Brev 27

Glædeligt Nytår! Gå omkring og gratulere gjør jeg aldrig; skrive en Gratulation gjør jeg kun sjeldent, undtagelsesvis – men Du hører også [48]til Undtagelserne. Jeg har oftere i de forløbne År tænkt på Dig, og agter at gjøre ligeså i det indeværende; jeg har Dig betræffende blandt Andet oftere tænkt på, eller betænkt, og agter fremdeles at gjøre ligeså: at Du, forsonet med Dit Livs Skjæbne, med Tålmodighed og stille Hengivenhed løser lige så stor en Opgave som vi Andre, der spille med på en større eller mindre Scene, gjøre store Forretninger, bygge Huse, skrive store Bøger og Gud veed hvad. Din Scene er unægtelig den mindste: Ensomhedens og Inderlighedens – men Summa Summarum, som der står hos Prædikeren, når Alt er hørt, så kommer det dog hovedsageligen an på Inderligheden – og når Alt er glemt, så kommer det også an på Inderligheden.

Dette er skrevet for nogle Dage siden, jeg blev afbrudt og fik det ikke gjort færdigt. Idag var Din Fader hos mig, en Omstændighed der atter bragte mig i Erindring at fuldende eller idetmindste at ende det begyndte. Der var nemlig endnu Noget, jeg vilde tilføje. Skulde jeg give Dig et Råd i Livet, eller særligen betænkende Dit Vilkår, anprise Dig [·] en Regel for Livet: da vilde jeg sige: glem for alt ikke den Pligt, at elske Dig selv, lad det, at Du på en Måde er sat udenfor Livet, forhindret fra at gribe virksomt ind deri, lad det, at Du i en travl Verdens dumme Øjne er til Overflod, lad det for Alt ikke berøve Dig Forestillingen om Dig selv, som havde for en alvis Styrelses kjærlige Øje Dit Liv, hvis det føres i Inderlighed, ikke lige så megen Betydning og Gyldighed som ethvert andet Menneskes, og adskillig mere end Travlhedens travle, travlere, allertravleste Hastværk med – at spilde Livet og at tabe sig selv.

Lev så vel i det nye År; kan det fornøje Dig engang imellem at besøge mig, så kom Du kun, Du er velkommen