Brev 201
Det er meget muligt at Cicero engang har sagt: at de interessanteste Breve handle om Intet, men derfor er jo ikke ethvert Brev – der handler om Intet – interessant. Hvis derfor dette Brev, der handler om Noget, der er saa godt som Intet, ikke skulde interessere Dig, saa henfør det til den 2den Classe, og tilgiv mig at jeg har kjedet Dig! –
Du ønsker at høre Noget om Fugleverdenen herovre! Jeg skal søge at tilfredsstille Dig.
I Byen seer man – ligesom i ægyptiske og syriske Byer: – Aadselgribbene, eller Condoren i sydamericanske Byer – Krager[1v]ne paatage sig Omsorgen for den offentlige Reenlighed; især er Torvet, efter en Torvedag, Samlingspladsen for en Masse af disse Fugle, der i kort Tid gjøre Torvet aldeles reent for Affaldet fra Slagterboderne og Brødbordene. Paa den Tid sees ingen Spurve paa Torvet; lige som disse Fugle idethele synes at være tilstede i langt ringere Antal her end i Kbhvn. – Omkring St Knuds Kirkes Taarn flyver bestandig, med vedvarende hæse Skrig, den Mængde Alliker, som i mange Smaahuller i Kirkemuren have deres Reder. Skader findes – som bekjendt – ikke paa Fyen, hvor Maarene have indtaget deres Plads, medens det omvendte er Tilfældet paa [2r] Sjælland. – I nogle deilige maanelyse Aftener i forrige Maaned spadserede jeg omkring i Byens nærmeste Omegn, og glædede mig ved at høre en sjelden Concert, nemlig af Ugler; de fløi rundt omkring, men at see dem, var ikke godt muligt, ei heller at høre deres Flugt, kun deres lange, gjennemtrængende, klagende Hyl hørtes snart hist, snart her. I Modsætning til denne melancholske Tuden, frydede Lærkens glade, stigende quidrende Slag mig nogle Dage senere paa de flade Marker, der omgive Byen. –
Nu farvel for denne Gang; Gid de sjællandske Fugles Sang maatte glæde Dig, som de fyenske mig i denne min Lediggangstid.
Tegnforklaring
- rettet af udgiverne
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
Henrik Lund
- Brev 196 · 1842–49
En seddel til studenten H. Lund på store Købmagergade, og hele beskeden lyder: »En Mark er en Mark og en Mand er en Mand.« Hvad den drejer sig om, står der ikke.
- Brev 197 · 3. maj 1849
På en aftentur i måneskin kommer Henrik Lund i tanke om onklens fødselsdag og sætter sig straks til at skrive, så brevet kan nå frem på selve dagen. Hvad lykønskningen skal gælde, »for hvad«, får onklen selv lov at bestemme.
- Brev 198 · maj 1849
Svaret kommer omgående, for »Udsættelse er en farlig Ting« – en tese onklen belyser med sin egen forhærdede obstruktion, der har sat tingene i baglås. Han skriver det udtrykkeligt ikke for at konsultere Henrik som læge, men for at oplyse sin tese.
- Brev 199 · 14. januar 1850
Henrik Lund takker for, at onklen mødte op ved hans afrejse fra København for at sige farvel – en opmærksomhed, der vinder i værdi ved ikke at vises »Alle og Enhver eller hver Dag«. Hele brevet er den tak.
- Brev 200 · 18. februar 1850
Henrik Lund tager onklens »spøgefulde Critik« pænt og går videre til vanskeligheden: hvad skal han skrive om, når der på grænsevagten intet sker? Dagene ligner hinanden, og han er henvist til sit eget selskab og til de bøger, han kan skaffe.
- Brev 201 · 8. marts 1850 ← dette brev
Onklen har bedt om at høre om fugleverdenen på Fyn, og Henrik Lund leverer: kragerne holder torvet rent efter torvedag, allikerne skriger om Sankt Knuds tårn, og en aften i måneskin gav uglerne »en sjelden Concert«.
- Brev 202 · 12. april 1850
Onklen bad om en oversigt over trækfuglenes ankomsttider, og Henrik Lund har gået i skovene selv og spurgt landmænd og zoologer: storken sidst i marts, svalen sidst i april, nattergalen 10.-12. maj. Skovskaden findes virkelig – udstoppet i et vindue på Østergade.
- Brev 203 · 5. maj 1850
Endnu et år må lykønskningen sendes skriftligt i stedet for bringes mundtligt – men vejen er ligegyldig, mener Henrik Lund med hin byzantinske kristen, når den blot til sidst ender i Sophia-Kirken. Andre emner holder han bevidst ude af brevet.
- Brev 204 · 24. december 1850
Flere gange har Henrik Lund revet brevet itu igen, fordi det forekom ham »saa dumt, saa tomt, saa flaut«. Dette får lov at leve: om fuglene er her intet at skrive, de er alle fløjet på nær en gulspurv, der ligner et vissent blad.
- Brev 205 · 1. januar 1851
Bøgerne når også over til Hørup, og »som Du taler, taler ingen anden«. Men Henrik Lund afviser onklens ord om, at han keder sig: fuldt fornøjet med den ørkesløse stilling som underlæge er han ikke, men så vidt er det heller ikke kommet.
- Brev 206 · 1852
En seddel til Frederiks Hospital: kan Henrik træffe onklen i aften »til sædvanlig Tid og Sted«, og ellers komme ud til ham i morgen formiddag mellem elleve og tolv. Hvor det sædvanlige sted var, siger sedlen ikke.