Brev 158

En typografisk kærlighedserklæring: stregen under »Vor egen lille Regine« er en besked til sætteren om at spatiere ordene, og Kierkegaard vil trække dem så langt ud, at sætteren formodentlig aldrig kommer til at sætte mere i sit liv.

Om øjet, der læser, hvad øjenlåget skriver – men kun på nær afstand; tanken derimod er »en Piil fra den spændte Bue«. Med følger en hieroglyf, som nogen vil kalde en rosenkrans, der føres led for led gennem hånden, mens navnet nævnes.

Til en tegning af Knippelsbro: manden med kikkerten er ham selv, og det yderste glas er spejlglas, så kikkerten i de rette hænder bliver »en guddommelig Telegraph« og i alle andres et unyttigt møbel.

Regine har fortalt om flasken liljekonval, hun fik af sin far til konfirmationen. Han hørte det godt, men lod planen ligge skjult, til flasken kunne komme netop som hun skal ud ad døren: »stands et Øieblik blot et Øieblik«.

For tre uger siden ventede hun et brev og fik ingen; i dag venter hun besøg og ikke brev – så gør han begge dele. Hver gang hun gentager, at hun elsker ham mest, når han er bedrøvet, hører han »ikke længere Lænkernes Raslen«.

Nogle få linjer om vinteren, der kom: han knuger blomsterne fast for at redde dem, og de dør, men en dråbe bliver tilbage. Nedenunder en besked til »Ringens Aand« om at bringe brevet hurtigt den lange vej.

Kierkegaard har læst Platon om kærligheden, men vil holde sin egen lovtale: kærligheden er »hurtigere end sig selv«. Efterskriften beder hende glemme alt det mellemliggende og blot læse overskriften og underskriften – de kan både dysse og vække.

Det er vinter, og derfor netop tid til at tænke på sommer: en køretur gennem skoven, og bagefter en løvhytte, som erindringen helliger, for naturen selv er »uden Fortid«. Tegningen af hytten følger med – man bruger unge, friske skud, ikke tørre pinde.

Brevet har med vilje ingen dato – følelsen hører ikke til nogen bestemt time, og det kan derfor læses når som helst, »endog om Natten«. Før var sorgen og vemodet hans rejsefæller til Fredensborg; nu er selskabet mindre: erindringen derud, længslen hjem.

Det er lørdag, og han kommer ikke. I stedet et lille billede af en gammel kone, der læser højt – og en tilståelse: han har beholdt hendes strikketøj, det ligger ved siden af ham i sofaen, mens han selv læser højt.

En kort seddel midt på dagen: når det stundom ser ud, som om han unddrager sig, er det ikke, fordi han elsker mindre, men fordi han i visse øjeblikke må være alene. Horisonten udvider sig uendeligt og har »en eneste Begrændsning«.

Kierkegaard sammenligner sig med en havmand, fordi hans egentlige liv ligger dybt nede i »Sjælens Hemmelighedsfuldhed«. Dernede er mange små, hyggelige værelser, hvor man sidder trygt, mens havet stormer udenom; ét af dem følger med som tegning.

Et billede, hun ejer, er havnet hos ham og længes hjem igen: kvinden på det holder en blomst – rækker hun den, eller har hun fået den? »Det veed ingen Trediemand« – og med brevet følger et halstørklæde, som kun hun skal vide, hun ejer.

Otte tyske verselinjer om, at det, der passer sammen, må finde sammen – og så en kort bemærkning: det er tirsdag, men julen kommer før nytår, og på samme måde kommer det poetiske før det virkelige.

Til bevis for, at æsken ikke bruges til tobak, men som »et slags Tempel-Archiv«, følger et manuskript med en krans og et øje. Erindringen om den ene onsdag gjorde hende ked af det, så han fortæller om en anden.

Et nytårsønske om »Mange Smiil og faae Taarer« – og et lommetørklæde, han har lagt under hendes hovedpude. Som Veronicas linklæde bar Kristi billede, skal hun selv kunne kalde hans frem i dette.

Han forsvarer sin uregelmæssige brevskrivning: friheden er kærlighedens element, og han er ingen »fungerende Kammerjunker«, der fører kærlighedens protokol. Nedenunder står en aftale: går han forbi hendes vindue og ser på sit ur, har han set hende.

Hun har opgivet de højere musikalske studier og får til gengæld en understøttelse til »Musikens Udbredelse i Dagligstuen«. David fordrev Sauls onde lune uden at være stor kunstner – hendes spil skal klare hans mørke sind.

Han læser en vise, hvor kong Wolmer holder op med at friste pigen, og flytter pointen: kongen og »en vis anden Person« er i grunden den samme. Belønningen udebliver, men han var og var dog ikke i stormvejret; han er i den sagte luftning.

Et billede følger med; han ønsker ikke, det skal hænge upåagtet på et ubeboet værelse. Under hilsenen står et lille tysk vers: »Ich dein Du mein«.

Fødselsdagsbrev: manuskriptet, der tvang ham til at gå så præcist, følger med – sammen med et malerapparat og et par stager. Ønsket er, at ingen må »tage Din Glæde fra Dig«, heller ikke han selv.

Han er netop blevet færdig med en anmeldelse til hofprædikant Münter – kragetæer under et sjusket omslag – mens hånden tegner hvert bogstav til hende med omhu. Hun må ikke tro, han skriver, blot fordi pennen er i hånden.

Hele sedlen er en aftale: »Wir haben uns bedacht« – hun skal komme forbi Store Købmagergade nr. 7, når hun går fra musik, så møder han op der.

Efter en formiddag, hvor han har talt alvorligt med hende, sender han et eksemplar af Det Nye Testamente – ikke for at stille sig over hende: han tugter, skriver han, sig selv på samme måde.

Øjeblikket vil ikke begunstige dem, og så vil de erindre i stedet. »Erindringen er mit Element«, og allerede mens han skriver, husker han dagen som noget længst forbigangent – uden smertens brod.

En lang række tak for brevtasken, hun har broderet med perler: »Tak fordi Du kom alene«. Tilbage følger rosen, der visnede under hans hænder, forseglet med hans læber mod papiret – seglet er hendes, men han bevarer det.

Et spørgsmål og ikke mere: tager hun til Ordrup i dag? Han vil kun vide, om han kan træffe hende hjemme.

For et år siden sendte han hende en flaske af den samme essens; nu kommer en ny, svøbt i lag på lag af omslag, som ikke skal rives af i hast – de er selve glæden.

En seddel med et afbud, der ikke er helt et afbud: hun skal ikke vente ham i eftermiddag, for han er forhindret og kommer først til aften.

Hele brevet er et afbud: hun skal ikke vente ham i aften, da han ser sig forhindret i at komme. Hvad der forhindrer ham, står der ikke.

Han ville gerne have lagt noget vellugtende i æsken, men har ikke andet ved hånden end brevet selv – og håber, hun vil være tilfreds med det.