Brev 235

I »Fædrelandet« for igaar finder jeg en sand og fortræffelig Bemærkning udtalt i tydelige og klare, særdeles vel valgte Ord, hvilke jeg her nedskriver: »Det var at ønske, at det vil blive godt Veir saa længe Skandinaverne ere samlede«. Ypperligt sagt! Men hvad der saaledes fra et ophøiet og overskuende Synspunkt, udtalt i Forhold til et storartet folkeligt eller tre-folkeligt Foretagende (et folkeligt Sig-Trende-Mænde1.) er saa saare betydningsfuldt, det har i mindre Forhold dog den samme [357]Sandhed. »Det var at ønske, at det blev godt Veier, naar jeg vil kjøre en Tour i Landet«. At dette virkeligen var at ønske, maatte jeg sande paa min sidste Expeditions første Halvdeel. Ilde medtagen af en skammelig kold Blæst ankom jeg til Lyngby (De erindrer selv, hvor forkommen jeg saae ud, hvorimod rigtignok Deres Kone fandt at jeg var bleven feed – formodentlig af den Tour) o, men da jeg ankom til Hirscholm ... og da jeg saa ankom til !! Dog nu er det bag efter; og det er ogsaa bag efter, at jeg nu betænker, at jeg dog vistnok egentligen burde have drukket den Kaffee, som Deres Kone med eventyrlig Hastighed var saa god at skaffe til Veie. Men naar man bagefter betænker, at man ikke har gjort Noget, som man burde have gjort, saa fortryder man jo: altsaa jeg fortryder, at jeg ikke drak Kaffeen. Det er ikke langtfra, at det gaaer mig som Hermann v. Bremenfeldt, der har styret sig indtil hans Kone er gaaet, men saa dog maa afsted efter hende: var der ikke Hindringer, saa var jeg formodentligen kommen idag for at drikke Kaffeen. Men straffet blev jeg, ved [1v] ikke at drikke den; hvorfor jeg haaber, at Deres Kone har tilgivet mig, hvad jeg er forvisset om – i Kraft af følgende Syllogisme. Solen er gaaet ned siden i Løverdags – er der Nogen, som vil negte det? Nei. Deres Kone lader aldrig Solen gaae ned over sin Vrede: ergo. Imidlertid var mit Hastværk dog let at forklare. Thi naar man Kl. 7 Aften skal være i Kiøbh. og man Kl. 9¼ endnu er i Lyngby paa Udveien: saa er der ikke mange Øieblikke at give bort.

Dog nok herom; jeg gjentager blot, »at det virkeligen var at ønske, at det vilde blive godt Veier, naar jeg« o: s: v: – og gid det saa maa blive godt Veier saa længe Skandinaverne trende-mænde-sig her i Kiøbhn. Jeg forudseer nemlig at det vil blive meget anstrengende for Deeltagerne, hvis ikke disse Tiders Piinagtighed, eller hvad det var jeg vilde sige disse Tiders Lyksalighed forkortes. Blot saadan een Søndag at skulle være uafbrudt følsom, patriotisk-følsom og »trende-mændet«: kan godt behøve Veierligets Begunstigelse. Men nu at skulle være det otte Dage i Træk, for ikke at tale om to Dage endnu til at trække paa en Excursion. Følelsen er som bekjendt, noget meget delicat Noget. Det er med Følelsen som med Grøn-Sager. Vilde det være til at undgaae, hvis man otte Dage i Træk bestandigt skulde holde Spinat paa Kog ell. over Ilden, vilde det være til at undgaae, at denne Spinat tilsidst blev lidt svirret. Dog hvad siger jeg »tilsidst – lidt svirret«, nei Spinaten vilde upaa[358]tvivleligt temmelig tidligt blive meget svirret. Jeg begriber ikke, hvorfra man vil faae Vendinger nok. Antaget, at Adskillige allerede i længere Tid have lavet Vendinger, Vendinger som kan staae sig, superbe Vendinger, der skjøndt gamle dog knase [2r] mellem Tænderne ligesom Skibs-Tvebakker, antaget, at man saaledes vel forsynet med Vendinger for Skovtouren er tagen i Skoven, antaget, at een og anden Vending gaaer med, som kun bruges ved en snever Vending: jeg begriber alligevel ikke hvad det skal forslaae. Og derimod begriber jeg det ypperligt, at det maa være piinagtigt (især i daarligt Veier) at vride og vende sig uden at kunne finde en Vending; thi ligesaa uskateerlig som en god Vending er, naar man ved Hjælp af den let kommer ind i Noget ell. behændigt ud af Noget, lige saa kjedsommeligt er det, om en Vending ideligt vender tilbage.

