Brev 68
[1r][114]Magister Søren Kierkegaard!
Kiøbenhavn d: 25 Sept. 1850 En Bog til mig! fra hvem? – i Hast For mine rappe Fingre Seglet brast,Fra Anticlimacus? hvad eller fraUdgiveren, den vidtberømte Søren!Jeg havde neppe læst det, førendJeg følte, at jeg maatte Pennen ta'eFor paa Papiret at udgydeDen Tak, som fra mit Hierte steeg,Selv spurgte jeg, snart rød, snart bleg,Hvad mon vel dette kan betyde?Mig, Lægen, den, der ei var friFor lidt uskyldigt Roderiemed alskens Slags Philosophie,Mig sende slig en Bog, hvoriDet kan ei være muligt andetEnd at, – saa christeligt et NavnDen har indprentet paa sin Stavn –Den ofte i det Rige landed,Hvor kun den »dybe Tanke« naaer,Og min, den altfor lette, stille staarVed Grændsen, seer derpaa med Længsel,Men tør ei dreie Døren paa dens Hængsel;Og nu – jeg seer en Mand ved denSom synes mig imødekommeOg sige smilende: »Min Ven!»Der var jo flere Tanketomme,»Som Kysterne besteeg og hvem»Dog dette Rige blev tilsidst et Hiem»Hvormed de siden Intet vilde bytte;»Der er det jo, at Tanker, skiulte før»I Hiernens Millioner Rør,[1v] »Opfostres til – at giøre et Slags Nytte;[115]»Thi kom kun ind! Du dem tillukte troer,»Vist ikke! stol kun paa mit Ord!»Ventilerne – hos Dig vist ikke rustne –»Skal aabnes snart og ere først»Dæmningerne for Alvor brustne»Du selv ei stille kan Din Tørst»Du vil, som jeg, ei kunde hindre Strømmen»Fra, mod Din Villie, at styrte ud«. –Paa denne Tale uden HovedbrudOg uden lang Betænkning, uden RømmenJeg svarer kun: »Maaskee og maaskee ei!»Jeg vil bemærke, hvad Du vel kan vide,»At ham, Du talte til, at netop Jeg,»Som Pegasus tidt prøvede at ride,»Skiøndt Skolen selv jeg aldrig giennemgik,»At jeg, der saa ringe Plads ei fik»Blandt Præsterne i Fru Hygæas Tempel,»At jeg, som bær Minervas Stempel»Paa Fingerringen og foran mit Navn,»Mod Philosopherriget styrede min Stavn»Og seiled rundt om de skyehøie Strande,»Ja! vovede vel ogsaa paa at lande,»Naar Provisionen, som nødvendig var»For dette nys omtalte Par,»Udfordred, at jeg skulde den formere,»Men dybere i Landet ei,»Til Hovedstaden mindst, indslog min Vei,»End mindre turde jeg saa dristig være»Ind i det Allerhelligste at gaae,»Og derfor standsed jeg mit Skridt itide;»Jeg er saa gammel og er dog saa ung»Naar hiint jeg eene bliver, jeg vel vil viide,»At gribe i Philosophiens Pung« –[2r] »Men«! raaber Du, »hvortil vel al den Snak?»Læs i den Bog, hvorfor Du siger Tak![116]»Paa Titlen Philosophens Navn at finde»Er ikke nok til Troen, at derinde»Det sværtforstaaelige skal ha'e Plads,»Min Bog er kun et Pas»Til hvad der eene her i Verden baader,»Og, som kan aabne, dog kun ærligt brugt,»De mange Laase og de stærke Skaader,»Ved hvilke Herren har sin Himmel lukt»For hver, som stolt af Christen Navnet,»Med Læbens Tro til Skalkeskiul,»Ei paa sin Livsvogn standser Syndens Hiul,»Men aldrig har den Christus favnet»Som ved sin Daad, ved sit Exempel»Har paa sin Lære sat et varigt Stempel« –Hvis det er saa! – nu vel! da kan Du tro,At, naar mig Choleraen under Roe,Jeg skal den sorte Guldsnits BogFremtage og da snarlig findeDe