Brev 159.2
[1r]Forunderligt i en vis Forstand, hvad jeg paa en Maade oplever med denne Pige. Da vi i sin Tid skiltes ad, var jeg dog nok, hvad jeg uforandret er, den Eneste, der eiede og eier Forklaringen af mit Forhold; jeg var den Eneste, der forstod at vurdere Pigens Værd; jeg var den Eneste, der overskuede Forholdet; den Eneste, der anede, at det vilde skee, som nu er skeet, hvad jeg tidt nok antydede. Og dog, den Gang var jeg »en Skurk, en nedrig Skurk« o:s:v: – »hun vilde tage sin Død over Adskillelsen«. Og nu, nu er hun længst lykkeligt gift – og jeg aldeles uforandret.
Imidlertid, Pigen havde et ganske ualmndl. Værd; jeg har i een Forstand total Uret og Skyld mod hende; høist uskyldig har hun lidt meget, saare meget for min Skyld: nu, saa vil jeg ogsaa – naturligviis kun med Deres Samtykke – gjøre Eet for hende, det Sidste, det Eneste – og naturligviis hvis hun selv ønsker det. Jeg kan, desto værre kun altfor let, give hende Forklaringen af hendes Forhold til mig, en Forklaring, der vil forskjønne hende hendes Forhold til Dem, jeg kan give hende en [253]Forestilling om den Betydning, der tilkommer hende, og som vil vedvare og mindes efter hendes Død.
En ung Pige kan for den Sags Skyld være Elskeligheden selv, derhos i høi Grad begavet, – og dog gribe feil, naar hun føres ud i saa rædsomme Afgjørelser, ak som de, i hvilke hun maatte føres ved min Haand. Hendes Forhold til mig i den sidste Tid af Forlovelsen var et saadant Misgreb, uden at hun dog væsentligen tabte noget i sin Elskelighed, skjøndt hun næsten, uden at forstaae det, arbeidede derpaa. – Naar saa nogen Tid er gaaet, og den samme Pige har faaet Tid til at samle sig, kan hun, ved hvad hun derpaa gjør (ved at forlove, saa gifte sig og just med Den og Den) vise, at hun ikke blot er den Elskelige og begavet, men tillige i høi Grad en fornuftig Pige; og hun kan saa ved det samme Skridt sikkre sig den anden Parts bestandige Taknemlighed. Dette er »hendes« Tilfælde i Forhold til mig ved at forenes med Dem. – Naar saa et saadant Ægteskab har faaet Tid til at consolidere sig behørig, naar een og anden ydre Vanskelighed forresten er fjernet: saa kan det være Øieblikket, da det er Pligt – den kjereste – at lade Pigen forstaae, hendes Betydning, en Rigdom af en anden Art, der redeligt – af »Skurken« – er sammensparet for hende thi Eftertrykket af hele min Forfatter-Tilværelse skal falde og absolut falde paa hende: af Sorg over at maatte gjøre hende ulykkelig blev jeg Forfatter, af Sorg over at maatte gjøre hende ulykkelig har jeg som Forf. elsket næsten overmenneskelige Anstrængelser, og i Sandhedens Tjeneste søgt Farer, som Alle flye. Ordentligviis vil en Kone være i det Tilfælde, at der kun indenfor hendes Ægteskab kan være Forskjellen mellem Dagligkjolen, som bruges til daglig Brug, og Høitidsdragten ved de enkelte høitidelige Leiligheder: denne overordentlige Pige vil deri være forskjellig fra det Almindelige, at hun foruden sit Ægteskabs Dagligkjole eier en kostbarere Pynt, Navnkundighedens og den historiske Betydnings Høitidsdragt, hvilket jeg Alt har i Beredskab for hende til efter hendes Død, med mindre Pigens Hjerte, maaskee til lidt Opreisning for saa mangen Krænkelse, ønsker strax at iføres den; thi det lader sig gjøre strax. – Naar saa Meddelelsen, der vil indeholde Forklaringen af mit Forhold til hende og hendes Betydning, er skeet, saa vil jeg bede hende at gjøre Sit for at glemme mig, og for ganske at kunne tilhøre Dem, forskjønnende Deres [254]Liv. Hvad jeg oprindelig har lovet hende, og hidtil redelig holdt, om end forskjelligt alt i Forhold til som Omsorgen for hendes fremtidige Vel krævede det, det skal jeg fremdeles holde hende: at tænke paa hende. Dermed vil fra den Tid af Leiligheden til at faae mig at see saa godt som ganske blive hende negtet. Gud velsigne hende! I dette Liv vil hun tilhøre Dem; i Historien vil hun gaae ved min Side; i Evigheden vil det jo ikke kunne forstyrre Dem, at hun ogsaa elsker mig, der allerede den Dag jeg forlovedes med hende, var en Olding og 1000 Aar for gammel til egentligen at kunne elske en Pige, hvad jeg forinden burde have forstaaet, og hvad jeg nu kun altfor ypperligt forstaaer, nu den Sag længst har gjort mig endnu et Par tusind Aar ældre.
