Brev 60

Saaledes lægger en Fader af og til Noget hen, som er bestemt for Barnet; ogsaa siger han stundom til Barnet, at han har gjort det. Tiden gaaer saa hen; Barnet troer stadigen, at det er som Faderen har sagt, om det end en enkelt Gang tænker: Gud veed om han ikke skulde have glemt det. Derpaa kommer Øieblikket; Faderen overrasker Barnet med Gaven, og det bliver nu bekræftet, at han har gjort, som han har sagt. Endeligen finder da Faderen sig foranlediget og forpligtet til at tilføie: Du veed endnu ikke ret at vurdere eller bruge Gaven, men den Tid vil nok komme. – Saaledes kunde De, kjære Hr Etatsraad, med Sandhedens gode Grund til den hos mig opsparede Gave, med hvilken De idag faderligt overraskede mig, tilføie – eller vil De det ikke, nu saa vil jeg tilføie, at jeg destoværre endnu ikke veed ret at vurdere eller bruge den. Ak, ak men naar skulde overhovedet for mig den Tid komme! Lige overfor en saadan Erudition, en saadan Videns Rigdom og et saadant Herredømme over det talløs Mangfoldige, føler jeg mig saa eenfoldig og fattig og overvældet, at det næsten er mig som kunde vi ikke forstaae hinanden, saa den egentlige Forstaaelse, til hvilken jeg ogsaa derfor knytter mig kun desto fastere, bliver mig mellem den Hengivenhed, hvilken jeg sandeligen veed at vurdere, og, som jeg haaber, at bruge uden at [106]overbruge, den »Hengivenhed«, med hvilken De sendte Gaven, og den min Hengivenhed, med hvilken jeg takker; den min Hengivenhed, der jo vistnok lader et Misforhold tilbage, men ingen Misforstaaelse, da jeg forstaaer Misforholdet, at den første Hengivenhed er [1v] for stor en Gjenstand til, at al min Hengivenhed, som et Lige for Lige, kunde vexle den; den min Hengivenhed, i hvilken jeg, takkende, forbliver