Brev 168

At den samme Haand saarer og læger, har jeg sandet ved den lille Billet, som fulgte med det fra Forfatterens Haand for mig bestemte Exemplar af Deres sidste Skrift. Thi hvor saarende, naar De siger, »at De neppe hos mig tør vente nogen synderlig Interesse for det medfølgende historisk-dogmatiske Arbeide«, hvor saarende! Herre Gud, jeg er jo dog theologisk Candidat med bedste Charakteer – og at saa summus Theologus ved det Universitet, under hvilket jeg sorterer, skal sige mig noget Saadant, hvor saarende! Men da igjen hvor lægende, at den høiærværdige Forfatter dog alligevel »ikke vil af denne Tanke lade sig afholde fra at ønske Skriftet bragt i mine Hænder«, endog selv vil gjøre det, vil sende mig et Exemplar, hvorved der jo falder et dobbelt Eftertryk paa Gaven: hvor lægende, eller rettere hvor mere end lægende, da det Lægende forholder sig dobbelt til det Saarende! Tillad mig da ogsaa at takke derfor.

Dog denne min Tak kommer noget silde, idetmindste synes det mig saa. Men hvorfor? Strax da jeg modtog Gaven, ønskede jeg strax med et Par Ord at takke. Men, tænkte jeg, at gjøre det strax vil være uskjønsomt; thi deri ligger jo, at Du ikke har læst Bogen. Saa har jeg, skjønsomt, ventet, indtil jeg har læst Bogen; og paa Grund af denne Venten kommer min erkjendtlige Tak – uskjønsomt? – noget silde.