Ak, thi der synes at være en Skjebne over Udførelsen af de længe paatænkte Planer, og det Eneste der trøster mig er at mine længe paatænkte Planer aldrig forholde sig til min Arbeiden, men ene til hvad der dog ogsaa burde gjøres: at aflægge et Besøg, hilse paa Den og Den, modtage den og den Invitation o: s: v:. Altsaa, dersom De levede i Kiøbh. havde jeg [92]formodentligen ved Hjælp af et Indfald taget Sagen paatvært og var kommen hovedkulds ind af Døren til Dem. Muligen var jeg da endog falden ind af Døren, og havde raabt med Ugelspegel: det Hastværk har Fanden skabt. De veed formdl. at der fortælles om U., at han blev sendt i Byen af hans Madmoder for at kjøbe en Pægel Viin, at [1v] han derpaa udeblev i 4 Aar, indtil han en Dag kom styrtende ind i Stuen, faldt og slog Flasken istykker og raabte: Det Hastværk har Fanden skabt.

Men da De nu ikke boer i Kiøbh., saa maa jeg gjøre noget Andet: nemlig ved Hjælp af et Brev see at realisere en længe paatænkt Plan. Skjøndt jeg nemlig (netop for ganske og ganske consequent at kunne tilhøre den Idee, hvilken jeg har den Ære at tjene) kun saare lidet indlader mig med noget Menneske, ja endog undgaaer enhver Forbindelse: saa følger deraf ingenlunde, at jeg forbliver uvidende om hvad der skeer om mig, ei heller, at jeg, uden Sympathie og uden villig Anerkjendelse af virkelig Dygtighed, erfarer hvad der tildrager sig. Netop i denne Anledning har jeg oftere tænkt paa Dem, og tænkt paa, under hvor utaknemlige Vilkaar De arbeider som Forfatter, og at De alligevel bevarer Lyst og Energie. Sligt interesserer mig saare meget, thi [2r] jeg er ingen Ven af Kjælenskab, og som jeg ikke selv føler Trang hverken til Beundringens varme Omslag ell. Begunstigelsens Lokkemad: saaledes er det mig en Glæde og en Tilfredsstillelse at see en Anden, der, »proprio Marte, propriis auspiciis« realiserer noget Lignende.

Som det da er Skik og Brug og ret hensigtsmæssigt, at Soldaterne paa de farefuldere Poster i Nattens Mørke engang imellem raabe til hinanden: saaledes ønsker jeg dette lille Brev fra min Side betragtet som et Tilraab; og skal det glæde mig, om det er Dem kjært, at der raabes saaledes.

Jeg haaber De befinder Dem vel, og finder Tid og Lyst til at arbeide. Selv befinder jeg mig, Gud være lovet, fortræffeligt. Kun Eet vilde være istand til at matte min Sjæl, det er, hvis jeg blev Gjenstand for en triviel og fad og leflende og saglende Beundring. I den Henseende har jeg derfor altid søgt pro virili at værge mig, og jeg haaber nok det skal lykkes mig; men lykkes det: da gaaer Dandsen let gjennem Enge. Fra dette Synspunkt seet har [2v] naturligviis mit Vilkaar som Forfatter et Fortrin for Deres, thi det hører netop med til min Existentses Idee, at Arbeidet er uden enhver Løn – thi da just dandses der til Gudens Ære.

[93]Anderledes derimod med en Digter, der baade maa ønske og har et billigt Krav paa, at hans Arbeide ikke er en utaknemlig Møie. See, derfor mener jeg, at Deres Vilkaar er utaknemligere end mit, og netop derfor glæder det mig at De holder ud, og netop derfor har jeg Lyst til at raabe til Dem. Det har ogsaa glædet mig, at der dog endeligen kom en Anmeldelse af Deres »Kjød og Aand«, en udførlig, en velvillig. For mig har denne Anmeldelse tillige betydet noget Andet, thi den har mindet om, hvad jeg ikke vil kalde en længe paatænkt Plan, men dog et Ønske, jeg har haft, selv at anmelde denne Bog. Det havde jo i en vis Forstand kun været Gjengjeld, Lige for Lige – men jeg haaber, at dog ogsaa et Venskab kan holde uden dette nøiagtige Lige for Lige.

Med alle gode Ønsker for Deres [3r] Stræben, at der baade maa findes Tid til Arbeidet og Lysten lykkeligt findes i Arbeidet, sender jeg Dem denne lille Hilsen. Den er, om man saa vil, en ualmindelig stor Interjektion, et Udraab, der selv tillige er Udraabstegnet. Fortsættelse kan der vanskeligt blive Tale om; men jeg har i disse Dage holdt Fyraften, og derved faaet Tid til Eet og Andet, og har jeg bestandigt haft in mente, at et Tilraab til Dem hørte med hertil.