Brev 159.4
[1r]Kunde Du ønske det, vilde det være Dig kjert at tale med mig: jeg ønsker det ogsaa, naar Du da oprigtigt for Gud har prøvet Dig selv, at Du tør det, og naar Du da er i den fuldkomneste Forstaaelse med Schlegel desangaaende.
Jeg har ikke villet tale til Dig; thi jeg har hvor uskyldig jeg end er maaskee dog engang overvældet Dig. Jeg skal vel vogte mig anden Gang. Derfor skriver jeg. Du kan nu i al Stilhed overveie Sagen med Gud, Dig selv og Schlegel. Betænk Dig vel.
Min Skyld er, betegnet med et Ord, som jeg ofte brugte »at jeg rev Dig med ud paa Strømmen«, hvad jeg ofte nok bad Dig at tilgive. Din [258]Skyld er, at Du i den sidste Tid efter at jeg havde hævet Forlovelsen og bedet om Din Tilgivelse lidenskabelig fortvivlet Intet kunde ell. Intet vilde forstaae, og tvang mig til at bruge Grusomhed, hvad dog maaskee var grusomst mod mig selv. Imidlertid er min Skyld saa stor, at Din sammenlignet dermed er ingen.
Da Du ikke kunde blive min, var det mit eneste Ønske, at Du skulde gifte Dig og med Schlegel. Det har Du gjort: tak, o tak derfor.
Hvad Du i Afskedens Øieblik bad »at jeg stundom vilde mindes Dig« det har jeg redeligt holdt vistnok efter en langt større Maale[1v]stok end Du nogensinde har tænkt.
Da jeg blev forlovet med Dig, var jeg allerede som en Olding jeg er ikke blevet yngre. Det er der maaskee Ingen der forstaaer, som Du gjør det. Det beroer nu paa, om Du kan gjøre dette forstaaeligt for Schlegel.
Men tale til Dig vil jeg, som sagt, ikke, førend jeg først har skrevet; thi Du skal have Ro og Stilhed.
Vil Du hellere skriftligt tale med mig, saa er jeg ogsaa villig dertil. Er der Noget, Du kunde ønske, Noget som Du mener vilde forskjønne Dit Liv – naar det da, efter mit Begreb er Dig tjenligt – o, tilgiv, at jeg taler saaledes, jeg er jo dog den Ældste – og naar det da staaer i min Magt: vær forvisset jeg vil prise mig lykkelig ved at opfylde det.
Din Faders Død har gjort et stærkt Indtryk paa mig; noget Andet, jeg ogsaa har for Øie, har virket afgjørende: og jeg har besluttet mig til at gjøre, hvad jeg saa gjerne har villet, men af Omsorg for Dig ikke har turdet, hvad jeg egl. ikke havde troet vilde være sket før i min Dødsstund. Dog der kunde jo ogsaa være noget dadelværdigt Grusomt i saa længe at forholde Dig, hvad dog muligt vil glæde Dig.
I ethvert Fald vil Du, for en bedre Verdens Skyld, erindre, at jeg nu ogsaa har gjort dette Skridt, medens Du – vistnok aldeles uden at vide hvad Du gjorde – ved mod mig at bruge en religieus Besværgelse (uden at binde Dig selv) har forvirret Tilværelsen efter en Maalestok, saa der rigelig kunde behøves en Gigant, for at bringe paa det Punkt lidt Mening tilveie. Af den Grund agter jeg ogsaa, hvis Du ønsker at tale med mig, ret alvorligt at sætte Dig i Rette, thi Du har dog engang ved Din Lidenskabelighed overskredet en vis Grændse.
Tegnforklaring
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Schlegel
- Brev 159 · 19. november 1849
Han skriver til ægtemanden først: her er et brev til Deres kone, afgør selv, om hun skal have det. Indeni byder han Regine forligelse »anden Gang« – skriftligt, fordi hans personlighed engang har virket alt for stærkt.
- Brev 159.1 · november 1849
Udkastet, hvor brevet endnu er ved at blive til: taksigelsen skrives om igen og igen – »Du min Læremester« – og til sidst noterer han, hvilke punktummer der skal med, og hvad der falder ud.
- Brev 159.2 · november 1849
Til Regines mand beder Kierkegaard om samtykke til at give hende forklaringen på forholdet, og betinger sig, at intet brev går frem uden at Schlegel har læst det. Arbejdsdelingen er klar: han vil selv »sørge for hendes Udødelighed«.
- Brev 159.3 · november 1849
Kladden til et følgebrev: om modtageren vil åbne det indlagte brev, er helt op til ham selv – »jeg tilskynder Dem ikke« – og han skal betænke sagen alene, før han taler med den pige, Kierkegaard engang var forlovet med.
- Brev 159.4 · november 1849 ← dette brev
Til Regine selv gør han regnskabet op: hans skyld er, at han »rev Dig med ud paa Strømmen«, og målt mod den er hendes ingen. Hendes fars død har fået ham til at bryde tavsheden.
- Brev 159.5 · november 1849
At han var grusom, er sandt; at hun har lidt ubeskriveligt, forstår han; at han selv har lidt mest, ved han. Ægteskabet har fæstnet sig, og så tør han endelig: »Nu vover jeg det.«
- Brev 159.6 · november 1849
Faderens død har »omstemt og bestemmet« ham: han byder hende forligelse anden gang, og skriftligt, for ikke at overvælde hende. Efterskriften siger tørt, at han egentlig havde ventet, at hun gjorde det første skridt.
- Brev 159.7 · november 1849
Næsten det samme brev en gang til, nu med en tilføjelse: han har holdt, hvad hun bad om ved afskeden, »at jeg stundom vilde mindes Dig«. Resten står ord for ord – grusomheden, tavsheden, tilbuddet om forligelse.
- Brev 159.8 · november 1849
Afskriften af det, der faktisk blev sendt den 19. november 1849 – og af svaret: »en moraliserende Indignations-Skrivelse« fra manden, og brevet til hende uåbnet retur.
- Brev 159.9 · november 1849
Hvilken dato han hævede forlovelsen, husker han ikke; holdepunkterne har han måttet læse sig til i Fædrelandet. Den hvide Dame gik i teatret den aften, Mynster prædikede den 17., det første brev fra Berlin er af 31. oktober.
- Brev 160 · november 1849
En kort viljeserklæring på et stykke papir: efter hans død skal skrifterne tilegnes hende og hans afdøde far. »Hun skal tilhøre Historien.«