Brev 159.4

[1r]Kunde Du ønske det, vilde det være Dig kjert at tale med mig: jeg ønsker det ogsaa, naar Du da oprigtigt for Gud har prøvet Dig selv, at Du tør det, og naar Du da er i den fuldkomneste Forstaaelse med Schlegel desangaaende.

Jeg har ikke villet tale til Dig; thi jeg har hvor uskyldig jeg end er maaskee dog engang overvældet Dig. Jeg skal vel vogte mig anden Gang. Derfor skriver jeg. Du kan nu i al Stilhed overveie Sagen med Gud, Dig selv og Schlegel. Betænk Dig vel.

Min Skyld er, betegnet med et Ord, som jeg ofte brugte »at jeg rev Dig med ud paa Strømmen«, hvad jeg ofte nok bad Dig at tilgive. Din [258]Skyld er, at Du i den sidste Tid efter at jeg havde hævet Forlovelsen og bedet om Din Tilgivelse lidenskabelig fortvivlet Intet kunde ell. Intet vilde forstaae, og tvang mig til at bruge Grusomhed, hvad dog maaskee var grusomst mod mig selv. Imidlertid er min Skyld saa stor, at Din sammenlignet dermed er ingen.

Da Du ikke kunde blive min, var det mit eneste Ønske, at Du skulde gifte Dig og med Schlegel. Det har Du gjort: tak, o tak derfor.

Hvad Du i Afskedens Øieblik bad »at jeg stundom vilde mindes Dig« det har jeg redeligt holdt vistnok efter en langt større Maale[1v]stok end Du nogensinde har tænkt.

Da jeg blev forlovet med Dig, var jeg allerede som en Olding jeg er ikke blevet yngre. Det er der maaskee Ingen der forstaaer, som Du gjør det. Det beroer nu paa, om Du kan gjøre dette forstaaeligt for Schlegel.

Men tale til Dig vil jeg, som sagt, ikke, førend jeg først har skrevet; thi Du skal have Ro og Stilhed.

Vil Du hellere skriftligt tale med mig, saa er jeg ogsaa villig dertil. Er der Noget, Du kunde ønske, Noget som Du mener vilde forskjønne Dit Liv – naar det da, efter mit Begreb er Dig tjenligt – o, tilgiv, at jeg taler saaledes, jeg er jo dog den Ældste – og naar det da staaer i min Magt: vær forvisset jeg vil prise mig lykkelig ved at opfylde det.

Din Faders Død har gjort et stærkt Indtryk paa mig; noget Andet, jeg ogsaa har for Øie, har virket afgjørende: og jeg har besluttet mig til at gjøre, hvad jeg saa gjerne har villet, men af Omsorg for Dig ikke har turdet, hvad jeg egl. ikke havde troet vilde være sket før i min Dødsstund. Dog der kunde jo ogsaa være noget dadelværdigt Grusomt i saa længe at forholde Dig, hvad dog muligt vil glæde Dig.

I ethvert Fald vil Du, for en bedre Verdens Skyld, erindre, at jeg nu ogsaa har gjort dette Skridt, medens Du – vistnok aldeles uden at vide hvad Du gjorde – ved mod mig at bruge en religieus Besværgelse (uden at binde Dig selv) har forvirret Tilværelsen efter en Maalestok, saa der rigelig kunde behøves en Gigant, for at bringe paa det Punkt lidt Mening tilveie. Af den Grund agter jeg ogsaa, hvis Du ønsker at tale med mig, ret alvorligt at sætte Dig i Rette, thi Du har dog engang ved Din Lidenskabelighed overskredet en vis Grændse.