Svar nu: samtykker De deri; svar nu: [1v] ønsker hun det. Hvis saa, var det vel bedst, at det skete skriftligt.
Og at jeg intimerer skriftligt er fordi jeg ønskede at give baade Dem og hende fuld Ro og Upaavirkethed. Min desto værre altfor marquerede personlige Nærværelse, kunde muligen paa den ene Maade ell. paa den anden Maade forstyrre baade Dem og hende, bevæge til Noget, som dog ikke ønskes, ell. afholde fra Noget, som dog maaskee ønskes. Derfor har jeg heller ikke til personlig Tilnærmelse benyttet Leiligheden, der rigeligt har tilbudt sig, maaskee været tilbudt.
[3r]Altsaa. Er det Deres Mening, at det kunde glæde hende; Er det Deres Mening, at det kan være hende tjenligt; mener De, at det kunde bidrage til at forskjønne Deres ægteskabelige Samliv, om hun fik en mildere ɔ: i en anden Forstand en strengere Forklaring af sit Forhold til mig: saa er jeg nu ikke utilbøielig til at gjøre, hvad jeg kun altfor let kan gjøre.
Hvis Deres Svar herpaa er nei, saa er jo dermed den Sag afgjort.
Svarer De ja, saa maa jeg forud gjøre et Par Betingelser, for det Tilfældes Skyld at De ikke selv skulde finde Dem foranlediget dertil. Skal Udvexlingen mellem os skee skriftligt, da betinger jeg mig, at intet Brev fra mig kommer hende tilhænde, uden at være læst af Dem; ligesom jeg intet Brev fra hende vil læse, med mindre det har Deres Paategning, at være læst af Dem. Skal Udvexlingen skee mundtligt, da betinger jeg mig, at De er tilstede ved enhver Samtale.
[255]Maaskee – hvo veed det! – maaskee bliver dette den første, den sidste Gang jeg saaledes kommer til at underholde mig med Dem, jeg benytter derfor denne Leilighed til at bevidne Dem min særdeles Høiagtelse; Jeg er paa en Maade i Gjeld til Dem; den Lykke der forenede Dem med hende, denne Deres Lykke var mod mig en sand Velgjerning – jeg har saa meget desto mere Grund til at undertegne mig
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- rettet af udgiverne
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
Schlegel
- Brev 159 · 19. november 1849
Han skriver til ægtemanden først: her er et brev til Deres kone, afgør selv, om hun skal have det. Indeni byder han Regine forligelse »anden Gang« – skriftligt, fordi hans personlighed engang har virket alt for stærkt.
- Brev 159.1 · november 1849
Udkastet, hvor brevet endnu er ved at blive til: taksigelsen skrives om igen og igen – »Du min Læremester« – og til sidst noterer han, hvilke punktummer der skal med, og hvad der falder ud.
- Brev 159.2 · november 1849 ← dette brev
Til Regines mand beder Kierkegaard om samtykke til at give hende forklaringen på forholdet, og betinger sig, at intet brev går frem uden at Schlegel har læst det. Arbejdsdelingen er klar: han vil selv »sørge for hendes Udødelighed«.
- Brev 159.3 · november 1849
Kladden til et følgebrev: om modtageren vil åbne det indlagte brev, er helt op til ham selv – »jeg tilskynder Dem ikke« – og han skal betænke sagen alene, før han taler med den pige, Kierkegaard engang var forlovet med.
- Brev 159.4 · november 1849
Til Regine selv gør han regnskabet op: hans skyld er, at han »rev Dig med ud paa Strømmen«, og målt mod den er hendes ingen. Hendes fars død har fået ham til at bryde tavsheden.
- Brev 159.5 · november 1849
At han var grusom, er sandt; at hun har lidt ubeskriveligt, forstår han; at han selv har lidt mest, ved han. Ægteskabet har fæstnet sig, og så tør han endelig: »Nu vover jeg det.«
- Brev 159.6 · november 1849
Faderens død har »omstemt og bestemmet« ham: han byder hende forligelse anden gang, og skriftligt, for ikke at overvælde hende. Efterskriften siger tørt, at han egentlig havde ventet, at hun gjorde det første skridt.
- Brev 159.7 · november 1849
Næsten det samme brev en gang til, nu med en tilføjelse: han har holdt, hvad hun bad om ved afskeden, »at jeg stundom vilde mindes Dig«. Resten står ord for ord – grusomheden, tavsheden, tilbuddet om forligelse.
- Brev 159.8 · november 1849
Afskriften af det, der faktisk blev sendt den 19. november 1849 – og af svaret: »en moraliserende Indignations-Skrivelse« fra manden, og brevet til hende uåbnet retur.
- Brev 159.9 · november 1849
Hvilken dato han hævede forlovelsen, husker han ikke; holdepunkterne har han måttet læse sig til i Fædrelandet. Den hvide Dame gik i teatret den aften, Mynster prædikede den 17., det første brev fra Berlin er af 31. oktober.
- Brev 160 · november 1849
En kort viljeserklæring på et stykke papir: efter hans død skal skrifterne tilegnes hende og hans afdøde far. »Hun skal tilhøre Historien.«