Netop for ikke længe siden har jeg i Literaturen iagttaget et Tilfælde af »en mærkelig Mangel paa Vendinger« (ad modum »en mærkelig Mangel paa Urtekræmmere«). De veed, at der i den sidste Tid er udkommet en stor Mængde Prædikener og opbyggelige Skrifter. Saa længe nu Alt gaaer sin naturlige Gang, saa der snart udkommer et æsthetisk Skrift snart et philosophisk, saa et naturhistorisk o: s: v:: saa bliver man ikke opmærksom. Dhr. Critici og Recensenter har, ligesom Urtekræmmere een Skuffe med Allehaande, en anden med Rosiner o: s: v: – men kun lidt i hver. See, nu kommer det for en Dag: naar der i saa lang Tid skal bruges af een Skuffe saa mærker man »en mærkelig Mangel paa Vendinger«. Saaledes gik det den berlingske Tidende. Een Aften anmeldte den et opbyggeligt Skrift saaledes: det udmærker sig ved den dybe og klare Alvor«. Godt! Men næste Aften anmeldes et nyt opbyggeligt Skrift saaledes: det udmærker sig ved den dybe og alvorlige Klarhed«. Og tredie Aften: »det udmærker sig ved den alvorlige og klare Dybde«. Aftenbladet gik endog i [2v] sin Forlegenhed paa Vendinger saa vidt, at det anmeldte en Prædikensamling med disse Ord: »Dette Skrift udmærker sig ved Dybde og Alvor blandet med Klarhed«. Vidunderlige Blanding! Det er noget uklart, hvad den ærede Recensent har tænkt sig ved »blandet med Klarhed«; thi hvad der er blandet med Klarhed er eo ipso uklart, og Klarhed vel fremfor Alt den Egenskab, som ikke kan være Blandingsværk.

Paa Papiret gaaer det end da ganske flinkt for mig: gid jeg dog havde [359]en anden Art legemlige Kræfter end jeg har – thi til at holde ud med min Aands-Arbeiden er mit Legeme en ypperlig Las; men til at præsentere mig for en Majestæt egner det sig ikke. Havde jeg blot legemlige Kræfter af en anden Art: jeg skulde endnu imorgen gjøre Alvor af det. Men Ulykken er, at Forberedelserne dertil overgaae mine Kræfter. Jeg kan kun altfor vel sætte mig ind i, at Kongen, hvis han overhovedet i noget Secund kommer til at tænke paa min Ubetydelighed, maa finde det betydeligt besynderligt, at jeg ikke benytter mig af hans Naade. Naar et kronet Hoved ikke blot allernaadigst tillader, men af sig selv ret egentligen velvilligst betyder en stakkels Magister, at det vil være Kongen kjært at see ham, gjentagent indskærper det (hvad han, jeg havde nær sagt desto værre for mig gjorde) saa er det for Satan ikke mere end en saadan Magisters forbandede Skyldighed o: s: v:. Og dette er mig, og Den, der ikke er kommen det er ogsaa mig.

Den hele Sag bedrøver mig virkeligen; thi der [3r] falder en aldeles forkeert Belysning over mig, medens jeg naturligviis ikke kan forlange, at en Konge skal have Tid til at opfatte en enkelt Undersaats Individualitet. Dersom jeg kunde skrive Kongen til – det var Noget for mig. Men Ulykken er, det er ikke Noget for ham, thi hvor skal han faae Tid til at læse Sligt. Jeg er, som hvis en Husmoder vidste hun kunde lave den kosteligste Pandekage men hun havde ingen Talerken til at bære den frem paa: min Aand er god nok, men jeg mangler Legemets Talerken.

Og derfor beder jeg Dem om Eet, hvis Kongen igjen taler til Dem om mig, saa benyt endeligen Øieblikket til i en Hast at kaste et Lys over, at det er en Art legemlig Svaghed, der gjør mig det saa vanskeligt. Imod alle andre Mennesker bruger jeg min Særhed, lad dem have den; men en Konge, især en Konge, der har behandlet mig saaledes, hverken kunde ell vilde jeg byde Sligt. Husk derfor endeligen paa det med Talerkenen – at det ikke ender med, at jeg faaer en Unaade som man siger paa min Talerken – hvad jeg dog vistnok mindst af Alle havde fortjent