Diamanter, som Du fæstede derinde,Og andetsteds mig ofte til sig drog;Endskiøndt – selv iblandt Sandheds VennerDen første, Du ei bliver vred, ifaldJeg følger her mit indre Sandheds Kald –Endskiønt jeg i Indfatningen gienkienderPhilosophens ultrakunstneriske Haand,Som til at fattes, fordrer tidt en AandI Mængdens Hierner vanskelig at findeMin Tak imidlertid – modtag igien!Din Skat jeg stiller ikke henImellem de profane Bøger,Som i en Doctor-Hylde staae;En bedre Plads for den jeg søger,Hvor ind og ud den tidt vil gaae,I Fruens Bogskab; der den finde vilEi mindre Frøknen, som alt længe til[117]De »Kiærlighedens Giærninger« har lyttet,Som af Din rige Tanke var Udbyttet.[2v]En mundtlig Hilsen har jeg stundom bragtTil Dig fra Julie, fra den CousineSom efter Dine og vel ogsaa efter mineAnskuelser – dog mellem os kun sagt –Blandt Qvinderne i hele SlægtenHar faaet meest af Aande Vægten.Jeg hende nylig, sidst i Ugen saae,Og da mit Øie just faldt paaEn Bog af Dig, som der opslaaet laae,Hun sagde: »jeg vil ei undlade»At vise Dem et Par af disse Blade!«Taarnhøie, skummende og uden DæmningDer Dine Tankers Bølger gik,Paa deres Grændser jeg ei Øie fik,De satte mig omtrent i samme StemningSom, naar – det selv Du giette maa.Thi nu – nu gaar min Pen istaa.Hvis den formeget skrev, for hurtigt løb,Da er ei Skylden min, – nei, i mit SvøbOg derfra i mig selv indsmutted,Maaskee kun af en Dæmon puttetEt Vist, jeg veed ei hvad, Qvæksølv maaskeeSom er at høre, er at seeI alt, hvad jeg mig foretager,Og hvoraf Nytte mindst jeg drager.Og nu et Raad, saa ærligt meentSom det vist neppe komme kan forseent,Skiøndt Vanen har Dig lagt i Lænker,Du, som dem smeddet selv, forstaaerVel og, hvordan Du løst dem faaer,Du giætter vel, hvad jeg med dette tænker!Lad Lykketræffet ikke blotVed Gade-møder Dig det Selskab bringe,[118]Som Du anseer for klogt og godt,Stræb kiæk Din Vane at betvingeOg – Dit Princip! søg, hvad Du nu kun slumper til!Besøg de Mange, som saa høit Dig skatte!Og troe mig overalt man vilNærværelsen af Dig indfatteI Mindets Ramme, bag ved Glædens Glas;Men finder Du mit Raad tilpas,Og vil forsøge det at følge,Saa lad ei blot Din Tankes BølgeMen ogsaa Dig skinbarlig selv engangHenlægge Veien til Din Oluf Bang
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
O.L. Bang
- Brev 67 · 28. december 1849
Oluf Bang inviterer til middag i morgen klokken halv fem – fruen, datteren, en fætterske og hendes fætter. Indledningen er en af de utallige beundrerinder, teksten er invitationen, og som læge kan han forsikre, at den er »aldeles uskadelig«.
- Brev 68 · 25. september 1850 ← dette brev
Oluf Bang takker på vers. Lægen tør ikke gå ind i filosofiens allerhelligste, men vil tage »den sorte Guldsnits Bog« frem, når koleraen giver ham ro – og den stilles i fruens bogskab, ikke hos doktorbøgerne.
- Brev 69 · 17. august 1851
To skåle af ravnsort marmor med gylden kant står på skrivebordet, og hver ret er præget »Kirkegaard«. Oluf Bang takker på vers for vildtet og frugten i spiritus og skammer sig over den tynde suppe med rosiner, han selv havde sendt.