Brev 198
Du seer, jeg gamle Menneske staaer som paa Pinde for Dig: neppe lader Du høre et Ord fra Dig, førend jeg øieblikkeligt griber Pennen og gjør det af strax. Thi Udsættelse er en farlig Ting.
Ja, Udsættelse er en farlig Sag; det erfarer jeg desto værre selv i denne Tid, og just en Sag betræffende, om hvilken det i saa høi Grad gjælder, at den ikke taaler Udsættelse. Jeg lider nemlig af en forhærdet Obstruktion, saa jeg troer, som man siger at Ens Mund kan gaae i Baglaas, saaledes og ikke anderledes er med Respekt at sige min R– gaaet i Baglaas. Quid tibi videtur domine frater?
Jeg skriver ikke dette for at consulere Dig qua Læge, thi Du veed nok deels at jeg har en Læge og deels at jeg i Reglen ingen Læge bruger, saa jeg da i denne Hen[1v]seende er saa vel forsynet som mulig; men jeg skriver det for at oplyse min Thesis, at Udsættelse er en yderst farlig Ting.
Hermed Punktum. Udsættes skulde denne Sag ikke, men Ende skal den ogsaa have. Det er igjen Noget jeg især maa passe paa; thi naar jeg først faaer Pennen i Haanden paa reent Papir, saa risikerer jeg at jeg kunde blive ved saa længe det skal være, hvor utilbøilig jeg end forresten er til at skrive Breve og Deslige.
Ende skal det have, dog ikke uden et Udtryk for, at det atter denne Gang, som stedse, er mig kjert og fornøieligt, hver Gang Du foranlediger mig til at komme til at tænke paa Dig min kjere Henrich!
Lev nu vel; skriv – skriv ikke, enten Du skriver, eller Du ikke skriver, vær forvisset, Du er mig lige kjer, altid omfattet med den samme oprigtige Hengivenhed, med hvilken jeg forbliver
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
Henrik Lund
- Brev 196 · 1842–49
En seddel til studenten H. Lund på store Købmagergade, og hele beskeden lyder: »En Mark er en Mark og en Mand er en Mand.« Hvad den drejer sig om, står der ikke.
- Brev 197 · 3. maj 1849
På en aftentur i måneskin kommer Henrik Lund i tanke om onklens fødselsdag og sætter sig straks til at skrive, så brevet kan nå frem på selve dagen. Hvad lykønskningen skal gælde, »for hvad«, får onklen selv lov at bestemme.
- Brev 198 · maj 1849 ← dette brev
Svaret kommer omgående, for »Udsættelse er en farlig Ting« – en tese onklen belyser med sin egen forhærdede obstruktion, der har sat tingene i baglås. Han skriver det udtrykkeligt ikke for at konsultere Henrik som læge, men for at oplyse sin tese.
- Brev 199 · 14. januar 1850
Henrik Lund takker for, at onklen mødte op ved hans afrejse fra København for at sige farvel – en opmærksomhed, der vinder i værdi ved ikke at vises »Alle og Enhver eller hver Dag«. Hele brevet er den tak.
- Brev 200 · 18. februar 1850
Henrik Lund tager onklens »spøgefulde Critik« pænt og går videre til vanskeligheden: hvad skal han skrive om, når der på grænsevagten intet sker? Dagene ligner hinanden, og han er henvist til sit eget selskab og til de bøger, han kan skaffe.
- Brev 201 · 8. marts 1850
Onklen har bedt om at høre om fugleverdenen på Fyn, og Henrik Lund leverer: kragerne holder torvet rent efter torvedag, allikerne skriger om Sankt Knuds tårn, og en aften i måneskin gav uglerne »en sjelden Concert«.
- Brev 202 · 12. april 1850
Onklen bad om en oversigt over trækfuglenes ankomsttider, og Henrik Lund har gået i skovene selv og spurgt landmænd og zoologer: storken sidst i marts, svalen sidst i april, nattergalen 10.-12. maj. Skovskaden findes virkelig – udstoppet i et vindue på Østergade.
- Brev 203 · 5. maj 1850
Endnu et år må lykønskningen sendes skriftligt i stedet for bringes mundtligt – men vejen er ligegyldig, mener Henrik Lund med hin byzantinske kristen, når den blot til sidst ender i Sophia-Kirken. Andre emner holder han bevidst ude af brevet.
- Brev 204 · 24. december 1850
Flere gange har Henrik Lund revet brevet itu igen, fordi det forekom ham »saa dumt, saa tomt, saa flaut«. Dette får lov at leve: om fuglene er her intet at skrive, de er alle fløjet på nær en gulspurv, der ligner et vissent blad.
- Brev 205 · 1. januar 1851
Bøgerne når også over til Hørup, og »som Du taler, taler ingen anden«. Men Henrik Lund afviser onklens ord om, at han keder sig: fuldt fornøjet med den ørkesløse stilling som underlæge er han ikke, men så vidt er det heller ikke kommet.
- Brev 206 · 1852
En seddel til Frederiks Hospital: kan Henrik træffe onklen i aften »til sædvanlig Tid og Sted«, og ellers komme ud til ham i morgen formiddag mellem elleve og tolv. Hvor det sædvanlige sted var, siger sedlen ikke.