Brev 173
| [1r]Min kjære Carl! | 20 Januar 1847. |
Hvis Du tænker, tænker Du maaskee som saa: Onkel Søren har saa meget at tænke paa, forsaavidt er det da intet Under at han kan glemme Noget, men dog er det underligt af ham, altid just at glemme min Fødselsdag, eller glemme min Confirmations-Dag naar han dog saa nøiagtigt kan erindre de Andres.
Seer Du vel, min kjære Carl, denne Slutning er ganske urigtig, den: fra mine mange Beskæftigelser til at glemme Din Confirmations-Dag ell. Geburtsdag. Det er lige omvendt. Jeg har tvertimod oftere tænkt paa disse Dage end paa de Andres Fødselsdage tilsammen. Sagen er denne. Da Tiden til Confirmationsdag nærmede sig, gik jeg om for at see efter en lille Foræring. Da traf jeg hos en Kunsthandler en Skriverpult, der forekom mig saa nydelig, at det i samme Øieblik var mig klart, at det maatte være Præsenten. Aber, den var dyr. Hvad gjorde jeg saa? Saa lod jeg den Fugl fare, men ingenlunde for at glemme den Sag. Jeg tænkte tvertimod: lad der nu tillige gaae nogen Tid til, saa kan jeg omtrent, uden at gjøre nogen paafaldende [1v] Forskjel i Forhold til de Andre, tilstille Carl den for ham bestemte Gave.
Den følger hermed. Du vil see, at jeg dog egentligen ikke kan siges at have glemt Dig; ja, jeg har mangen Gang holdt lidt Øie med Skriverpulten, at den ikke skulde komme bort. Og dersom ikke Fortalen til Enten – Eller var ældre saa vilde jeg næsten tro at Victor Eremita havde benyttet dette Motiv; thi der taler han just om, hvorledes han hver Dag [285]gik forbi en Marchandiser hos hvem der stod en Secretair, som havde gjort et dybt Indtryk paa ham, indtil han kjøbte Secretairen, der for ham blev saa vigtig.
Ogsaa ønskede jeg at Du skulde lære noget af dette Tilfælde, thi der er dog Noget at lære. Du kan nemlig lære, og dette vil Livet engang bekræfte Dig, at de fleste Mennesker ere saaledes, at de, naar de synes at have glemt Noget, saa have de ogsaa glemt det, medens der saa [2r] igjen er Andre, der mere snaksomme just derfor ikke egentligen kan siges at tænke paa Andre. Men stundom kan der være et Msk., der kan see saa glemsom ud, og dog i sit stille Sind netop være Den, der omhyggeligt erindrer – som nu jeg erindrer min yngste Neveu
Og derfor modtag nu min kjære Carl hvad der længere Tid har været Dig bestemt i et Par Aar (thi jeg husker det nok, at de forsømte Geburtsdage gik forud for Confirmations-Dagen), modtag det ledsaget af mine gode Ønsker, modtag det som en Erindring om den Dag, for hvilken det nærmest blev bestemt, modtag det som en Erindring om Den, der vistnok til daglig Brug ikke kan synes at være følsom, men som dog nok derfor kan have baade Følelse og Deeltagelse.
Tegnforklaring
- usikker læsning i kilden
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Carl Lund
- Brev 171 · 8. december 1841
Søren beroliger Carl: han skal bare skrive, stavningen er god nok. Selv fortæller han fra Berlin om hundene, der spændes for mælkevognene, og egernene i Thiergarten – og bemærker, at Carl nu er kommet i »Trøie og Buxer«.
- Brev 172 · 31. december 1841
Carls brev var kort, og Søren driller: sømmer det sig for et fornuftvæsen, »der gaar i Trøie og Buxer«? Selv fortæller han om sin nye støvlepudser, der ligner den gamle på en prik, men er langt mere omhyggelig.
- Brev uden nummer · 22. januar 1842
Brevet findes – det står bare på bagsiden af Sophies ark. Under Brev 193 svarer onklen Carl, som »ikke noksom« kan takke for de to bøger, han har fået.
- Brev 173 · 20. januar 1847 ← dette brev
Carl har vist tænkt, at onklen glemmer netop hans fødselsdag. Svaret er en skriverpult, han længe har holdt øje med hos kunsthandleren – og en bemærkning om, at Victor Eremita kunne have brugt motivet, hvis fortalen til Enten–Eller ikke var ældre.
- Brev 174 · udateret
En kort forespørgsel: bogbinder Møller har sendt nogle bøger, og onklen vil vide, om Carl har sat dem på hans regning, så de ikke kommer til at »betale dem to Gange«.
- Brev 175 · udateret
Onklen sender en bog til fødselsdagen og afviser på forhånd mistanken om, at han skulle have glemt både dagen og Carl: »deri tager Du dog Feil«.