Brev 126

[1r]Det var da jeg en Dag ude paa Sorgenfrie overrakte den afdøde Monark et Exemplar af denne Bog, at en Dør gik op til et Sideværelse, og strax igjen lukkedes. Med et Buk traadte jeg nogle Skridt tilbage som [209]spørgende, om dette betydede, at jeg skulde fjerne mig. Da sagde Monarken: »nei, bliv De kun, Mag. K.; det var vistnok Dronningen; hun har ønsket at see Dem; nu skal jeg hente hende.«

Saaledes blev jeg et Øieblik ene. Hvis jeg af Alle var meest uvant til at udfylde et eensomt Øieblik: her vilde jeg dog vel have formaaet det. Hvor smukt, tænkte jeg – det tænkte jeg strax, og har senere ofte betænkt det – hvor smukt, med hvilken beundringsværdig Fiinhed veed dog Christian VIII altid at pointere! Han Monarken – og jeg, hvis jeg ellers paa nogen Maade var Gjenstand for hans kongelige Gunst – Monarken havde det jo i sin Magt det Mangfoldige, de tusinde forskjellige Maader, paa hvilke han kunde have udtrykt Kongens Naade. Og dog, om enhver anden Maade maatte jeg eensomt – men jeg er jo ogsaa ene i dette Øieblik, ene i Salen paa Sorgenfrie, ganske overladt i Eensomhed til mine eg[1v]ne Tanker – jeg maatte maaskee have sagt til mig selv: »Hvor meget jeg end med Taknemlighed skjønner paa, hvad der er mig saa kjert, fordi det bevidner Hans Naade, jeg gjenkjender dog i en vis Forstand ikke Christian VIII deri«. Eensomme Tanker!

Derpaa traadte, ved Kongens Side, Dronningen ind.

Jeg kunde nu – min Hukommelse gjemmer det trofast i taknemlig Erindren! – jeg kunde nu med episk Nøiagtighed fortælle videre, hvad saa Kongen sagde, og hvad saa Dronningen; jeg kunde udelade, hvad jeg sagde – og saaledes være i sjelden Grad sikkret at fortælle noget Interessant, Noget der vel endog, forsaavidt den Afdødes Ord citeres, i høi Grad maatte interessere den ophøiede Læserinde af disse Linier. Misundelsesværdige Situation at være saa sikker paa at være interessant! Tilgivelse! at jeg endog gaaer til den modsatte Yderlighed af det Interessante, bliver kjedelig, yderst kjedelig, idet jeg vover at besvære med Erindringen om en Replik af mig, hvad jeg dog stræber saavidt muligt igjen at gjøre godt ved ogsaa at anføre [2r] en Replik af den afdøde Monark.

Da nemlig Hs Majestæt Kongen ved et Par Ord havde sagt Dronningen, at det var en ny Bog, jeg bragte, og viist hende den, tillod jeg mig, henvendt til Kongen, Følgende: »Deres Majestæt bringer mig i en Forlegenhed; dersom jeg havde vidst forud, at jeg skulde være saa lykkelig at forestilles Dronningen, havde jeg bragt et Exemplar med, bestemt for hende.« Christian VIII svarede: »nei, Mag. K., det behøves ikke, Dron[210]ningen og jeg kan godt hjælpe os med eet Exemplar.« Hvor smukt sagt af Kongen, hvor conseqvent i Charakteren af hvad der var begyndt paa, hvor gjenkjendte jeg, beundrende, atter hos Christian VIII, denne uforlignelige fine Sands for det ene Træffende! Thi saaledes var det Hele dog vistnok at forstaae, Pointen i den kongelige Naade, der vistes mig, var: et Øieblik som ved et Trylleslag at forvandle Slottet til et landligt Ophold, Kongen og Dronningen til en borgerlig Familie, hvor Manden gaaer ind og henter sin Kone, og hvor selvfølgeligt Mand og Kone (dette er just det Smukkeste ved den kongelige Replik) godt kan hjælpe sig med eet Exemplar – af »Kjer[2v]lighedens Gjerninger«. I Sandhed, blandt kronede Hoveder havde maaskee ene Christian VIII Aands-Frihed nok til at falde paa noget Saadant; og vist, han var ubetinget den Eneste, der formaaede at gjøre det fuldendt. Thi for at kunne gjøre denne Forvandling, Aands-Frihedens Opfindelse, fuldendt, fordredes just det Modsatte: en Konge, der ordentligviis i den Grad repræsenterende bar den kongelige Værdighed, ja vel endog af Sit laante den Ophøiethed og Majestæt, som Christian VIII gjorde det; i andet Fald bliver det let usmageligt, at en Konge vil forsøge sig i den borgerlige Ligefremhed.

Men om end den afdøde Monark havde Ret indenfor Fortryllelsen, som han fremtryllede i hiint Øieblik, jeg har dog ogsaa Ret i min Opfattelse, at jeg, hvis jeg havde forud været vidende, burde have bragt et Exemplar med bestemt for Dronningen. Saa har jeg tænkt, nu er Øieblikket, nu da andet Oplag er udkommet, send nu Dronningen et Exemplar.

Tillad det da, allernaadigste Majestæt, det behage Dem at modtage dette Exemplar, og tillad, at jeg, idet jeg stræber at indhente det engang Forsømte, gjør det saaledes, at jeg tillige søger at udtrykke den Taknemlighed, hvori jeg bevarer Erindringen om den afdøde Monark og om den Gunst, med hvilken han har smilet ogsaa til mig!